Læsetid: 4 min.

Cd-box

22. marts 2002

Af Anders Beyer, Klaus Lynggaard, CHRISTIAN MUNCH-HANSEN og KAREN MOHR SOKKELUND
(2. sektion)

Klassisk

Early Morn. Danish Music for Guitar. Erling Møldrup (guitar), Morten Zeuthen (celleo). Værker af Nørgård, Weis, Lorentzen, Frandsen, Ruders og Borup-Jørgensen. Danacord DACOCD 594.
*Denne cd er fabrikeret af guitaristen Erling Møldrup med det udtrykte formål at udgøre en »hyldest til seks store danske komponister og deres guitarmusik«. De kan angiveligt alle »indplaceres på en international liste over de betydeligste guitarkomponister inden for såkaldt ny kompositionsmusik,« skriver Møldrup, hvorefter man forstår, at den nyere tids musikhistorie må revideres, så danskerne kan få den nøgleposition, de er berettiget til. Magen til bevidstløs panegyrik skal man lede længe efter. Men spille guitar kan Møldrup, bedre end han kan skrive booklet-tekster, uden at musikeren dog kan lade sig indforskrive på nogen international liste over de betydeligste guitartister. Han ønsker at hylde komponisterne. Næste gang kunne han tænke på et lyttende publikum, der skal lægge øre til og bruge tid på at lytte til musikken. Der er passager i de fleste værker på cd’en, som kan nydes i fulde drag. De modstilles af andre dele, som er rene sovepiller.

Saxofonkvartetten Saxopaths. Værker af bl.a. Kristoffer J. Rosing-Schow. Good Music 001. Sælges gennem ww.newnetmusic.dk
*En herlig respektløs cd med musik til fødder og hoved af bl.a. Kristoffer J. Rosing-Schow. Jo, Cole Porter, og Tommy Seebach er også med – og hvorfor ikke? Satsbetegnelser er sigende for ambitionerne: 1. Vend mundstykket om. 2. Vend halsen om. 3. Vend det hele om. 4. Spil. Det er ny musik med et smil på læben. Hurra, hurra og hurra. Vi anbefaler Myggedans, som handler om en stor og en lille myg, som konkurrerer. Den store myg vinder. Cd’ens musik tager udgangspunkt i en slags jazz, men lever i kraft af åndsfællesskab med en etableret outsider som Pierre Dørge og hans fandenivoldske brug af alle traditioner og udtryk. Ud over Rosing-Schow hedder de andre i kvartetten Niels Oldin, Anders Banke og Bob Jackson. Giv dem en hånd.beyer

Rock

R. Kelly & Jay-Z: The Best Of Both Worlds (Zomba/Virgin)
*Det kan undre, at ingen har tænkt på dét før: En plade, hvor R&B og hiphop får stort set samme udfoldelsesmuligheder, hvorved man med forsynets hjælp (måske) opnår det titlen her implikerer: Det bedste af begge verdener. Det er i hvert fald en helt igennem indbydende indbydelse, R. Kelly og Jay-Z har skabt og den lever et langt stykke ad vejen op til sin hensigtserklæring. Begge er som bekendt giganter inden for deres respektive områder og de komplementerer hinanden fremragende på denne indbydende, råsvingende og utraditionelle udgivelse, der nok skal komme til at danne norm.

Puddle Of Mud: Come Clean (Flawless/Geffen/Universal)
*Den første signing til tidens number one topguy, Fred Dursts – fra det populære rapmetaloutfit, Limp Bizkit – pladeselskab Flawless er denne sympatiske kvartet, der godt nok lægger sig i tidens slipstrøm af råberock, men modsat så mange af dens udøvere virkelig besidder et solidt greb om sangskrivningens ædle kunst. For en gangs skyld et metalband, der kan andet end posere og lege uartige skoledrenge, men som virkelig leverer varen. Pudsigt nok er de ca. 15 gange bedre end Limp Bizkit, så modigt af Durst at binde an med dem, eftersom de sætter hans egen uformåen i grel relief.-lyn

Jazz

Kenny Garrett: Happy People (Warner Bros.)
*En forrygende cd fra den amerikanske alt- og sopransaxofonist, der er én af de stærkeste yngre amerikanske saxofonstemmer. Garrett og hans band investerer energien og brændslet i en moderne, akustisk baseret jazz med groovy stænk af soul, funk og blues. Ærkeamerikansk, når det er bedst. Sammen med Garrett høres Vernell Brown (klaver), Chris Dave (trommer) og Charnett Moffett (bas). Blandt gæsterne skal nævnes veteranen Bobby Hutcherson (vibrafon), Jean Norris (vokal) og Marcus Miller (el-bas), der også er co-producer. Numre som ’Happy People’, ’Tango In 6’og ’Song #8’ har både inciterende melodier og uimodståelig drift. Og pladen afsluttes med en uafrystelig og brandfarlig magtdemonstration fra den velspillende Garrett: ’Brother B. Harper’, der må opfattes som en tribut til John Coltrane.

Angelita Li & Hans Ulrik Group: Caminhos Cruzados (Stunt Records)
*En af den slags cd’er, der ikke gør nogen forskel. Jazz/latin-musiceren fra den kinesiske sangerinde Angelita Li med veletablerede Hans Ulrik (saxofoner, klarinet) og hans band med Nikolaj Torp (keyboard), Anders Christensen (bas), Mikkel Hess (trommer), Tira Skambye Madsen (slagtøj) og Lis musikalske partner, guitaristen Eugene Pao, der var pladeaktuel på Stunt sidste år. Der er stort set ingen liv og nerve i Lis vokale indsatser, og selv om Ulrik selv står for gode saxsoli, er musikken pyntet, fejet, klorinbehandlet og nøjagtigt så personlig som et standardiseret hotelværelse. cmh

Verdensmusik

Coco Mbassi: Sepia. (Tropical Music/Amigo).
*Der skal meget til at ophæve effekten af en klam regnvejrsdag. Camerounske Coco Mbassi kæmper det bedste, hun har lært som korpige bag afrikanske og franske popstjerner i Paris. Hendes solodebut er vokalt sprød og fremføres med en betagende renhed – a cappella eller tilsat befriende nedtonet akkompagnement. Stilmæssigt synes hun at have stået i lære hos Lokua Kanza, hvis polyfone vokalekvilibrisme (med inspiration fra de centralafrikanske bakapygmæers specielle sangteknik) hun dog ikke når til sokkeholderne på Sepia. Mbassi er ikke ny i faget og kender sin stemmes potentiale, men melodisk og musikalsk kører hun for meget i samme rille. Derfor taber hun kampen mod vejrguderne – trods de luftige arrangementer, som ægtemandens kontrabas og en enkelt sopransax ellers tilfører en stemningsfuld lettere jazzet atmosfære. moh

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her