Seminar
I gamle dage det vil sige for over tyve år siden forskede man ikke bare i hvad som helst. Før et fænomen kom så meget som i nærheden af et humanistisk auditorium skulle det bevise sin overlevelsesdygtighed og helst have ganske mange år på bagen. Filmen blev for eksempel først for alvor lukket ind i den akademiske varme, da udtryksformen havde fejret 60 års fødselsdag.
Men tiderne er skiftet. Så meget stod klart onsdag på Københavns Universitet, hvor tre ph.d.-studerende havde fundet sammmen under overskriften Kultur og æstetik i den digitale tidsalder.
Ida Engholm, til daglig stationeret på IT-højskolen, understregede endda, at der ikke er et øjeblik at spilde. Engholm forsker i webæstetik og påpegede, at store dele af hendes studieobjekt allerede er gået tabt. Selvom det kun er ti år siden World Wide Web åbnede sine virtuelle døre for den almindelige offentlighed, er det allerede aldeles vanskeligt at finde gode eksempler på helt tidlige øvelser ud i kunsten at lave hjemmesider.
Ikke desto mindre er det tydeligt at disse ti år har budt på en kompakt genopførsel af velkendte designforløb.
Velkendte funktioner
Først er funktionen i højsædet, og kønt er det ikke. Det er snarere gråt, effektivt og ligner mest af alt en hastigt digitaliseret computermanual fra 1980erne. Senere er de grundlæggende mekanismer så indarbejdede at selve formen kan træde frem som et væsentligt konkurrenceparameter. Dette har omtrent samme effekt på designere, som telefoner har på teenagepiger det kan næsten ikke blive for meget. De grå computermanualer eksploderer nu i visuel metaforik og højt-flyvende koncepter, der til funktionalisternes forfærdelse endda ofte prioriteres højere end hensynet til brugbarhed. Mellem de to fronter opstår naturligvis hybridstilarter, der enten forsøger at kombinere hensynet til æstetik med brugervenlighed eller frydes ved en selvrefererende, trashet lo-fi-stil.
Engholm påpegede dog, at den overordnede krig om skærmene endnu har to ganske skarpt optrukne fronter. Den ene side følger dansk-amerikaneren Jakob Nielsens bastante minimalisme formuleret i hans talrige angreb på snart taget alt, der ikke er begrundet i brugervenlighed. Mod Nielsens ingeniør-idealer kæmper blandt andre designeren David Siegel, der understreger at indhold ikke giver mening uden form.
Dette skisma er selvsagt velkendt fra en bred vifte af ældre discipliner.
Reglernes skønhed
Mens Engholm trods alt har mange års designteori at trække på, er Jesper Juul, ligeledes IT-højskolen, og Charlie Breindahl, KU, på anderledes tynd is. Begge forsker de i computerspil, og selvom der har eksisteret spil i årtusinder er emnet påfaldende tyndt beskrevet i kulturforskningen. I de seneste år er computerspil dog blevet tildelt en voldsom interesse, især blandt humanister. Mange har fokuseret på forholdet mellem spil og fortælling, men ifølge Juul bør man måske vove helt at lægge narativiteten fra sig og fokusere på, at spil netop er noget ganske andet end historier. Spil er formelle strukturer, og et spils kvalitet skal findes i betydningen af spillernes valg.
Er der et valg, der åbenlyst er det bedste, er spillet ikke interessant. Men er valget ligegyldigt, eller dets konsekvenser helt uoverskuelige, er spillet ligeledes en kedsommelig affære. Spil handler altså, ifølge Juul, hverken om fortællekurver eller symbolik, men om forholdet mellem valg og regler. Og om at formelle systemer kan give uformelle oplevelser.
Breindahl går mere klassisk humanistisk til værks, om end der næppe er skrevet mange andre ph.d.-afhandlinger med Playstation-spillet Gran Turismo som paradigmatisk case. Projektet er at undersøge computerspillets forhold til virkeligheden, i dette tilfælde den del af den, der hedder motorløb. Bilspil som Gran Turismo simulerer nok et stykke virkelighed, men Breindahl spørger, om denne virkelighed ikke i sig selv er så iscenesat og kontekstafhængig, at en gengivelse nødvendigvis må handle om meget andet end bilernes ydeevne, motorlyd osv.
Forskere uden grænser
Det var ikke oplagt, at de tre oplægsholdere havde faglige områder til fælles. Men arrangementet havde et tydeligt, samlet budskab:
Traditionelle fag- og emnegrænser er i løbet af de sidste årtier blevet skudt omtrent endegyldigt i sænk. Ikke blot kan man forske i noget, der ligner leg, man kan også beskæftige sig med computerspil, en af populærkulturens mindst litterære manifestationer.
Og hvad betyder det? Som ordstyreren påpegede, betyder det i hvert fald, at man for en sjælden gangs skyld kan afslutte et humanistisk seminar med flest mandlige tilhørere tilbage i lokalet.
