Analyse
Læsetid: 5 min.

Enestående Milosevic

Sagen mod Milosevic har vist sig som en formidabel udfordring for krigsforbryderdomstolen i Haag
8. marts 2002

Mange frygtede, at Slobodan Milosevic ville være usamarbejdsvillig i processen mod ham ved FN’s krigsforbrydertribunal i Haag. Men da det kom til stykket, viste Jugoslaviens ekspræsident sig som en dreven modstander. Den første internationale proces mod en statschef, der er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og folkemord, er gået ind i sin fjerde uge. Processen forventes at vare mindst to år, men allerede nu er det muligt at gøre en slags status.
Er tribunalet upartisk? »Hvis det forsætter sådan, bliver det næste vel, at anklagerens frisør og chauffør også skal afhøres,« vrængede Slobodan Milosevic ironisk ud mod retssalens publikum 20. februar. Kevin Curtis, der var ankaldt som vidne nr. to, er medlem af anklagerens undersøgelseshold og tidligere leder af tribunalets efterforskninger i Kosovo, hvor han har indsamlet 1.000 vidneudsagn om serbiske overgreb mod den albanske flertalsbefolkning. Milosevic protesterede imod vidneindkaldelsen, som han mente tjente som påskud for til at opremse anklageskriftet imod ham endnu en gang.
Retspræsident Richard May lyttede eftertænksomt og sagde så: »Hr. Milosevic, denne domstol giver dem medhold. Der skal hermed ses bort fra dette vidnes udsagn.« Under alle afhøringer har retspræsidenten udvist uforstyrrelig ro, når han har måttet give Milosevic medhold. Den britiske retspræsident er tydeligt indstillet på at virke så upartisk som muligt for ikke at sætte domstolens troværdighed på spil.
»Vi har en enestående chance for at vise, at international retfærdighed er mulig, og at Haag-tribunalet er en juridisk uangribelig og eksemplarisk retsinstans,« understregede tribunalets franske retspræsident, Claude Jorda, på processens første dag. Tribunalets første år var svære og famlende. Men dets 1.000 medarbejdere udgør nu en velsmurt maskine, som har fået styr på sine regler og procedurer, der i vidt omfang er inspireret af anglosaksiske retstraditioner. Alligevel har sagen mod Milosevic vist sig som en formidabel udfordring. Dels fordi den er en vigtig præcedenssættende prøvesten, dels på grund af de vanskeligheder, der er forbundet med at finde nagelfaste beviser for Milosevics personlige ansvar for de forbrydelser, som han tillægges. Hertil kommer, at Milosevic har et stærkt hold af advokater til at hjælpe sig.

Hvad er Milosevics strategi?
Efter længe at have forholdt sig afvisende og stemplet Haag-domstolen »som et illegalt marionettribunal kontrolleret af USA’s regering og NATO« har den jugoslaviske ekspræsident nu accepteret spillets regler. Han har flere gange vist sig uhyre snarrådig under sine modafhøringer. Det er tydeligt, at Milosevic er jurist af uddannelse, og at han får stor støtte fra sit hold af advokater i Beograd, som kritisk undersøger alle vidners baggrund for materiale, der kan så tvivl om deres troværdighed. Flere gange har Milosevic været i stand til at bringe sine vidner ud af fatning. I sin modafhøring af to kosovoalbanske bønder, der var indkaldt for at fortælle om serbiske styrkers ødelæggelse af deres landsbyer, fik Milosevic f.eks. den ene bonde til at indrømme, at ødelæggelserne i den ene landsby skete i forbindelse med »et slag mellem den serbiske hær og UCK«, og den anden til at røbe, at flere af hans familiemedlemmer var aktive i UCK. Med arrogance og tænderskærende akkuratesse hænger Milosevic sig ofte i teknikaliteter for at flytte opmærksomheden væk fra de stedfundne grusomheder.
Hvad Kosovo angår, er linjen i hans forsvar simpelt: »Det var NATO’s bombninger, som førte til massefordrivelser af albanerne«. Milosevic, hvis optræden transmitteres direkte i serbisk tv, er synligt blomstret op efter igen at have erobret rampelyset.

