(2. sektion)
Punk 2002
På Sune Køters dør hænger der anarkisttegn og plakater fra Ungdomshuset, og indenfor er lejligheden i Sundevedsgade et stort kaos. Der er tomme flasker, plader, glas og tomme yoghurtkartoner i bunker på gulvet, i sofaen og på bordet, hvor en pige i malerplettet beskyttelsesdragt sidder og roder i en bunke papirer.
Mens han rydder en plads til båndoptageren, studerer jeg et udklip fra Jyllands-Posten september 2000 med et billede af en rødhåret, nittebeklædt Sune, der er til immatrikulation på Københavns Universitet, men har taget hånden op til næsen for at lave ansigt ad rektor i stedet for det sædvanlige ceremonielle håndtryk. Kjeld Møllgårds hånd hænger slapt og overrasket ned fra hans udstrakte arm, og for Sune siger den hånd meget om, hvad punken går ud på: provokationen, chokket, forstyrrelsen og tvivlen hvad gør de etablerede, når der er nogen, der ikke vil lege med?
»Det er ikke særlig let at være punker i København i dag. Det er for let at lade være på grund af velstanden, og fordi Danmark har det så svært med alternative løsninger. Folk lever på gaden, men de vil ikke lave skurvognspladser, fordi alle hjem skal have brusebad. Hvis man tager mad fra en container, bliver man knaldet for brugstyveri. Det er svært at melde sig ud. Men der er masser at protestere imod samfundet er mere plasticagtigt og pengeorienteret end nogensinde, og med den nye regering er Danmark jo et af de klammeste lande i Europa.«
Sune er forsanger i punkbandet Guddommelig Galskab, som har spillet i tre år og til maj udgiver deres anden plade hos Nine Lives Records, hvis chef, 19-årige David Bertelsen, har været punker i fire år:
»Jeg hørte om punkerne i medierne først, og så gik jeg på biblioteket. Jeg kunne godt lide deres sammenhold, og at man selv kunne bestemme. Ingen pædagoger. Mit første møde med dem var Spoken Word med Jello Biafra (Dead Kennedys forsanger, red.) på Loppen. Så var jeg på. Miljøet er ret lukket, men man skal bare blive ved. Og i dag er der ingen af de gamle rotter tilbage, dem, der sad i hjørnerne og mente, at vi nye bare var nogle forkælede møgunger.«
Om aftenen cykler jeg sammen med Sune og guitaristen Øko ud til Røvhullet, Guddommelig Galskabs øvelokale i Rådmandsgade. Bilisterne bliver stærkt provokerede af, at vi cykler ved siden af hinanden. Èn råber og fægter, selv om han holder i en kø. Bagefter overhaler han køen for at dytte ad os. Sune giver ham fingeren, og den vrede bilist skuler i bakspejlet og fræser væk.
»Det gode ved at se sådan her ud er, at man kan meget mere,« siger Sune. »Normalt ville sådan en som ham have givet mig nogle flade. Men han ved ikke, hvad jeg kunne finde på, så han gør det ikke.«
Er punken det samme i dag som for 25 år siden?
»Punk er jo et lige så gennemkneppet begreb som globalisering og postmodernisme. Men noget af det vigtigste er DIY-æstetikken (Do It Yourself, red.), at ingen skal lave lortet for én, og så det konstante spørgsmålstegn. Hvis folk ser mig og tænker, at deres samfund må være råddent for at sådan en som mig kan findes, er det fint. I dag er punken blevet mere politisk end dengang, og det er godt, men jeg kan godt savne noget mere af den gamle drukpunk. Det er, som om folk skal køre deres personlige, små frigørelsesprojekter, og så bliver bevægelsen pludselig lige så fyldt med forbud som resten af verden.«
»Mange punks ser mig som den store stygge ulv, fordi vi lavede en sang om at spise kød: Flæsk, jeg æder flæsk, fra et dødt dyr der har fået tæsk, men vi må ikke miste humoren. Vores problem er også vores styrke: At vi er så gode til at tænke i dem og os fuck det pis med både-og, det kan godt være, at nazister også er mennesker, men de er nogle svin, og sådan er det. Det gør os stærke og umiddelbare, men det smitter bare også af på, hvordan vi ser på hinanden internt. Drukpunkerne driller straightedgerne (politiske punkere, der ikke spiser kød, ryger eller drikker alkohol), og straightedgerne vrænger ad drukpunkerne. Vores parole er, at hvis du ikke er en del af løsningen, er du en del af problemet, men der er bare stor uenighed om, hvad løsningen er, og det giver en masse ballade.«
Røvhullet lever op til sit navn, men er ret hyggeligt. Guddommelig Galskab drikker rødvin og skændes om en guitarledning. Jeg får et høreværn, mens drengene beslutter, at indspilningerne skal starte om to uger. Men »Vodkapunk«, »Lugter af lort«, »Machovold« og »Smid dem ud« er ikke på plads endnu, og der skal arbejdes.
Bagefter holder Ungdomshusets folkekøkken åbningsfest. Udenfor hænger en plakat for filmklubben Bioiffen: »Kom og drik varm sojakakaomælk og se undergrundsfilm og TV Stop live hver torsdag fra kl. 21.«
Indenfor er 30-40 mennesker færdige med middagen, der i aftenens anledning har været med taffelmusik og galla-dresscode. Piercinger og hanekamme følges med tylskørter, pilleæskehatte og smokinger. Der bliver drukket økologiske Thy-pilsnere, og folk snakker ved bordene og varmer sig ved den store kakkelovn.
Christina på 19, som er ved at vaske køkkengulv i lang, rød velourkjole, vil gerne tale med mig for at sikre sig, at jeg ikke kun får Sunes version af punken:
»Punk er meget mere end provokationen. Den handler ikke om udseende, men om det indeni. Det handler om at gøre det, man tror på. Jeg er anarkist, og jeg vil ikke have en chef, der bestemmer over mig otte timer om dagen. Derfor lader jeg være. Jeg er ligeglad med, om det vil blive registreret i historiebøgerne. Vi skal ikke finde os i den undertrykkelse, vi er stukket af fra, og derfor vælger vi at sige, at vi er anti-sexistiske, anti-racistiske, anti-homofobe. Og mens Sune synes det er sjovt at provokere indadtil, synes jeg det er vigtigere at provokere udadtil. Jeg synes ikke, det er en fed provokation at spise burgere fra MacDonalds, for det gør så mange andre. Derude hører jeg kvinder blive kaldt ludere i reklamer og porno hver dag, og det gider jeg ikke. Det her er mit frirum, og første gang jeg opdagede det, var det som et eventyr, jeg havde gået og drømt om, og pludselig var jeg bare midt inde i bogen.«
Christina spiser ikke kød eller ryger cigaretter, men hun kan godt drikke øl, fordi det kun går ud over hende selv. »Jeg er ikke straightedge, for jeg kan godt acceptere, at andre ryger, selv om jeg nok vil prøve at diskutere det med dem. Men jeg går ikke hen og slår smøgen ud af hånden på dem.«
Næste dag ligger de sidste rester af festen og sover nede i Ungerens kælder. Jeg snakker med Günther, der har været med i punkbevægelsen siden 70erne. I gamle dage var han imod den sammensmeltning med BZ-bevægelsen, der gjorde punken politisk:
»Jeg brød mig ikke om den vold, der kom ind i miljøet med BZ jeg syntes, de var nogle hellige skiderikker. I dag er de unge meget politiske, og det tror jeg godt kan være en blindgyde, men miljøet er ret sundt nu. Lavpunktet var da Ungeren brændte i 96, men i dag er generationskløften, som altid har været punkens omdrejningspunkt, igen ved at være så stor, at modstanden vokser frem. De har det, ligesom vi havde det; de skal hele tiden prøve noget nyt, og der er ikke nogen over-guru-klike, der bestemmer over de andre. Jeg håber bare de holder fast i den der dadaistiske antikonformisme og ikke ser folk for meget an i døren.«
Günther har set mange af de gamle no future-punks gå ned; blive sindssyge eller narkomaner eller dø. For Sune var det nok sådan, det måtte gå:
»No future-punken var fascinerende, men der var jo ingen fremtid i den. Hvis man bare tager punken ned over hovedet og ser alting gennem punkbriller og tror, man aldrig fylder 30, bliver man sindssyg. Det var politikken, der splittede punken dengang, men det var også politikkens skyld, at punken lever endnu.«q
Mere nutidspunk på
www.guddommeliggalskab.subnet.dk
www.ungeren.dk
