Læsetid: 5 min.

Bosættere i fugleperspektiv

De israelske bosætteres strategi er tydelig, når man ser Vestbredden ovenfra. Information tog med Fred Nu på bosættelses-observation
8. marts 2002

OVER VESTBREDDEN – Fotografen har fået en ny bosættelse på kornet og sikrer sig billedet, mens maskinen krænger voldsomt over for at give ham bedre udblik. Den iskolde vind stilner af, da han lukker vinduet og vender sig om med et smil.
»Jeg fik den!« hører vi hans stemme i hovedtelefonerne.
Den israelske organisation Fred Nu er på bosætterobservation. Med jævne mellemrum udsender den rapporter om nye udviklinger på bosætterområdet, hvor og hvor meget der bliver bygget, nye vejanlæg og andet materiale, som kan belyse den siddende regerings politik på de besatte områder. Indsamlingen af oplysninger foregår blandt andet ved at fotografere nye og eksisterende bosættelser fra luften.
»Dette er den mindste del af arbejdet,« siger Dror Etkes, som er ansvarlig for denne del af organisationens arbejde. »Bagefter skal vi hjem og sammenligne med ældre billeder for at se, hvad der er sket.«

To containere
Fra bagsædet guider Dror Etkes stedkendt piloten af den lille sportsflyver rundt i landskabet, mens fotografen Milutin holder sig klar foran.
Bosætterne siger ofte, at der er plads nok på Vestbredden, og set fra landevejen synes tre præfabrikerede bosætterhjem på en bjergtop umiddelbart ikke at kunne være til nogen gene. Men når man betragter landskabet lidt fra oven, bliver det med et tydeligt, hvor småt alting er, hvor små afstandene er, og hvor lidt der skal til for at forvride den politiske geografi i området.
Hele Vestbredden fylder 5.500 kvadratkilometer og er altså væsentligt mindre end Sjælland. En stor del er tyndt befolket ørkenlandskab, og på resten af området slås små to millioner palæstinensere og 200.000 bosættere om pladsen.
Dagens flyvning gælder landskabet omkring Nablus, en tæt befolket del af Vestbredden, som samtidig er sprængfarlig, fordi de stærkt ideologiske bosættere bor her.
»Der sker ikke ret meget i de ikke-ideologiske bosættelser, altså blandt de mennesker, som er flyttet herud på grund af den friske luft og landskabet. Den type folk har mistet lysten til at flytte til Vestbredden, og jeg er sikker på at mange af dem, som allerede bor her, fortryder godt og grundigt,« forklarer Dror Etkes. »Men blandt de ideologiske bosættere er der en fantastisk aktivitet.«
Lige under os ligger Eli, en af de allermest aktive bosættelser. Omkring selve bosættelsen udpeger Dror Etkes fem små bosættelser, som indtil videre består af skurvogne i det nøgne landskab.
Men de har alle mindst et år på bagen og er for længst registreret af Fred Nu. Søgningen i dag drejer sig om de såkaldte udposter, som er de helt nye knopskydninger af eksisterende bosættelser, og så små, at de endnu ikke har karakter af rigtig bosættelse.
»Der er en til. Kan du se den?« råber Milutin ind i mikrofonen og bevæger sig ivrigt i sædet.
Dror tager kikkerten frem og nikker anerkendende.
Dernede ligger den spæde begyndelse til en ny bosættelse: To stålcontainere, som bruges til godstransport. Vi kredser og fotograferer, inden vi flyver videre.

