(2. sektion)
*Kevin Costner er gået noget bag af dansen de seneste år, men i 1987 fik han en af sine solide succeser med denne spændingsfilm, en veldoseret blanding af kompliceret kriminalintrige, kontant action og hed sex, instrueret af Roger Donaldson. Costner er en flådeofficer, der får til opgave at dække over sin chef, en dynamisk forsvarsminister, da denne uforvarende bliver skyld i sin elskerindes død. Samtidig må han konstant kalkulere med, at han selv kan komme under mistanke, for han havde også et forhold til nævnte dame. Hun fremstilles af Sean Young, der har specialiseret sig i det frække, mens ministerens rolle ikke bliver mindre spændende af at blive spillet af Gene Hackman. Filmen er i øvrigt en genindspilning af John Farrows noir-thriller fra 1948, Det store ur, med
Ray Milland og Charles Laughton
No Way Out/ Ingen vej tilbage. DR1, fredag kl. 21.30-23.20
*Francis Ford Coppolas Rumble Fish fra 1983 er på overfladen en mindre ambitiøs ungdomsfilm, bygget over den legendariske kvindelige romanforfatter S.E. Hintons mytologiseringer af de sene teenage-års romantisk usikre og ofte kriminelle verden, hvor alt er foreløbigt. I virkeligheden er filmen et af den uforudsigelige instruktørs mest hypnotiske stil-eksperimenter, der skaber sin helt egen verden af fremmedgørelse og teenage-desperation. Den sort-hvide billedstil har inspirationskilder helt tilbage til 1920erne tyske filmekspressionisme og skaber svimlende virtuost en stemningspoesi, der er vigtigere end selve historien, som Coppola har kaldt »Camus for børn«. Mickey Rourke, der senest sås i en lillebitte, men effektiv rolle i Jack Nicholson-filmen Løftet, er motorcykeldrengen, der har mytisk status og er med til at udløse blodige, men meningsløse bande-opgør. Matt Dillon er hans naive bror, der forguder ham betingelsesløst, og rollebesætningen består i øvrigt af følgende kongerække: Dennis Hopper, Nicolas Cage, Larry Fishburne og Tom Waits. Diane Lane og forfatterinde S.E. Hinton selv spiller de noget underordnede kvinder.
Rumble Fish/Motorcykeldrengen. TV3, lørdag 21.45-23.25
*Wag the Dog fra 1997 er en politisk satire, rørt sammen med let hånd og maliciøs ånd. En one joke -film, der tager sin ene gode vittighed og får den til at yngle med et helt kuld af stikpillevitser, syrlige sidebemærkninger, groteske forgreninger og højkomiske parodier på den amerikanske medieverdens muligheder for tøjlesløs virkelighedsforfalskning. Med en kombination af profetisk held, journalistisk næse og inside-viden foregreb filmen en amerikansk præsidentkrise på grund af præsidentens kortvarige seksuelle omgang med en spejderpige en Clinton-historie before the fact, så at sige. Hans rådgivere forsøger at afværge krisen ved at dirigere opmærksomheden mod en albansk konflikt frembrydende borgerkrig og terrorisme kræver omgående indgriben! Det hele er illusion og fiktion, for hvad er sandhed i et tv-medie, hvor man med digitale tricks kan bilde det store uvidende publikum hvad som helst ind? Slynglernes sidste udvej patriotismen mobiliseres for fuld stinkende hørm, omkranset af en meget morsom Willie Nelsons forlorne countryhymner og til slut opgejlet af en falsk helt, der bruger huller i sin sweater som morsekode for budskaber hjem til mor. Robert De Niro ses som præsidentembedets særlige rådgiver en supertjekket, skægget lurendrejer, der udtænker den snedige plan, ud fra grundideen, at War is showbusiness. Derfor er det logisk nok en Hollywood-producent, der sættes til at frembringe den perfekte propaganda-illusion af en international krise, der kalder på præsidentens handlekraft. Dustin Hoffmans producer træder til med ærekære ambitioner om at blive nationahelt, og Hoffman tegner sin figur som en sjov blanding af legebarn, perfektionist, egotripper og ukuelig overlever This is nothing! er hans faste udbrud, hver gang alt går galt, og nye strategier skal udtænkes. Det er en af Hoffmans mest overdådige præstationer. Barry Levinson har instrueret med vægten lagt på dialogen og de satiriske knaldperler.
Wag the Dog. TV2, søndag kl. 20.55-22.35
*Alejandro Amenábar er en af disse benådede instruktører, der har fået tildelt den sjældne sjette filmsans han kan fortælle i billede, lyd og klipperytme, så man et godt stykke af vejen holdes fast i et jerngreb. Sådan lød det her i bladet i 1996, da Amenábar som 24-årig udsendte sin debut-thriller Snuff. Men sit internationale gennembrud fik han først for relativt nylig med Nicole Kidman-gyseren The Others, en fransk-spansk-amerikansk succes-film. Amenábar leverede også det spanske forlæg til Tom Cruise-filmen Vanilla Sky. I Snuff fortæller Amenábar om den artige filmstuderende Angela, der arbejder på et speciale om vold på film. Hun både tiltrækkes og frastødes af emnet et dilemma, der ikke bliver mindre, da hun sammen med en ung videonørd og voldsfreak Chema opdager en snuff-film altså et filmet mord. Hvor skeptisk man end forholder sig til hysteriet om begrebet snuff-film, så nagler oplægget én fast, og Angela og Chema fremtræder overbevisende som modsætninger: Hun dybt foruroliget af volden, han derimod den mutte, hæmningsløse forbruger. Men dybest set begge lige fascinerede af billedvolden. Filmens kriminalistiske plot holder desværre ikke mål med personskildringen, men Snuff er oplagt talentfuld og altså en debutfilm af en af Spaniens nu førende instruktører.
Tesis/Snuff. TV2, mandag 00.25-02.25
