Læsetid: 4 min.

Farlige stemmer

Man kan ikke vide noget på forhånd. Heller ikke bagefter, lyder et mismodigt udsagn fra en af Samuel Becketts farligt vidende tekster
19. marts 2002

Ny bog
Så stivner alle. Måske vil alt høre op. Efter nogle sekunder begynder det hele igen.
Måske skal der ikke mere til, før man vil genkende Samuel Becketts grundtone. Det er fra hans sene fortælling »De fortabte«, hvis boligverden er skildret hen over tyve siders trøstesløse, men musikalsk raffinerede gentagelsesmareridt, som var det Ravels Bolero, her en art dødedans af de indespærredes dumpe, fortvivlede ritualer. To hundrede kroppe strejfer hinanden med en raslen af visne blade, når de ad stiger søger op mod de nicher og tunneler, der findes på den 16 meter høje mur i en cylinder på 50 meter i diameter, som er rammen om deres minimale eksistens.
Og så er det måske ikke den allerstærkeste af de noveller og tekster, der under titlen Den udstødte er samlet og genudsendt af Gyldendal fra forlaget Arenas omfattende lager, i Uffe Harders kongeniale oversættelse.
Sådan ville det lyde, hvis Beckett havde skrevet dansk, bemærkede vores fælles fransklærer Einar Tassing engang.
Fortællingen læses let som en allegori over selve eksistensen og dens slutspil, også som følge af dens terminale placering i bogen. Eller som billede af en dødslejr. En slags fortrøstning er selve sprogets artistiske modydelse, der ikke bare tænder og slukker, hæver og sænker temperaturen som i rummet, men tænder igen og igen, så meget mere som selve tekstens eksistens er et vidnesbyrd om en bevidsthed udenfor og over.

Skrift og stemme
Det er dette tekstens iboende væsen, som hele Samuel Becketts produktion fremmaner og rendyrker i en egen, så at sige voksende minimalisme, udpræget i de næsten abstrakte og alligevel kropslige »Tekster for intet I-XIII«, som er inkluderet her. Hans prosaværker, med romanerne, som kom på dansk gennem 1960’erne, og scenearbejderne siden Godot i 1950’erne, de var alt det, vi havde ventet på, og som nærmest revolutionerede spillestil, læsning og skrivning. En genlæsning af disse prosastykker er en genkendelse af en tidsånd i en aktuel genkomst, der også kaster sit lys over dansk litteratur fra modernismen dengang og til nu.
Tekster for intet er det skrivende jeg, der på en livets nullinje skaber uafbrudte strømme af ord. Kun ordene bryder stilheden, alt andet er blevet tavst. Monologerne spinder sig gennem modsætninger, antagelser, afkræftelser.
»Jeg skulle ikke være begyndt, jo, jeg skulle«.
Der er ingen anden mulighed end at tale, arbejde sig ned under klicheerne og vedtægterne, Det kan være et jeg, som er smidt ud af sit job, en retsskriver blandt meningsløse sager, en bevogtet fange, en, der ikke vil være sin egen historie. De fornægter alle historien, er smidt ud også af deres fortid. Og så med det bedste håb om en dag alligevel at kunne fortælle en historie, endnu en, »i dette vildnis af stilhed og ord, af stilheder som ikke er stilhed, af ord som er mumlen.«
Opspring af nulhuller, kunne man sige med Per Højholt, eftersøgningen, kunne man sige med Peter Seeberg, teksten er tekst, og den skriver, kunne man sige med Hans-Jørgen Nielsen, for kun at nævne nogle få, som ligeledes har erkendt humorens dimension og dermed ophævet nihilismen.
Man kan ikke vide noget på forhånd. Heller ikke bagefter! lyder det endda i denne uendelige forhaling, som også er en stadig venten. Det kommer fra stemmen af den mand, som har tilbragt halvdelen af sit liv i statsfængslet og efter løsladelsen vil genoptage sin gamle last: at gå frem og tilbage foran kirkegården i en venten på, at nogen skal komme og hente ham. Men kroppen, der skal gå derhen, hvor er den? spørger han.

Konkretion
’Abstrakte’ kaldte jeg disse ræsonnerende intethedstekster, men stemmen taler hele tiden i kroppen, der gør sig nærværende med ubeskrivelige, men intenst beskrevne lidelser. Særlig tydeligt i novellerne, f.eks. i »Den første kærlighed«, som afromantiserer enhver forstilling om dette begreb, som er utænkeligt for bumsen, der modvilligt har møder på en bænk med en kvinde.
Han lader sig overtale til at flytte ind hos hende, men kan kun eksisterere i nedværdigelsen og svineriets verden. Da han fatter, at hun føder deres barn, bryder han op af uflyttelig afsmag for menneskelige relationer. De forhutlede eksistenser støder på hinanden, en slags fællesskab kan da opstå og lige så hurtigt ophøre, i en hule, en kælder, under en omvendt båd, altid i bunden, som figurerne i »Enden« eller i titelnovellen om ’den udstødte’. Begge er de smidt ud af hospital, institution eller lignende, forsynet med nogle få subsidier, der bare hastigt bruges, f.eks. til at køre i droske hele dagen, ende i kuskens udhus og bare næste morgen luske ud af det velmenende miljø. Det er en grandios, stramlæbet humoreske, fortalt af den beckettske dobbeltstemme i en tekstens lyst, der hæver sig op over kloakkens mudrede realiteter.
Denne diskurs fra ensomhedernes kværnende verden bærer bl.a. betegnelsen noveller, nouvelles, nyheder. De blev skrevet over en periode på tyve år og blev i deres formnedbrydning nyskabende med deres paradokse forhold til fortællingen.
»Jeg tænkte vagt og uden savn på den beretning, jeg havde været på nippet til at skabe, en beretning i mit livs billede, jeg mener uden mod til at holde op og uden kraft til at blive ved,« hævder en af de både forkomne og stædige skikkelser.
I dette punkt, det stadig forlængede nu, lever novellerne deres forunderlige liv, nedenunder og tværs igennem nutidens fortællinger. Også dem, der kaldes den store fortælling.

*Samuel Beckett: Den udstødte. Noveller og tekster. Oversat af Uffe Harder. 184 s. 250 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her