Rollespil
De danske højskoler har med sit tiltag Fat Demokratiet forsøgt at placere sig centralt i en debat, der skal puste nyt liv i en grundlæggende diskussion om demokratiet. Man har allieret sig med Ask Agger og Asta Wellejus fra Zentropa Interactions og sammen udarbejdet rollespillet Striden om Dannevang, der har sat en snes højskoler på den anden ende gennem et 24 timer langt spil, hvor eleverne påtager sig forskellige samfundsmæssige positioner, og gennem dem forsøger at forhandle sig frem til en ny grundlov.
I dagens Danmark ser politik ud til at være et spørgsmål om finjusteringer af et i forvejen næsten indiskutabelt system. På den baggrund finder stadigt færre det nødvendigt at engagere sig politisk, endsige gøre sig tanker om demokratiets væsen.
»Vi er på vej til at få et demokrati uden demokrater uden levende opbakning i befolkningen. Det hele kører jo meget godt, så det eneste, det drejer sig om, er at være med i velfærdsfesten og holde sig i nærheden af fadølsanlægget,« siger forstander Jørgen Carlsen, Testrup Højskole.
Via Fat Demokratiet søger de danske højskoler at højne elevernes demokratiske og politiske bevidsthed. I rollespillet tænkes Danmark om fra scratch eller rettere fra en fiktiv historisk situation, hvor forskellige magtgrupper gennem forhandling skal forsøge at nå frem til en traktat. Spillet foregår i en temmelig sammensat og broget tidsalder, hvor den traditionelle rollespils-middelalder iblandes særdeles moderne elementer så som bredbånd og EU. Spillet mimer en brydningstid fra herremændenes dominans over liberale oplysningstanker til vore dages velfærdssamfund, og eleverne skal gennem løbende forhandlinger forsøge at opnå det bedst mulige kompromis på baggrund af de hele tiden skiftende forudsætninger.
Eleverne er delt op i grupper, der under farverige betegnelser repræsenterer historiske såvel som nutidige samfundsgrupper, herunder gejstlige, herremænd, fabrikanter, arbejdere, bønder, håndværkere & borgerskab, embedsfolk & lærde, samt fiskere og søfolk. De drives igennem et logisk opbygget plot, der søger at mime udefra kommende trusler så som fjender, sygdom og flygtninge, samtidig med at de indre fronter trækkes op gennem interessemodsætninger, sådan som vi kender dem fra vore dages samfund.
Improvisation
Spillet forløber over 24 timer, og det kræver sit af spillederne. De skal hele vejen igennem holde styr på alle de tråde, som eleverne spinder med største fornøjelse. Det døgn, jeg besøgte Testrup Højskole, havde lærerne rigeligt at se til, og de måtte ofte improvisere på baggrund af det fleksible manuskript.
Det var meget interessant at se den strategiske snilde, hvormed eleverne på tværs af de forskellige interesser forfulgte umiddelbare såvel som fjerne mål. Denne del af spillet virkede meget overbevisende, og hvad angår learning-by-doing udi forhandlingsteknik og erkendelse af kompromissets nødvendighed, var det forbilledligt.
Et rollespil er kendetegnet ved, at spillerne ikke er det, de giver sig ud for. Således kan en 19-årig få lov til at prøve at besidde langt mere magtfulde positioner end normalt. Og således kan en 25-årig velfærdsdansker få lov til at advokere for en langt fattigere og svagere modpart end gennemsnitsdanskeren. Denne fiktion er både styrken og svagheden ved spillet. Styrken, fordi spillerne får mulighed for at afprøve positioner, som de ikke til daglig indtager. Svagheden, fordi de netop ikke har den dagligdag inde på livet, som ville gøre dem langt mere forpligtet på den.
Rollespil er antiseptisk rensede for rigtige penge og rigtig vold, ligesom også gudstro og medmenneskelig forpligtigelse for de fleste er noget, som man aldrig rigtig har skullet stå til regnskab for. Det er i bogstaveligste forstand middelklassens børn, der spiller rollespil; det tillader dem afstikkere fra den på flere måder gyldne middelvej, som de er blevet født på.
Derfor må spillet gå som det går. En borgherre uden formue har ikke meget at miste, men heller ikke nogen hær. En gejstlig uden tro er naturligt retorisk svag, men finder såmænd heller ikke noget resonansrum i den fiktive menighed. Spillet forudsætter et folkeligt parlament, og på den baggrund er det naturligt at det går mod udligning og ligestilling. Det er nærmest umuligt at forestille sig Striden om Dannevang ende som diktatur. Eleverne får derved måske det indtryk, at det kun kan gå én retning, og at denne retning er af nærmest evolutionær karakter. Er det virkelig sådan? Kan vi så ikke lige så godt overlade det til »de andre«, sådan som vi plejer?
*I dag kl 10:00 afsluttes rollespillet i Fællessalen på Christiansborg med en Grundlovgivende Rigsforsamling.
www.fatdemokratiet.dk