Hvad kan anklagemyndigheden gøre?
»Det er hverken personlig overbevisning, patriotisme, ære endsige racisme eller fremmedhad, som har været de drivende motiver hos anklagede, men udelukkende et begær efter magt, personlig magt,« sagde anklager Carla del Ponte i sin indledende retstale. Hendes skildringer af Milosevic som magtsyg bureakrat er skånselsløse. Men del Ponte har brug for mere end moralsk indignation, hvis hun skal få skovlen under sin modstander, der punkt for punkt drager alle anklager i tvivl og er hurtig til at udnytte huller og tilsnigelser i det materiale, del Ponte fremlægger.
Med stort besvær opnåede hun at få samlet alle tre anklageskrifter om forbrydelser i henholdsvis Kroatien 1991-95, Bosnien (1992-95) og Kosovo (1998-99) i samme proces. Målet var ifølge del Ponte hver gang det samme: at skabe et så stort og etnisk rent Serbien som muligt ved at fordrive alle ikke-serbere.
Retsprocessen er begyndt med forbrydelserne i Kosovo, hvor jugoslaviske hærstyrker og politi tvangsdeporterede 800.000 albanere i dagene efter NATO’s første bombardementer i marts 1999. Tusindvis af landsbyboere blev massakreret. Milosevics ansvar hænger sammen med hans placering som øverst i kommandokæden. I den bosniske borgerkrig er hans rolle mere indirekte, selv om anklagemyndigheden forsikrer, at den har beviser for substantiel støtte fra Milosevic til de ekstremistiske bosnisk-serbiske militser. Del Ponte og hendes hold har sat sig for at bevise, at Milosevic havde i sinde at organisere et folkemord på muslimerne.
I international ret er ’etnisk udrensning’ og fordrivelse af folkegrupper ved terror uomtvisteligt en forbrydelse mod menneskeheden. Men der er først tale om ’folkemord’, hvis disse overgreb er begået »i den hensigt helt eller delvist at udrydde en etnisk, racemæssig eller religiøs folkegruppe.« At bevise forsættet bag er derfor helt afgørende, og det vil kræve, at anklagemyndigheden kan fremlægge dokumenter med eksplicitte hensigtserklæringer eller klare vidneudsagn.

Hvad er vidnernes rolle?
Vidne efter vidne har i skranken berettet om ufattelige grusomheder. »En gruppe serbiske politimænd skød koldblodigt med automatvåben mod menneskemængden. Nogle smed også håndgranater,« fortalte den kosovoalbanske læge Agron Berisha 25. februar, da han skulle beskrive blodbadet i et pizzeria i Suva Reka, hvor omkring 50 kvinder og børn – heraf ti af Berishas familiemedlemmer – havde søgt tilflugt. Vidnerne afhøres af anklagemyndigheden og krydseksamineres af forsvaret.
Det er ofte svært for et traumatiseret offer at tale om sine oplevelser i vidneskranken. For de to ældre albanske bønder, der overlevede en massakre på deres landsby, var det forbundet med synligt ubehag. Aqim Zeqiri ville ikke kigge til Milosevics side, svarede hen i vejret under hans modafhøring og endte med at bryde sammen, hvorefter retspræsident May lod ham gå.
»Ethvert vidne må mobilisere stor individuel styrke og mod for at fortælle sin historie,« siger Carla del Ponte, som regner med at afhøre omkring 300 vidner. Flere vidner får psykologbistand, nogle frygter repressalier og har bedt om politibeskyttelse. Enkelte vidner har fået en ny identitet og et nyt liv i Vesten.
Når disse vidner afhøres er deres ansigter skjult for offentligheden, men deres identitet er advokaterne bekendt. I processen mod Milosevic er dette et problem, da han er sin egen forsvarer.

© Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her