Fangerkulturen er bærende for grønlandsk identitet og for en stor del af de grønlandske familiers økonomi. Derfor er det særdeles ømtåleligt at gribe ind
i fangernes rettigheder
Kulturkamp
Når fangeren glider lydløst hen over det blanke vand og med en adræt, kontrolleret bevægelse sender harpunen afsted mod sit bytte, er det for mange selve billedet på en urgammel pagt mellem mennesker og natur.
Vi vil gerne tro på, at bæredygtighed altid har været en selvfølgelig del af den traditionelle eskimoiske kultur, og at fangerkulturen er baseret på en økologisk bevidsthed og en ansvarlig forvaltning af de levende ressourcer.
Men det passer ikke:
»Konceptet bæredygtighed er en moderne vestlig opfindelse. Det giver ingen mening, at snakke om bæredygtighed i forhold til den gamle eskimo-kultur. Når talsmænd i dag stiller sig op og taler om, at grønlænderen har en medfødt evne til at leve bæredygtigt i pagt med naturen, er der tale om kultur-imperalisme af værste skuffe.«
Sådan siger Frank Sejersen, antropolog og faglig leder af Institut for Eskimologi på Københavns Universitet. Han mener, at den aktuelle debat om naturforvaltningen i Grønland og konflikten mellem fangerne og biologerne ikke handler om substantielle uenigheder.
»Konflikterne skyldes uenighed om begreberne. F.eks. er opfattelsen af begrebet bestand helt forskelligt blandt biologer og fangere. Det kan være svært for fangeren at forstå, at bestanden af hvidhvaler er truet, når der er masser af dem i havet lige uden for byen, og når fætteren oppe nordpå melder det samme over telefonen.«
Frank Sejersen påpeger, at for den traditionelle fanger, er ideen om velafgrænsede bestande, som har et endeligt antal og derfor faktisk kan udryddes, ukendt. Han kan slå et fangstdyr ihjel, men dets eksistens som art kan han ikke true.
Protester fra fangerne
Diskussionen om den traditionelle fangerkulturs bæredygtighed er central i den aktuelle og tiltagende debat i Grønland om hvordan de levende ressourcer fisk, fugle og havpattedyr skal forvaltes.
Ved årsskiftet trådte den såkaldte fuglebekendtgørelse i kraft i Grønland, hvilket betød at jagten på en lang række af de traditionelle fangsdyr er blevet reduceret. Det har ført til voldsomme protester fra Sammenslutningen af Fiskere og Fangere i Grønland, KNAPK. I forrige uge fik det Landsstyret til at foreslå en opblødning af restriktionerne i bekendtgørelsen.
At spørgsmålet er særdeles følsomt, mærkede forfatteren Kjeld Hansen, der han i efteråret udgav bogen Farvel til Grønlands natur, hvor han hævder, at mange af fangstdyrene er truede, og at årsagen er fangsten og et skævt natursyn i Grønland.
»Det er upopulært, at røre ved spørgsmålet om nutidsgrønlænderens evne til selvstændigt at forvalte natur-ressourcerne,« konstaterer forfatteren.
Identitetsbærende
En del af forklaringen er ifølge Kjeld Hansen og Frank Sejersen netop opfattelsen af den traditionelle fangerkultur som bæredygtig en opfattelse der også i dagens Grønland er udbredt, og som mange også mener, gælder hele det moderne grønlandske samfund.
»Ideen om at naturfolk lever perfekt tilpasset naturen, er vidt udbredt i Vesten, og opfattelsen af den traditionelle fangerkulturs balance med naturen er nærmest identitetsbærende i Grønland i dag,« siger Frank Sejersen.
Det har ført til en stor psykologisk uvilje mod at fangstens rolle op til revision i Grønland, men også i Danmark og resten af omverdenen.
Foruden de immaterielle værdier som den kulturelle identitet fangsten bidrager med i det grønlandske samfund, har den også en meget jordnær, økonomisk betydning.
»Der er meget stor spredning i indkomstniveauet blandt husstandene i Grønland meget større end i resten af Norden. For mange af familierne er fangsten et helt nødvendigt supplement til indkomsten,« siger Lise Lyck, professor ved Handelshøjskolen i København.
Hun har i en lang årrække beskæftiget sig med den grønlandske økonomi og erhvervsudvikling, og hun understreger, at for mange af kommunerne i Grønland, specielt i de nordlige og østlige egne, er fangsten en helt nødvendig del af økonomien.
I erkendelse af dette, har man i mange år støttet den grønlandske fangst ved at give tilskud til anskaffelsen af rifler, motorer, både og meget andet udstyr til brug ved fangsten. Det er sket i erkendelse af, at uden støtte ville et helt kulturerhverv uddø, og bygderne ville blive affolket.
Socialpolitisk fangst
Men spørgsmålet er, om det er en holdbar situation, eller om man, som Kjeld Hansen udtrykker det i sin bog, blot holder liv i et museums-samfund, der før eller siden må møde sit endeligt.
Han peger i den forbindelse på det underlige i, at antallet af registrerede erhvervsfangere svinger så voldsomt.
»For syv-otte år siden, da der blev indført nogle særdeles lukrative støtteordninger for erhvervsfangere, steg antallet af registrerede pludseligt voldsomt. Nu er det faldet igen, for nu er båden og riflen jo betalt.«
Lise Lyck er dog uenig med ham i, at det er en god ide, at fjerne den slags tilskud og f.eks. erstatte den med en direkte overførselsindkomst.
»En stor del af formålet bag subsidieringen af fangererhvervet er aktiveringstanken. Hvis man ikke støttede fangsten og de redskaber, den kræver, og i stedet brugte pengene på en direkte indkomststøtte, hvad skulle folk så bruge pengene på? I Danmark er den største udgift på husholdningsbudgettet som regel boligen, men i Grønland er de fleste boliger offentlige. Hvis folk ikke skal bruge deres tid og penge på fangst, går det hele op i druk. Fangststøtten er ikke kun erhvervspolitisk begrundet. Det er også socialpolitik,« siger Lise Lyck.
FAKTA
Grønlands eget naturinstitut
Siden 1995 har Grønland haft sin egen forsknings- og overvågningsinstans på natur- og miljøforvaltningsområdet: Grønlands Naturinstitut, på grønlandsk Pinngortitaleriffik, i Nuuk. Det rådgiver Hjemmestyret om forvaltningen og udnyttelsen af naturressourcerne.
Hjemmeside: www.natur.gl
