Læsetid: 5 min.

Dialekt er kært, men rigsdansk er rigtigt

Vi er sprogligt intolerante og opfatter dialekttalende som mindre begavede. Derfor fører dialekterne en hensygnende tilværelse, mener en dialektforsker
12. marts 2002

Intolerance
»Er du lidt utidig i dag?« er et skønt fynsk udtryk, der i selskab med mobilos, morgensherifstjerner og Polle fra Snave har sneget sig ind i yngre rigsdanske munde. Men ud over flygtige reklamefraser og nattergalske udtryk hører vi utrolig lidt fra de fynske, jyske og bornholmske dialekter i det danske medielandskab.
I fremtiden bliver det øjensynlig endnu mindre, for dialekterne synger allerede nu på sidste vers.
»Det betyder ikke, at enhver variation i talesproget forsvinder, men de traditionelle dialekter forsvinder, da de ikke leveres videre til næste generation,« fortæller Inge Lise Pedersen, som i mange år har forsket i dialekter og er lektor på Institut for Dansk Dialektforskning på Københavns Universitet.
»Det er ikke noget, der kun sker i Danmark. Det sker i hele Vesteuropa i forskellig takt, men Danmark er et af de steder, hvor det går hurtigst.«
En meget vigtig årsag til, at dialekterne er begyndt at køre i samme rigsdanske spor, er, at lokalsamfundet i dag er under opløsning. Ser vi f.eks. på selskabslivet Danmark, så er noget af det første, man spørger om, »hvad laver du?« og ikke »hvor kommer du fra?« Om borddamen er fra Tårnby eller Tønder, er for de fleste knap så interessant som, om hun er sygeplejerske eller studievært. Hvor det regionale tidligere havde stor betydning for den enkeltes sprog og identitet, er det i dag snarere jobbet, der sætter sit lydlige præg på vores tale.
»Talesproget er altid et signal om, hvad det er for en gruppe, man hører til eller ønsker at høre til. I ældre tid var det meget vigtigt med den regionale identitet, men det er nok knap så vigtigt i dag, også fordi det ikke er så stabilt, hvor man er fra. Hvis man har boet ti forskellige steder, hvor er man så fra?« siger Inge Lise Pedersen.
»I den periode, hvor en stor del af befolkningen var bønder, til langt op i 1800-tallet, var der skabt optimale forhold for dialekter, for da var man stationær. Bønderne var meget bofaste, især så længe vi havde stavnsbåndet, altså indtil 1788, for de voksne i den militærduelige alder måtte ikke flytte.«
Med stavnsbåndets ophævelse var bøndernes fødder imidlertid ikke længere solidt plantet i den danske muld, og det satte bøndernes ben i bevægelse, byerne voksede – og det rigsdanske fik efterhånden fodfæste på landet.

Højdansk og lave mål
Da rigsdansk for alvor bredte sig fra by til land og bondemand, var dialekternes dage talte, for med det rigsdanske sprog fulgte også byens syn på bøndernes mål. Rigsdansk – eller ’højdansk’, som det hed dengang – blev gjort til den ’rigtige’ dialekt, og der blev i lange tider set ned på de landlige dialekter.
I dag er rigsdansk blevet til standardsproget, som det hedder blandt dialektforskere, og det er samtidig også det mest populære talesprog. Når dialektologer beder danskerne lave en dialekt-hitliste, havner rigsdansk – uanset hvor man befinder sig i riget – normalt øverst på listen. Fynsk ligger også fint placeret, bornholmsk rutsjer lidt frem og tilbage, mens sjællandsk, lollandsk og lavkøbenhavnsk ender i bunden, forklarer Inge Lise Pedersen.
Når forskere laver lytteprøver for at finde ud af, hvilke værdier danskerne forbinder med de forskellige dialekter, så viser det sig, at personer, der taler rigsdansk, typisk vurderes som mere velbegavede, ambitiøse, veluddannede, selvsikre o.l. sammenlignet med dialekttalende personer. Men spørger man til de menneskelige kvaliteter, klarer dialekterne sig væsentlig bedre, da personer med lokalt præg bliver vurderet som rare, troværdige m.m.
»Når der er en person, der taler med udpræget dialekt, så mener man, at vedkommende er gammel, dum og grim, men meget hyggelig, sød, flink, rar og hjælpsom. Det mere københavnskprægede regnes derimod for mere dynamisk,« siger Inge Lise Pedersen og forklarer, at holdningen til det københavnske er blevet mere positiv i de senere år, måske fordi en dynamisk indstilling og omstillingsparathed er noget, der vurderes meget højt i dagens samfund – og så taler de fleste ’hurtigsnakkere’ i radio og tv jo også københavnsk.

Lav tolerancetærskel
Ifølge Inge Lise Pedersen er vores negative holdning til dialekter – og til sproglige variationer i det hele taget – en vigtig årsag til, at de traditionelle talesprog forsvinder. Det er beklageligt, for jo mindre den dialektale forskel bliver, jo mere skeptiske bliver danskerne over for normafvigende tale.
»Vi er meget intolerante. Jo mere ensartet vi taler, jo mindre skal forskellene være, førend vi bemærker dem. Jo mere forskellene bliver slebet af, jo mere koncentrerer man sig om de bitte bitte små forskelle.«
– Og jo mere intolerant bliver man?
»Ja, faktisk, hvis man skal se rent kvantitativt på det.«
Og selv om der dagligt sniger sig flade a’er og andet dialektalt ind i vejrudsigten og landsdækkende radioprogrammer, så er Danmark et af de lande, hvor der er mindst regional farvning i medierne.
»Folk reagerer negativt, hvis der er nogle, der bruger dialekter i medierne. Man kan jo stadigvæk se tonsvis af læserbreve, der går på de lavkøbenhavnske træk. Fra folk, som jamrer over, at man ikke kan høre forskel på Femø og Fanø, men det er jo noget pjat,« siger Inge Lise Pedersen.
»Der har altid været negative holdninger til det lavkøbenhavnske, men i virkeligheden er det jo negative holdninger over for de mennesker, som man associerer med det sprog. Det er jo ikke lyden, der er grimmere. Folk behandler det altid, som om det er æstetik, men det er det jo ikke.«

Forskel-lighed
Danskernes negative holdning til sproglige afvigelser lukker ikke blot munden på de danske mål, men rammer også de udenlandske accenter.
»Vi gør det umådeligt svært for folk, der flytter til Danmark og får lov til at bruge dansk, for vi stiller nogle helt urimelige krav,« siger Inge Lise Pedersen og kommer ind på danskernes lave tolerancetærskel over for personer, der taler med accenter, som f.eks. prins Henrik.
»De holdninger, vi har, gør efter min bedste vurdering meget skade i dag, fordi vores sproglige normalitetsbegreb er meget snævert. Nu har vi nogle andre grupper, som ikke behersker det, og det er indvandrerne. Men de får aldrig lært at tale perfekt, når vi påstår, vi ikke forstår det, og når vi ikke vil acceptere, at de taler anderledes.«
»I integrationssammenhæng mener jeg virkelig, det er noget, der står i vejen. Hvis folk ikke kan blive nogenlunde accepteret og blive hjulpet til at gøre sig forståelige, så fremmer vi ikke en ordentlig integration. Det drejer sig om at have et samfund, der hænger sammen, og det gør det kun, hvis man har en høj grad af integration. Det får vi ikke, hvis vi er så fokuserede på, at vi skal udelukke al sproglig variation.«

FAKTA
Rigsdansk er også en slags dialekt
*En dialekt er et lokalt talesprog med specielle træk, f.eks. særlige ord og lyde eller specielle grammatiske træk.
*Rigsdansk er opstået som en dialekt i København, hvor den var hoffets og administrationens sprog. Oprindelig var rigsdansk det samme som højkøbenhavnsk, men med tiden er der kommet en del lavkøbenhavnske træk i rigsdansk.
*Imellem dialekterne og rigsdansk ligger regionalsprogene. De kaldes også for udtyndede dialekter, da de har udeladt de mest specielle træk fra dialekten og erstattet dem med træk fra rigsdansk. Kilde: www.dialekt.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu