Læsetid: 4 min.

Berlusconi i modvind

Tirsdagens politiske mord i Italien skete på baggrund af stigende bekymring for demokratiets sundhedstilstand
22. marts 2002

ROM – Tirsdagens politiske mord på den højtstående italienske regeringsrådgiver og juraprofessor Marco Biagi skete i et politisk og socialt klima, der er højspændt. I den seneste måned er protesterne og anti-Berlusconi-demonstrationerne taget voldsomt til, og i morgen har Italiens største fagforbund CGIL i Rom arrangeret en stor demonstration i protest mod regeringens påtænkte beskæringer af lønmodtagerrettigheder. CGIL, der regner med at op til halvanden million mennesker vil gå på gaden, har med opbakning fra andre fagforbund desuden bebudet en dags generalstrejke i april, den første i Italien i 20 år.
Efter flere ugers voldsomme verbale udfald mod Berlusconi-styret maner de fleste oppositionsledere dog i disse dage til større tilbagholdenhed for ikke at spille terroristernes spil.
Ifølge italiensk politi er der ikke grund til at frygte, at mordet på Biagi indvarsler en ny venstreekstremistisk voldsepoke som 1970’erne. De nye celler i De Røde Bri-gader er angiveligt få og isolerede og skulle ifølge sikkerhedskilder bestå af højest 10-12 fanatiske individer.
Derimod frygter mange iagttagere, at De Røde Brigaders terrordrab skal føre til forværring af de politiske spændinger og en mere autoritær linje fra regeringens side. En frygt, der kan virke velbegrundet i lyset af udtalelser som denne: »Med mordet på Biagi ser vi frugterne af oppositionens hadske kampagne for at miskreditere regeringen. Denne kampagne er mordets egentlige moder, uanset hvem der så udførte det,« sagde Forza Italia-parlamentarikeren Paolo Giuz-zanti til Il Giornale i går.
»Hvis Berlusconi gennemfører sin asociale arbejdsmarkedspolitik, får held til at stække dommerstanden og konsolidere sit greb om medierne, står vi med noget, der ligner forstadiet til et fascistisk regime,« siger Vittorio Agnoletto, talsmand for den globaliseringskritiske bevægelse GSF. »Det liberale demokratis garantier eksisterer måske stadig formelt, men ikke i deres substans,« tilføjer han.

Vil bruge magt
»Berlusconi vil forsøge at opnå sin politik uden magtanvendelse, men om nødvendigt vil han ikke tøve. Politivolden ved G8-topmødet i Genova var kun en generalprøve. Vi står over for en autoritær højrefløj, som prøver at skabe en personkult omkring sin leder, der sidder på alle italienske tv-kanaler og samarbejder med et Lega Nord, der har klart racistisk islæt og en nationalalliance med en nyfascistisk fortid.«
Siden Berlusconi blev ministerpræsident har han koncentreret en politisk, økonomisk og mediemæssig magt i sine hænder, der er uden sidestykke i nyere vesteuropæisk politisk historie. Hans egenrådighed kom til udtryk, da han fyrede den EU-venlige udenrigsminister Renato Ruggiero og selv overtog hans funktioner.
Filminstruktøren Marco Bellochio finder talen om fascisme overdrevet: »Situationen i Italien er ekstraordinær, men et fascistisk regime er der ikke tale om. Berlusconis mål er at varetage sine egne interesser, men derudover er han pragmatiker. Hans regering minder snarere om de gamle kristdemokrater, der ofte var i stand til at nå kompromisløsninger. Vel kan der lyde uhumske røster i regeringspartiernes bageste rækker, når et nyt flygningeskib anløber de italienske kyster, men endnu er ingen flygtninge kastet tilbage i havet. Og vel kan nogle ministre fremsætte EU-skeptiske udtalelser, men de har måttet acceptere euroen uden at kny. Berlusconi har selvfølgelig udnyttet sin enorme rigdom og kontrol over tv-kanalerne på sin vej mod magten, men når han vandt, var det også på grund af venstrefløjens kluntetheder og manglende evne til at udgøre et troværdigt alternativ.«

Nyder stadig stor støtte
Det var især Berlusconis image som dynamisk entreprenør, der lovede »at tale mindre end mine forgængere og arbejde mere«, der appellerede til de italienske vælgere. Berlusconi og hans koali-tionsregering Frihedens Hus nyder stadig stor popularitet i befolkningen og støttes i meningsmålingerne af et flertal trods den sidste tids turbulens.
»Inderst inde ønsker det flertal af italienere, der støtter Berlusconi, sig ikke en stærk mand. Tværtimod appellerer han til dem, fordi han lover dem mindre bureaukrati og større valgfrihed,« understreger politologen Marc Lazar.
Hele mellemlaget af små virksomhedsledere og næ-ringsrivende identificerer sig med Berlusconis personlige succeshistorie. Da han talte direkte i tv efter sin valgsejr og fremlagde sin ’kontrakt med italienerne’, lagde han ikke skjul på sine hensigter: »I min regering kan det godt være, at jeg træffer beslutninger, der gavner mine private interesser, men det afgørende vil være, at de ikke skader italienerne. Dette er kun så meget desto større grund til at tro på mine løfter.«
Filosoffen og venstredemokraten Gianni Vattimo, der også er medlem af Europaparlamentet, er dybt bekymret.
»Berlusconi-regeringen med dens interessekonflikter og angreb på dommerstanden og lønmodtageres rettigheder er værre, end man kunne have forestillet sig. Jeg havde ikke troet, at Berlusconi ville have vovet at gennemføre love, der i den grad er specialkonstrueret for at tjene hans egeninteresser. Han er måske ikke en fascistisk diktator, men han ligner en populistisk caudillo, der er kommet til magten i et vel-stående samfund, der er led og ked af politik. De nye magthaveres ideologi er den kyniske forbrugerisme. Berlusconi henvender sig til et hjernelamt samfund, der drømmer om en ny type demokrati, der ikke stiller krav til personligt engagement. Hans største bedrageri i hans tv-kæder består i at få det til at se ud som om, alle italienere tilhører middelklassen, og at Berlusconi selv er som enhver anden middelklasseitaliener.

© 2002 Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu