Læsetid: 3 min.

Fælles muddermål

13. marts 2002

Danmark er så intolerant et sprogsamfund, at det ikke fortjener at have dialekter,« skrev lektor ved Københavns Universitet, Nordisk Institut, Jens Normann Jørgensen, for et par år siden i en kronik her i Information. Og de danske dialekter er faktisk døden nær, som man kunne læse på gårsdagens temaside ved de sprogkyndige Camilla Mehlsen og Kristine Kabel.
Årsagen er den enkle, at dialekt ikke er hot, men not. Alle dialekttalende har oplevet smil i smug, når de i ’fremmed’ selskab brød ud i hjemegnens vemodige sprogtone. Mange kan fortælle, som den vestjyske Ditte Gravengaard i går, at alene busturen til gymnasiet i købstaden kunne være en rejse ind i ’andet-sprogligt’ territorium. Dér, hvor udtryksfulde sætninger som »Hwor er æ hund si bold?« må omformuleres til »Hvor er hundens bold?«
Værre endnu viser undersøgelser (med lydbånd, uden billede af den talende!), at kraftig dialekt af alle danskere forbindes med høj alder (vestjysk); svindel-agtig moral og lav social status (lavkøbenhavnsk); og direkte dumhed (sydvestsjællandsk).
»Vi troede aldrig, du ville blive færdig i gymnasiet. Du talte så bondsk,« forklarede en klassekammerat eksempelvis ved tiårsjubilæet en på det tidspunkt universitetsansat dialektforsker, der som som barn og ung fra landet havde talt udpræget sjællandsk i skolen.
Men det holdt han selvfølgelig op med. Som næsten alle yngre dialekttalende, der stødte mod sprogmuren. ’Mit sprogs grænser er min verdens grænser,’ sagde den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein. Intet tyder på, at man tænker dårligere på dialekt, men tænker man højt, sætter sproget en grænse mellem en selv og det nye selskab. At vælge mellem dialekten og ’det større sprog’ svarer derfor nogenlunde til valget mellem at kniple med egnens gamle koner og bagefter tage en svingom i laden iført folkedragt. Eller at kaste sig ud i uddannelse samt bylivets og McWorlds globale muligheder.
Måske kan dialekternes trange kår også ses som et resultat af et lille sprogsamfunds kamp med at håndtere blot de nødvendige større nabosprog: Svensk og tysk er praktisk. Engelsk en nødvendighed. Fransk, spansk og italiensk gode for alle, der vil forstå lidt af den latinske verden (hvor mangelen på talte fremmedsprog isolerer folk fra omverdenen). Tyrkisk og polsk begynder man så småt at få dårlig samvittighed over ikke at kunne spor af. Intet under, at bornholmere ikke også når at øve sig i at forstå sønderjysk.

I DET 20. ÅRHUNDREDE varetog Statsradiofonien Danmarks sproglige homogenisering: Man skrubbede med hård hånd dialekter og accenter af tungen på nyansatte, før de kom til tragten. På det seneste er massemedierne ironisk nok blevet mere tolerante: Der tales med accent i Radioavisen og på regionalsprog i P1. I en hel del tv-reklamer skal budskabet ganske enkelt udtales på blidt klingende Pampers-østjysk for at overbevise om omsorgen for babys bløde numse. Specielt hvis produktets hovedprofil i forhold til konkurrenterne er tryghed, troværdighed, naturlighed og varm luft, taler reklamen ’dialekt’ i den tyndere variant, der kaldes regionalsprog. Simpelt hen for at opnå samme effekt som sælgeren af ’jydebrød’ og ’den seje jyske’, der udstråler autenticitet og soliditet på den fede måde. Derfor behøver vi heller ikke ikke frygte for at lyde ens i fremtiden. Blot vil dialekterne blive erstattet af regionalsprog, der lyder jysk, fynsk eller bornholmsk, men ligner rigsmålet mere.
Sprogmanden Jens Normann Jørgensen ytrede det håb, at en dansk sprogkulturel mangfoldighed i fremtiden kunne sikres via ’perkerdansk’ – en let syngende tone, en anderledes udtale, som ville holde sproget frisk. Erfaringen med dialekternes skæbne kan så tvivl om projektet. Men når man i gårsdagens Information kunne læse om et århusiansk INDsam-arrangement, hvor digtere med ’fremmed’ baggrund frejdigt oplæste egne værker på et fremmed sprog, dansk, ja, så vidner det i hvert fald om, at sproget lever og fornyr sig med dem, der bruger det. Tilsyneladende bidrog digterne nemlig ikke kun med pikante lydvariationer, men også med en – ja, svulstigere – tankeform og mere ekspressiv billeddannelse som ’mit navns mave’.

Tabet af de danske dialekter vidner om en sproglig intolerance, som man kunne ønske var knap så voldsom. Men man kan ikke ud fra et abstrakt sprog- eller kultur-’diversitets’-synspunkt sætte levende mennesker på museum eller forhindre dem i at arbejde bevidst med deres sprog for at få flere valgmuligheder. Hvadenten de så er sønderjyder eller har dansk som andetsprog.
Modsat truede dyrearter, der ikke pludselig kan gro vinger ud, kan mennesker nemlig udmærket vælge at lyde anderledes, mens de stadig føler, at de er sig selv. Trods alt handler det vel mere om, hvad man siger end om hvordan det bliver sagt.

mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her