Læsetid: 3 min.

Con amore i Lyngby

Forskellen på amatør-Lyngbys lykkeriddere og Vejles superligaspillere udlignes ikke med syv ugers træning, vikingeånd og mål efter 38 sekunder
4. marts 2002

Fodbold
Det der med tilskuere, der propper tilkørselsvejene og strømmer syngende til Superliga-fodbold, er aldrig rigtigt slået igennem i Lyngby.
På afstand er de tændte lamper på lysmasterne over det udrangerede Lyngby Stadion det første signal om, at der spilles fodbold – trods konkurs i december og sne på den første fodboldsøndag i marts. Overlevelsesstærkt og livsbekræftende på en gang. En påmindelse om, at gamle dyder som sammenhold og klubånd står i omvendt forhold til sponsorstøtte, børskurser og bankerot – i rigtige fodboldklubber.
Ligesom Lyngby Boldklubs sammenrend af anden-række-talenter og lykkeriddere på tvungen amatør-licens så de klub-tro fans med garanti mikro-chancen for point i sæsonpremieren øget på en tung og krævende bane. Fordi modstanderne fra Vejle Boldklub er det fysisk svageste hold i ligaen. Kønt før kraftfuldt i bedste Vejle-ånd.
615 tilskuere – de 37 sad på de dyre blå stole med tæpper foran den gabende tomme sponsorlounge til ti millioner, som klub og kommune opførte i fællesskab, mens der stadig var håb om prof-fodbold i Lyngby – fik troen belønnet efter 38 sekunder.
Den energiske mand på venstre yderbane, Johnny Laursen, tidligere FC Midtjylland, brød igennem et tøvende og arrogant sløset Vejle-forsvar, centrede til den rigtige Lyngby-dreng, 19-årige Jesper Duelund, der pandede kuglen i nettet bag Vejles lejesvend fra Glasgow Rangers, målmandstalentet Jesper Christiansen.

Sådanner manner!
»Vi er lidt forvirrede,« lød det fra speakerboksen, der heller ikke anede, hvem der havde scoret årets første, mest sensationelle mål. Men det blev med begejstring tilføjet, at Superligaen er i gang på Lyngby stadion, hvor hjemmeholdet spiller i rene blå trøjer uden sponsor på brystet. Så passede det hele sammen – glade amatører over hele linjen i det ny-gamle Lyngby.
Efter en halv time, hvor Johnny Laursen havde reddet på stregen, mens Vejle-forsvareren Jan Sønksen havde haft den første af sine to træffere på målrammen, begyndte sandhedens time for Lyngby. Lyngby-keeper Ulrik Lindstrøm – den eneste af ni debutanter, der ikke burde have haft debut – kom for første gang rigtigt ud til en centring, men bolden smuttede gennem hans hænder som nyfanget ål. Sønksen kvitterede til 1-1. Og få minutter efter blev det 1-2 på straffe ved Calle Facius, fordi Patrick Kuklinsky havde skubbet Kern Lyhne i ryggen. Også Lyngby-anføreren med 40 Superliga-kampe og et mellemspil hos 2. divisions Fremad Amager i bagagen, var for langsom.
At han lige før pausen udlignede efter nok et kort hjørnespark var egentlig kun udtryk for helt uacceptabel slendrian hos Vejles opdækkere i 1. halvleg. Forståeligt, at den nye cheftræner Frank Petersen skældte og smældte.

Gravskriften
Men 2-2 holdt ikke til intervallet, for Tommy Schramm bragte – igen efter hjørne – Vejle på 3-2. På det tidspunkt var gravskriften over Lyngby skrevet på væggen. De to mål i 2. halvleg – signeret Ulrik Balling – var trods heroisk Lyngby-indsats blot en markering af, at man ikke går serien til Superligaen på syv uger.
Selvom de fleste Lyngby-spillere absolut er habile boldspillere, faldt de selv mod Vejles nedrykningskandidater igennem på hurtigheden – den fysiske som den mentale. Det kom til udtryk i boldomgangen mand mod mand, men værst var det i forsvaret, hvor timingen kiksede og de fleste for tit kom for sent med tacklinger og indgreb. Mest kikset var keeper Lindstrøm, der fumlede rundt som en markspiller, der var blevet tvunget i trøjen, da den ordinære målmand var skadet. Ubegribeligt, at Lyngby-træner Hasse Kuhn lod Søren Byskov, der faktisk spillede med før jul i 0-7 til AGF, sidde på bænken. Ellers havde Lyngby-staben gjort alt, hvad de kunne.
Man lærer altså bare ikke en ko at danse – slet ikke på syv uger.
Vejle var et af de hold, måske det eneste, Lyngby-lykkeridderne havde en chance imod i den første martskamp i sne og slud. Det fik de ikke – så det med at få fire-fem point inden forårets tvangsnedrykning er nok utopisk. Om enkelte kan gøre deres lykke på et hold, der i bedste fald kan reducere konsekvensen af tvangsnedrykning fra Danmarksserien til 2. division, er for tidligt at sige. De skal i hvert fald op i helt andre omdrejninger end mod Vejle – og det kræver mere end fire gange træning om ugen på amatørvilkår.
Det er en slags trøst for den professionelle liga.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her