Følsomme billeder
Flyvningen foregår i en højde af mindst 6.000 fod. Dror Etkes forklarer, at hermed er maskinen udenfor almindelige skydevåbens rækkevidde. Fred Nu har aldrig oplevet ubehagelige episoder af denne art, men han understreger, at konflikten har nødvendiggjort en række nye forholdsregler.
»Før intifadaen gik vi helt ned i 300 fod og kunne komme helt tæt på bosættelserne, men det tør vi ikke længere,« siger han.
Ad omveje får han også fortalt, at Fred Nu er blevet meget restriktiv med at offentliggøre billeder, som »nødig skulle falde i de forkerte hænder«.
Organisationen begyndte at registrere bosættelsesaktiviteter i slutningen af 80’erne, hvor den daværende Li-kud-regering satte ny fart på bosættelsesbyggeriet. Man tyede sjældent til ekspropriationer i moderne juridisk forstand, hvilket stadig ikke er tilfældet, for bosættelserne bliver bygget på, hvad man definerer som ’statsjord’.
»Dette er et typisk tilfælde af det newspeak, som omgærer hele dette foretagende,« siger Didi Remez på Fred Nu’s hovedkontor i Jerusalem. »Da Israel erobrede Vestbredden i 1967, afviste man at anerkende skøder fra tyrkisk og engelsk tid, hvorved kun jordejere, som havde jordansk papir på deres jord, fik ejerforholdet godkendt. Resten, som er omkring 60 procent af hele Vestbredden, blev erklæret offentlig ejendom og hermed åben for bosættelser.«

Bosætterstrategi
I Ehud Baraks regeringstid nåede bosættelsesaktiviteterne nye højder. Bosætterbevægelsen gjorde et stort nummer ud af offentlighed og mediedækning for at vise sin opposition mod Baraks fredsproces, og myndighederne skred kun ind over for nye udposter. Den såkaldte naturlige tilvækst til eksisterende bosættelser lod man passere uhindret.
»Naturligvis har denne tilvækst altid været alt andet end naturlig, og derfor vok-sede bosætterbefolkningen enormt under Barak,« forklarer Didi Remez. »Siden Sha-ron kom til magten for et år siden, har bosætternes strategi ændret sig. Alting er blevet mere gedulgt, fordi de ikke ønsker at vise åben opposi-
tion mod en højre-regering, og så længe det foregår på den måde, ser Sharon igennem fingre med det hele. Og et dramatisk skift er det, at stribevis af nye udposter nu kommer på kortet, uden at nogen kommer og piller dem ned igen.«
Didi Remez fortæller, at den kommende rapport endnu ikke er helt færdig, men at der sandsynligvis kommer til at stå, at 40 nye udposter har set dagens lys, siden Sharons overtagelse af magten. På flyvningen udpeger Dror Etkes, hvordan dette fører til endnu mere dramatiske ændringer i landskabet end den naturlige tilvækst. I omkring en kilometers afstand af en af de store bosættelser, Kedumim vest for Nablus, ligger en udpost ved navn Har Hemed, en hebraisering af det arabiske Jabel Hamid.
»Den vil langsomt vokse sammen med Kedumim,« bemærker Dror Etkes.
Israelsk luftrum
»For hver af de lidt mere etablerede bosættelser findes masterplaner for deres videre udvikling,« fortæller han videre og peger ned på en klynge røde tage.
Den hedder Itamar og er hjem for 500 yderligtgående bosættere, men ifølge planlægningen har den ligeså meget plads til naturlig tilvækst som Givatayim, en forstad til Tel Aviv med 200.000 indbyggere, som ganske vist bor i tæt etagebyggeri.
Længere mod syd ligger Ariel, som med sine 12.000 indbyggere er en af Vestbreddens største. Svømmebassiner og grønne områder vidner om, at her fortrinsvis bor ’bekvemmelighedsbosættere’, men en dynamisk borg-mester, Ron Nachman, som en overgang også var medlem af Knesset for Likud, har givet sit bidrag til, at byplanen sætter sit præg på landskabet.
Ariel er ifølge kortet fem kilometer lang og under en kilometer bred og fortsætter ifølge Dror Etkes sin liniære vækst.
»Den æder sig vej mod Kfar Tapuach derovre,« siger han og peger på en anden bosættelse fire kilometer mod øst. På den måde bliver der skudt en effektiv kile ind mellem Salfit og de andre palæstinensiske landsbyer mod syd og Nablus mod nord.«
Som for at understrege sit synspunkt beder han piloten slå et slag hen over Ramallah. Nede i solskinnet ser man tydeligt selvstyreformand Yasser Arafats hovedkvarter.
»Et er, hvad der foregår nede på jorden, men heroppe i luften er alt israelsk. Tror du virkelig, israelerne ville opgive så meget som en kubikmeter af luftrummet over Vestbredden?« siger han og kommer i tanker om, at der lige er en bosættelse mere, han vil tage i øjesyn på vejen tilbage til Tel Aviv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu