Læsetid: 2 min.

Bogkort

27. marts 2002

(2. sektion)

*Lévi-Strauss Den svenske avis Dagens Nyheter har fundet en gammel traver frem: et essay fra den franske strukturalist og antropolog Claude Lévi-Strauss’ bog fra 1955, Tristes Tropiques. Der står skrevet: »Med et interval på cirka 500 år har menneskene opfundet buddismen, kristendommen og islam. Det rystende er, at hver etape ikke er en videreudvikling af den foregående, men snarere vidner om et tilbageskridt.«

*Vattimo Der er som bekendt god grund til politisk og demokratisk pessimisme i Italien, hvor Berlusconi bestemmer. Den italienske filosof Gianni Vattimo, som med Jeg tror, at jeg tror lancerede genkristning som europæisk tendens, har talt med den intellektuelle franske avis Le Monde. Ifølge Vattimo er de intellektuelle som organisk venstreorienteret modspiller blevet opløst, ligesom arbejderklassen som enhed er forsvundet. De intellektuelle er i mediesamfundet blevet mere og mere uafhængige og individualiserede: »Det er
efter min mening højrefløjens drøm, som er blevet virkelighed, når de intellektuelle således er blevet fragmenterede og neutrale og ikke længere hører sammen som en organisme.«

*Gyldendal Gode overskrifter er lavet af dårlige ordspil: Så man kunne resumere en rundspørge i branchebladet Bogmarkedet under følgende overskrift: »Gyldendal på gylden bakketop«. For det store forlag i Klareboderne har for en økonomisk betragtning haft et godt efterår. Og det er der ifølge direktør Stig Andersen 7 gode grunde til det: »Harry Potter bind 1, 2 , 3 og 4 og Ringenes Herre bind 1, 2 og 3.«
Merete Ries og Rosinante ville derimod ønske, at 2001 var stoppet den 31. oktober. For efter den 11. september og valget og den internationale krise gik det lidt i stå med salget. Ries henviser til Harry Potter og Ringenes Herre og fantasy-effekten som forklaring:
»Når man er blevet træt af virkeligheden, så flygter man åbenbart ind i uvirkeligheden. Og der er intet i denne medieverden, der kan konkurrere med de rigtig store pr-maskiner.«

*Vendepunkter »Hvad var det, der gjorde, at du kom dig?« er det lille spørgsmål, som en lille bog betitlet Vendepunkter stiller fem forskellige mennesker, som har klaret sig igennem psykiske kriser. Bogen er skrevet af Alain Topor, oversat fra svensk og udkommet på Videnscenter for Socialpsykiatri.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu