Læsetid: 3 min.

En film, der fatter alt

Jytte Rex har med sin film om grafikeren Palle Nielsen skabt et mesterligt portræt af den danske verdenskunstner
2. marts 2002

Kortfilm
Palle Nielsen – mig skal intet fattes er en af den slags sagte, diskrete og lyttende kunstnerportrætfilm, der vil stå tilbage med samme lødighed som den portrætterede selv.
Billedkunstneren og filminstruktøren Jytte Rex har i filmen evnet den svære kunst at gestalte et sjældent menneske og en sjælden kunstner posthumt, så ikke et øje er tørt hos publikum, der her får præsenteret hans kunstneriske indsats, som er båret af dystopiske forestillinger og angst på verdens vegne, i et vældigt, retrospektivt udtræk.
Det er sært vemodigt at se en nyligt afdød levendegjort på celluloid og filmet i sine vante omgivelser, som var han der endnu. Man får lidt af et posthumt chok. Men også hans værker bliver vakt til live på en helt ny måde: De ellers ganske små, grafiske værker, der er trykt på den lille »skomagerpresse« i hjemmet i Lyngby, blæses i filmen op på fuld skærm, og se, hvor de klarer sig fint! Hvalerne synger, huse eksploderer, mennesker falder ud fra 5. sal, og bombefly sniger sig lavt og lydløst ind over byen som kæmpemæssige hvepse eller flyvende hajer.
Hele det faretruende koldkrigsscenarium blæses ud til publikum i salen, og det er overvældende, det er farligt, men der er intet, som vælter: Palle Nielsen eminente kompositionsprincip samler de omkringfarende fragmenter og figurer, så billederne klarer skærene uden problemer.
Palle Nielsen var en enmandshær i det 20. århundredes danske kunst: Han skildrede kaos med orden, gruen med skønhed. Han var en af de langsomme, kunstnere, der arbejdede på at skærpe bevidstheden om tingenes gruopvækkende tilstand, og han håbede til det sidste og troede på, at hans kunst kunne gøre en forskel. Sidst skabte han en serie linoleumssnit over den tikkende bombe i Hviderusland, atomkraftværket Ignalina.

Medrivende
Det står klart for alle elskere af Palle Nielsens kunst, at han var i international særklasse. Var han blevet født i et større land, ville hele verden have kendt hans kunst, og man må håbe, at det engang vil ske, det bør simpelt hen ske. Hans værk bør ingen fattes.
Med en diskret, medlevende og medrivende kameraføring føres vi rundt i dette gruopvækkende kulturpessimistiske oeuvre, mens Niels Barfoed med sin københavnske diktion og sin ganske særlige på en gang elegante og maskuline stemmeføring, giver Palle Nielsens refleksioner mæle.
Vi hører om barndommen på Gammelholm, som opleves fra et løbehjul, hvor vejen altid ender i en havn og et skib. »Jeg overvejede at blive marinegrafiker,« hedder det. Vi følger bevægelsen ned gennem Europa med krigens skræmmende spor, kursen går herefter mod Hamborg, over Nielsens elskede Rom og videre ned til det sydlige Italien, til San Cataldo ved Amalfibugten.
Imens bindes billedsiden sammen af kuplerne, disse allegorier for kvinder. Fra Marmorkirken og Østre Gasværk, til de kendte romerske rotunder som Pantheon og Peterskirken. Vi ser ganske enkelt verden med Palle Nielsens øjne. Også musikken akkompagnerer billedsiden med gehør: Vi hører Arvo Pärts melankolske violinklange og Hildegard af Bingens meditative og sjælestyrkende vokalkompositioner.
Rex har også blik for det visuelt særegne hos hendes gamle grafiker-professor fra Kunstakademiet: Optagelserne af byen er kongeniale med Palle Nielsens visuelle tænkemåde, fra stormen i træets løv, til den vandrendes spejlede skygge i vandpytten.
Palle Nielsen citeres fyldigt, og var han en gudbenådet billedkunstner udi »sortekunsten«, så var han tillige en sjælden god iagttager og skribent. I hans dystopiske bøger skriver han bl.a.:
»Til sidst sker det endelige Styxslag. Vandet, der skiller liv fra død, verden fra underverden, det vand, vi alle skal færges over, er skueplads for den sidste rasende kamp. På de vældige dønninger under havets uendelige himmel ruller det udsigtsløse slag, det tabte slag, slaget uden sejrherre. Men det er mit håb, at hvalerne, verdens ældste og mest forsvarsløse dyr, vil vinde til sidst,« hedder det, og vi følger hans billedserier, der gerne tager afsæt i den græske mytologi eller i Biblen: Orfeus og Erydike, Lethe – floden som de døde drak glemsel af – Narcissus, Hekuba m.v. – samt tegninger til Salmernes bog m.v.
Palle Nielsen tog af menneskehedens store kulturlager og skildrede det største i det mindste og det mindste i det største. Jytte Rex er i filmen så diskret ikke-tilstedeværende som en flue på væggen. Og dét er en stor kunst.

*Jytte Rex: Palle Nielsen – mig skal intet fattes. 55 min. Det danske filminstitut. Vises i Cinemateket den 6., 15. og 19. mar. Desuden hver onsdag i Sophienholm frem til 9. jun. og i Statens Museum for kunst hver on. i mar. måned. Cinemateket præsenterer tillige en retrospektiv serie af Jytte Rex’ film i mar. måned

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu