Analyse
Læsetid: 5 min.

Balkans Røde Pimpernel

Radovan Karadzic har stået øverst på listen af eftersøgte, sålænge der har været et krigsforbrydertribunal for Eksjugoslavien. Men igen er han smuttet
5. marts 2002

Man søger ham her, man søger ham der, franskmændene søger ham overalt; er han i himlen, er han i helvede, den forbandede pimpernel, der hele tiden forstiller og skjuler sig?« Sådan omtrent lyder i oversættelse den kendte sang fra filmen The Scarlet Pimpernel med den forlængst hedengangne engelske skuespiller Lesley Howard i hovedrollen. I det ydre repræsenterer Radovan Karadzic, den bosnisk-serbiske republiks første præsident, et noget andet mandsideal end den forfinede, ungarsk-fødte engelske skuespiller. Men også Radovan Karadzic har i sin politiske glansperiode som frontfigur for den serbiske nationalisme på Balkan gjort det i at posere for kameraet. Ikke blot, når han optrådte på de bonede gulve i Genéve eller andre internationale forhandlingssteder, men også hjemme i Bosnien, både i civil og i kamuflage-uniform, både tændende vokslys i ortodokse kirker og skuende ud over det belejrede Sarajevo fra en af de stillinger, hvorfra de bosniske serberes styrker terroriserede den bosniske hovedstad under en belejring, som varede længere end Leningrads berømte 900-dages belejring under Anden Verdenskrig.
En af de markante forskelle mellem Slobodan Milosevic og Radovan Karadzic er, at hvor den første var en teknokratisk kommunist, som blev styret ind i sin rolle som mere eller mindre helhjertet nationalist af serbisk-nationalistiske intellektuelle i sit bagland, men aldrig selv har hørt til denne samfundsgruppe, er Karadzic et eksempel på en intellektuel, som også blev frontpolitiker og statsleder. Hans forsøg på også at blive militær leder ved at fyre general Ratko Mladic i 1995 slog dog fejl. Men at Karadzic havde ambitioner i den retning, viser bl.a. en BBC-film helt tilbage fra 1993 med navnet Serbian Epics (Serbiske heltedigte), hvor Karadzic på den ene side gør krav på (urigtigt) at nedstamme fra den store serbiske alfabetskaber, linguist og folkemindesamler Vuk Stepanovic Karadzic fra 1800-tallet, og på den anden side fremtræder som humanist og digter, men samtidig optræder som national leder og krigsherre.

Det var der ikke mange, der ville have spået i 1970’erne, hvor psykiateren Karadzic en overgang gjorde tjeneste på en psykiatrisk hospitalsafdeling på Sydsjælland. Heller ikke blandt hans venner af alle nationaliteter hjemme i Sarajevo, som kendte ham som selskabsløve og digter. Mange undrede sig, da Slobodan Milosevic i 1990 opfordrede netop Karadzic til at stille op som politisk leder for serberne i Bosnien, efter at kroaterne og muslimerne havde dannet deres nationale partier. Som bekendt fejede de tre nationalistiske partier kommunisterne helt af banen ved Bosniens første valg med flere partier i 1990. Og de tre ledere lykønskede bagefter hinanden med sejren. Senere blev luften mellem dem adskilligt køligere.
Allerede i 1991 drev den da 46-årige leder af SDS, det Serbiske Demokratiske Parti, voldsomt på med at forberede en udskillelse af store områder med serbisk befolkning fra Bosnien-Hercegovina i den forudsigelige situation, at republikken skulle følge efter Slovenien og Kroatien og melde sig ud af forbundsstaten Jugoslavien. Den 24. oktober konstituerede de serbiske medlemmer af republikkens parlament sig som et særskilt parlament i den nordlige by Banja Luka og valgte Karadzic til præsident for en »statsledelse«, som fik sæde i Pale, et lille vintersportssted i Sarajevos omegn. Også efter at Karadzic den 27. marts 1992 havde proklameret den »Serbiske Republik Bosnien-Hercegovina«, og efter krigsudbruddet i april samme år holdt Karadzic fast ved Pale som regeringssæde. For Karadzic følte sig fortsat som »sarajlija«, en mand fra Sarajevo, og ønskede denne by som hovedstad for et Bosnien renset for serbisk og muslimsk indflydelse.

Karadzic var voldsom og kompromisløs ikke blot som krigsherre, men også som taler. Han truede således gentagne gange med Den Tredje Verdenskrig, hvis man fra Vestens side greb ind til fordel for serbernes fjender i Bosnien. Det, han forestillede sig, var, at Rusland ville gribe ind, om nødvendigt med deres atomarsenal, hvis man krummede et hår på de bosniske serberes eller hans eget hoved.
Det er næppe denne trussel, som har holdt vestlige styrker tilbage fra at pågribe Karadzic så længe. Snarere frygten for at forværre situationer, der i forvejen var komplicerede. For godt nok slog Slobodan Milosevic hånden af sin selvrådige vassal, første gang allerede i 1993, da det lykkedes Karadzic med stor opfindsomhed at forhindre gennemførelsen af Vance-Owen fredsplanen for Bosnien, også mod Milosevics vilje. Og godt nok blev Karadzic stillet uden for døren under forhandlingerne i Dayton, Ohio, som førte til fredsaftalen i november. Og godt nok var det en del af Dayton-aftalen, at Karadzic som sigtet for krigsforbrydelser skulle træde tilbage som præsident for de bosniske serbere. Men alligevel har der været stor tilbageholdenhed over for at pågribe ham. De internationale IFOR og SFOR styrker, som havde kontrollen over Pale, hævdede, at det ikke var en militær, men en politimæssig opgave at pågribe folk, der var sigtet for krigsforbrydelser. Holdningen hertil har som bekendt ændret sig. Og det er frygten herfor, som ligger bag de mange »valgplakater« med »rør ham ikke!« fra det østlige Bosnien i efteråret 1997.

Det er i det østlige Bosnien, hvor man nu også har forsøgt at pågribe Karadzic, at hans vigtigste politiske støtte findes. På den baggrund var det dog bemærkelsesværdigt, at plakaterne i det mindste i byen Visegrad, hvor jeg var udstationeret, alle var blevet forsøgt skamferet. Så selv i de hårdeste nationalistiske områder i den serbiske del af Bosnien er der åbenbart folk, der hader Karadzic og gerne ser ham pågrebet. Alligevel ligger der meget vel en frygt for uro ved valgene bag det faktum, at der længe har været udvist forsigtighed, især når det gælder den detroniserede politiske topfigur.
Nu er forsigtigheden brudt, noget der givet er fremmet både af Milosevic-sagen i Haag og det amerikanske pres for at få afsluttet krigsforbrydertribunalets arbejde. At det ikke er nemt at fange den bosniske pimpernel, viser den sidste episode. Men derfor kan det sagtens lykkes næste gang. Måske fordi der stadig i Bosnien er mange, også serbere, som ser Karadzic som en spøgelse fra fortiden, man helst er fri for i den problemfyldte hverdag.
Det er ikke, hvad den nuværende præsidenet for Republika Srpska, den radikale nationalist Marko Sarovic, siger. Han advarer SFOR mod at undergrave sin stilling i Bosnien ved at fortsætte med at jagte Karadzic. Og naturligvis ville voldelige anslag mod SFOR-materiel eller personnel ikke kunne udelukkes efter en tilfangetagelse af Karadzic.
Men det største problem er helt enkelt at indkredse og fange manden. Og det er en opgave, som ikke er mindre kompliceret end at fange Den røde Pimpernel. Man kan ikke på forhånd gå ud fra aftalt spil, når det ikke lykkes. I den nuværende situation er det tværtimod vigtigt for SFORs troværdighed, at man fanger Karadzic.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her