Læsetid: 5 min.

Digteren mellem sprut og esprit

Komplet biografi om færingernes store og kontroversielle poet J.H.O. Djurhuus, der forargede og tryllebandt sin omverden
22. marts 2002

(2. sektion)

Biografi
For en dansk bevidsthed tegnes Færøernes litteratur især af navnene William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen, af den simple grund at de skrev deres værker på dansk. Dermed lagde de ikke så få alen til en vækstudfoldelse af vores nu så underligt betrængte nationale identitet, den, vi før i tiden ellers ikke har været blege for at pådutte grønlændere, islændinge og færinger.
For en godt skjult postkolonial bevidsthed er det derfor et tiltrængt puf og et langsomt rusk at læse Hanus Kambans mammutbiografi over digteren J.H.O. Djurhuus, der med sin lyriske debut i 1914 skabte en ny genuin færøsk poesi.
Det færøske skriftsprog var da endnu en relativt ny foreteelse, etableret af præsten og filologen E.U. Hammershaimb i 1846 til en nyvakt nationalfølelse. Djurhuus kunne med sin klassiske, europæiske dannelse skabe en musikalsk fylde i sproget af romantisk tradition og nutidige sansninger samt stimulere den kulturelle selvbevidsthed. Han indtager en position som i Danmark H.C. Andersen eller Grundtvig.
Det hedder sig, at han egentlig talte færøsk ret dårligt, uddannet som han var i Danmark, på gymnasiet i Rønne og Universitetet i København, hvor han blev cand.jur. 1911. Stort set opholdt han sig Danmark til 1922 og igen et tiår fra 1928, indtil han bosatte sig på Færøerne til sin død 1948, 67 år gammel, rastløst rejsende frem og tilbage.

Oversættelse
Nogen omfattende produktion er der ikke tale om, og meget kan i danske ører virke let svulstigt og broderet, skiftende med simple, renere klange. For ærgerligt nok findes denne kender af dansk lyrik fra Oehlenschläger til Sophus Claussen og Johannes V. Jensen kun mådeligt gengivet på dansk.
Det er frygteligt at sige det, men det sker, at digtere og hele litteraturer falder i hænderne på hæderlige, men mindre artistiske ånder, som nu Poul P.M. Pedersen, der i lange tider tegnede det atlantiske vejrkort op med antologier af islandsk og færøsk digtning, senest Færøsk lyrik 1900-1971, hvor da også Djurhuus lyder af mere Pedersen end poesi.
»Skumringsblomsten« var oversætterens ironiske kælenavn, hentet fra titlen på hans melankolske digtsamling fra ungdommen. Og sådan lyder meget af det. Stedvis dog rimeligt nok:
Men mindet runebandt min
sommerleg
der svandt som lyd af fugle
trækkets sange;
den lever der, en tone, mørk
og øm,
der skælver skumringsfødt i
harpeklange.
Med Hanus Kambans mere end 800 sider store biografi, fint oversat fra færøsk af Kirsten Brix, følger så måske et behov for ny dansk version af hans digte – om end det omfattende og ikke ukritiske værk også efterlader en læser med indtrykket af en mand, hvis liv er mere dramatisk, opfindsomt, omtumlet og rabiat end hans poesi. Bogens proportioner ville derfor være let vanvittige i den uendelige dokumention af de mindste detaljer i hans liv og værk, hvis det ikke var for det kulturhistoriske billede, den tegner af en national kulturs fødsel.
Når man husker Nyrup-regeringens ufølsomme behandling af færingernes velmotiverede sonderinger i suverænitet, ser man let idiotien i den lange tradition af dansk suffisance og manglende anerkendelse af det kulturfællesskab, som bl.a. Djurhuus repræsenterede som en loyal, selvbevidst og humoristiske partner, i øvrigt uden megen pæolitisk interesse. J.H.O. Djurhuus, kaldet Janus Djurhuus, repræsenterede for sin tid en kulturel ventilation, som Færøerne havde brug for.

