(2. sektion)
*George Hamilton er næppe et navn, der siger ret mange noget længere. Han var først en flot ung charmørbrad af den mørke glamour-type og begyndte senere at tage gas på sig selv og sin type. Det skete f.eks. i vampyrfilmparodien Kærlighed ved første bid fra 1979. Og han optræder også med klædelig selvironi i denne Zorro-farce fra 1981, der har sine svorne tilhængere, deriblandt en så kræsen dame som den amerikanske kritiker Pauline Kael, som morede sig kongeligt til denne film. Hamilton har denne gang en dobbeltrolle som den rigtige Zorros lapsede søn og dennes bror, en engelsk bøsse ved navn Bunny Wigglesworth, som selvfølgelig også skal give den som Zorro. Peter Medsak har instrueret, og også Lauren Hutton og Brenda Vaccaro medvirker.
Zorro the Gay Blade/Zorro springer ud. DR 1, fredag kl. 15.25-17.00
*Michael Douglas tog i Oliver Stones Wall Street fra 1987 endelig konkurrencen op med fader Kirk i dennes typiske rollefag og vandt Oscar som den hensynsløse børshaj og finansfyrste Gordon Gekko en pris, far Kirk aldrig vandt. Michael Douglas og Oliver Stone gør Gekko til en storspekulant i noget nær Mefisto-format i et snakkesaligt drama, hvor Charlie Sheen har rollen som den unge, grønne vekselerer Bud, der drømmer om den store gevinst. Han forærer Gekko en fed fidus og kommer derpå ind i den store mands cirkel, først som stik-i-rend-dreng, så som betroet medarbejder. Filmen er knap så bombastisk melodramatisk som mange af Oliver Stones andre udspil, og den er klart vendt mod storkapitalens magt over menneskeskæbner. I USA betragtes Stone af mange som ærefrygtindgydende samfundskritisk og venstreorienteret, mens den europæiske kritik ofte trækker på skulderen af hans slagfærdige bravader og store armsving.
Wall Street. DR 1, fredag kl. 22.05-00.10
*Jacques Demy var en fransk instruktør, hvis på én gang eventyrpoetiske og hverdagsnære film fra starten af 1960erne kunstnerisk lå på niveau med de andre af Den Ny Bølges store værker. Efter de sort-hvide Lola og Englebugten vandt Demy Guldpalmer i Cannes med sin filmopera i farver, Pigen med paraplyerne. Her fik Catherine Deneuve sit gennembrud som den unge pige Genevieve fra Cherbourg, der forelsker sig i bilmekanikeren Nino, som sendes til Algier som soldat efter parrets første kærlighedsnat. De sværger hinanden evig troskab, men ender hver især med at knytte sig til en anden. Efter flere år mødes de igen tilfældigt på en Esso-tankstation: en berømt scene, som er hjerteskærende i sin blanding af bitter hverdagsnærhed og musikalsk vemod. Det er Michel Legrand, der har skrevet de iørefaldende melodier, og blandt de medvirkende er Anne Vernon som Genevieves mor med paraplybutikken og Marc Michel, der spiller den samme figur som i Lola, drømmeren Roland, som nu er kommet til penge.
Les parapluies de Cherbourg/Pigen med paraplyerne. DR 2, søndag kl. 14.35-16.05
*Clint Eastwood prøvede at udvide sit register, da han i 1990 filmatiserede Peter Viertels inciterende romanportræt af den legendariske instruktør John Huston og placerede sig selv i hovedrollen. Denne John Wilson, som Huston-figuren kaldes, er en excentrisk, selvrådig kunstner, der bruger en filmoptagelse i Afrika til at gå på elefantjagt som Huston gjorde det under optagelserne til Afrikas dronning. Eastwood giver figuren en vis farlighed, så han fremtræder langt mere usympatisk end i bogen, men den ordrige forførelseskraft har han slet ikke dækning for, når han kæmper med de lange replikker. Den naturlige overskuds-charme mangler, men filmen giver som helhed et ganske interessant og egentlig forbløffende sobert kig ind bag en begivenhedsrig filmoptagelses kulisser. For eksempel anvendes der ikke konventionel underlægningsmusik, men udelukkende afrikansk musik med trommer og blæseinstrumenter.
White Hunter, Black Heart/Hvid jæger, sort hjerte. DR 2, søndag kl. 21.10-23.00
*Vincent van Gogh har været hovedperson i vellykkede film af Maurice Pialat og Robert Altman, men allerede i 1956 udsendte Vincente Minnelli, MGMs musical-ekspert, sin filmatisering af Irving Stones meget populære roman om den miskendte hollandske maler med det tragiske levned. Kirk Douglas spiller Van Gogh og yder en både sober og indlevet lidenskabelig præstation, som han bl. a. forberedte ved at tage en længere række lektioner i malerkunst. Filmen er overhovedet præget af ærbødig omhu: F.eks. byggede produktionsselskabet MGM et særligt laboratorie til fremkaldelse af de rigtige farver, som Minnelli krævede at få frem. Anthony Quinn fik en birolle-Oscar som maleren Gauguin, der bliver Van Goghs ven i Paris, hvor hollænderen møder impressionisterne.
Lust for Life/ Filmen om van Gogh. DR 2, mandag kl 18.20-20.20
*Juliette Binoche vandt Oscar som bedste kvindelige birolleskuespiller for sit portræt af en canadisk sygeplejerske i dette periode-drama, der yderligere vandt hele otte Oscars og betog et verdenspublikum med sin blanding af romance, mystik og krigsspænding. Hovedrollen spilles af Ralph Fiennes, der forener det lidt sære og det glamourøse som arkæolog-fotografen, som findes hårdt såret og plejes tilbage til livet af Juliet Binoches canadiske sygeplejerske. På nutidsplanet befinder vi os i Toscana under de allieredes fremmarch i Anden Verdenskrig, men genkommende tilbageblik kaster lys over den engelske patients omtumlede fortid. Anthony Minghella har instrueret efter Michael Ondaatjes roman, og i øvrigt ses en vidunderlig Kristin Scott Thomas, Colin Firth og Jürgen Prochnow på rollelisten.
The English Patient/Den engelske patient. DR 1, mandag kl. 21.15-23.50