Læsetid: 2 min.

Burgere på nadverbordet

Danmarks Radio opfører Philip Glass’ tåbelige 5. symfoni og genudsender den Langfredag. En sag for kirkeministeren?
11. marts 2002

Koncert
Philip Glass var i lange tider synonym med en hårdtpumpet, ofte ret melankolsk minimalisme – i vide kredse kendt fra f.eks. kultfilmen Koyaanisqatsi og det smukke tibetanske epos Kundun.
Gik man til Fredagskoncert for at høre den slags, blev man imidlertid skuffet. Amerikanerens kolossalt lange 5. symfoni for symfoniorkester og voksenkor og børnekor og fem solister fra 1999 er hverken smukt eller minimalistisk, men et kønsløst makværk. Den viser, at Glass – hyllet ind i en selvfed atmosfære og støttet af tilhængernes store hvide flok – omsider har nået trinnet for sin fuldstændige inkompetence. Næsten to hundrede mennesker er engageret i noget, der føles som at tænde for radiatoren og åbne vinduet.

Skønne spildte kræfter
At nævne Carl Orffs småfascistiske soldyrkelse og Metallicas symfoniske rock som mulige inspirationskilder, ville være en fornærmelse. For hos dem er der i det mindste et håndværk at nyde. Hos Glass var der ikke ret meget.
I flæng var brugen af det kæmpestore orkester så ubehjælpsom, at man sjældent har hørt mage. Tekstlægningen var mere amatøragtig end i mange festsange. Og noget så elementært som evnen til at forme efter indholdet var åbenlyst fraværende. Hvad enten talen var om fødsel eller død, om fortid eller fremtid, om Skabelse eller Dommedag, så lød musikken fuldstændig ens.
Kun i midtersatsen ’Evil and Ignorance’ løftede det sig lidt – og muligvis hen imod slutningen, men da havde man siddet henved to timer og var efterhånden følelsesløs mere end ét sted.
En hel lille lettelse var det, når særligt mezzoen Helene Gjerris og bassolisten Sten Byriel af og til fik lov at opløfte deres røst. Men også kun lille, fordi fornemmelsen af skønne spildte kræfter hele tiden trængte sig på.

En skandale
Allerværst var værkets libretto dog et økumenisk miskmask af den slags, kun newyorkere kan finde på. En kæmpe gang realitetsfornægtende pladderhumanisme – inkarneret så storslået i tenorsolisten John McVeigh, hvis præstekjole og sekterisk foldede hænder kolliderede ukristeligt med det glade budskab.
Et stykke forløjet østamerikansk kulturimperialisme, der ærlig talt gør den planlagte genudsendelse selveste Langfredag ved middagstid til lidt af en skandale i Statsradiofoniens historie.

*Philip Glass: Symfoni nr. 5, ’Requiem, Bardo og Nirmanakaya’. Solister: Kimberly Jones, Helene Gjerris, John McVeigh, Palle Knudsen og Sten Byriel. Radiosymfoniorkestret, Radiokoret, Radiopigekoret. Dir.: Dennis Russel Davies. Radiohusets Koncertsal, fredag. Koncerten genudsendes 29. marts kl. 11.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her