Klipfisk og tjære
»Færinger har den uvane at analysere et menneskes personlighed ved at forbinde vedkommendes forskellige egenskaber med forskellige slægter og dermed anse diskussionen for at være overstået,« siger Kamban.
Og han gør minsandten uvanen til skamme ved ikke bare at gennemgå Djurhuus-slægten, der indvandrede i 1700-tallet, men at følge den kommende digter så at sige fra dag til dag ud fra endnu en grundantagelse: At enhver, der trådte sine barnesko i Torshavn på den tid, fik sin identitet opblandet med lugten af klipfisk og tjære – og det er det samme som blandingen af det hjemlige og det kosmopolitiske. Den færøske forening i København blev et andet af Janus Djurhuus’ mange hjemsteder.
Allerede fra konfirmationen foreligger der vidnesbyrd om modsætningerne i denne Janus, som han ikke for ingenting kaldes: mere geni i hovedet end i karakteren. Han udviklede en uendeligt charmerende og vittig dr. Jekyll og en ondskabsfuld mr. Hyde, kvindekær og kvindefjendsk, omgivet af graviditeter, et langvarigt hullet ægteskab med én og et langt frit samliv med en anden under stadige opbrud og vist kun et enkelt ligeværdigt, sent forhold til en kvinde, mest i form af en respektfuld korrespondance. Som jurist og sagfører var han ikke meget bevendt og rodede sig ind i en mindre bedrageriaffære, der forskaffede ham husly i Vestre Fængsel i 80 ydmygende dage. Efter æresoprejsning fem år senere kunne han optage forretningen igen på Færøerne, men blev især en urovækkende galning af druk og munter selskabelighed, afløst af neurotisk telefonterror. Uden lyst til at underordne sine mange jeg’er en overordnet myndighed blev hans løsningsforsøg enten sentimentale eller fantastiske. En tørlagt hvilepause i et belgisk kloster var en lykke- og lærdomstid.
Mærkeligt nok finder biografen ikke en del af forklaringen på hans utålelige og brovtende adfærd og forvandlingsevne i alkoholikerens karakterologi. Der var aldrig langt mellem kæferterne. Han var stamkunde på Skindbuksen og Lumskebugten i København og café Aalborg i Vanløse, hvor han ellers sad i en stuelejligehed på hjørnet af Limfjordsvej og i ædru øjeblikke oversatte Iliaden til færøsk. Måske er hans omfattende oversætterarbejde, af Platon og andre klassikere, af nordisk og europæisk verdenslyrik den største indsats.

En regnbue
I 1938 ankom han til Torshavn med Iliaden i lommen – heltenes hjemkomst fra eksilet – og Nye digte, der hyldedes af William Heinesen, som var en af hans beundrere. Han var en levende myte på øerne, hvor han »stadigvæk en gang imellem kunne sætte en regnbue over hovedstadens lave tage.«
Det fortælles, at et græsk skib en dag anløb havnen. Mandskabet kunne da se en ældre mand komme gående ud på kajen, standse ud for skibet og give sig til at deklamere Homers gamle heksametre på originalsproget med høj, klingende røst. Da gjorde officererne på skibet honnør for digteren, der tilfreds gik hjem, strålende glad.
Den yngre bror, Hans Andrias Djurhuus, var også digter, en stilfærdig, munter og sympatisk mand, hvis langt mindre kunstfærdige vers Janus betragtede med nogen overbærenhed, men som var og er stærkt populære, har endda fået en aktuel renæssance. Han og mange andre samtidige personligheder, færøske og danske, danner i den rigt illustrerede biografi spalier for den kontroversielle poet, der forargede og tryllebandt sin omverden.

*Hanus Kamban: J.H.O. Djurhuus. En litterær biografi I/II. I alt 804 s. Ill. 398 kr. Odense Universitetsforlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her