(2. sektion)
*Annelise Reenberg havde både tungen i kinden og et ægte bankende folkekomedie-hjerte, da hun i 1953 lavede dette guldrandede eksemplar i genren. Filmen bugner med gode kræfter og har en snurrig ironi, der giver de kære gamle forviklinger en særlig tone. Folkekomediernes maskot Henry Nielsen sætter handlingen i gang ved at præsentere personerne inklusive sig selv i den skræddersyede rolle som lunt og snakkesaligt landpostbud på Mols. Men hovedpersonen er Ib Schønbergs gemytlige kroejer Peter Rasmussen, der er under tøflen og grundigt kuet af sin skrappe kone. Og under en ikke helt almindelig dilettant-opførelse af Elverhøj tager handlingen fart. Lige så overbevisende Ib Schønberg kunne være som handlekraftig forretningsmands-type, lige så let havde han ved at illudere som den hjertensgode tøffelhelt. Hans samspil med Knud Heglunds møller Søren er veloplagt, og han blomstrer smukt op, da først Annemette Svendsen, dernæst hendes mor, den kloge, charmerende Karin Nellemose, dukker op og reder trådene ud (Nellemose og Svendsen var også mor og datter i det virkelige liv.) Louis Miehe-Renard ses som den unge, uskyldige helt, men det er de ældre generationer, der løber med filmen. Helt forrygende er f.eks. Johannes Meyer som en komisk gnaven kontorist bare den måde, hvorpå han åbner dagens madpakke, er et helt show i sig selv. Det er Saga-studiernes direktør,
John Olsen, der har skrevet manuskriptet sammen med Paul Sarauw, og filmen gik i 1953 næsten fire måneder i den nu for længst nedlagte Saga Bio, der dengang var en af Københavns største biografer.
Den gamle mølle på Mols. DR1, lørdag kl. 20.30-22.20
*Hugh Grant spiller en manipulerende teaterleder, der opererer i Liverpool i mangel-årene lige efter Anden Verdenskrig, og instruktøren er den samme Mike Newell, som guidede Grant til verdenssucces i Fire bryllupper og en begravelse. Grants teater får en 16-årig sceneassistent, Stella, der er blændet af rampelysets glamour. Men hendes bekendtskab med teaterlederen og Alan Rickmans første-elsker gør hende efterhånden en del klogere på livet i almindelighed og teatermiljøet i særdeleshed. En ganske barsk historie om tabte illusioner, bygget på en roman af Beryl Bainbridge og skrevet af Charles Wood, der i sin tid arbejdede meget sammen med Richard Lester. Georgina Cates spiller ingenue-rollen, og i en birolle ses Rita Tushingham.
An Awfully Big Adventure/En forfærdelig stor historie. TV 2, lørdag kl. 01.45-03.35
*E.M. Forster engelsk forfatter, skabte med søstrene
Schlegel i Howards End to kvindeskikkelser i pagt med det England, han holdt af: idealisternes, de intellektuelles og de gode viljers England nogle årtier før Første Verdenskrig. I James Ivorys meget seværdige filmatisering spilles søstrene fremragende af Emma Thompson og Helena Bonham-Carter. Gang på gang må de se den rå virkelighed og deres eget uforudsigelige følelsesliv sætte pletter på idealerne. Margaret (Emma Thompson) gifter sig for eksempel med en mand, der i mangt og meget byder hende imod, den indelukkede, følelseshæmmede forretningsmand Henry Wilcox, spillet af en Anthony Hopkins på toppen af sin ydeevne. Det konfliktfyldte forhold bliver dog en berigelse for dem begge. I smuk overensstemmelse med E.M. Forsters motto for bogen: Only connect. Kun ved at forbinde modsætninger kan mennesket beriges.
Howards End. DR2, søndag kl. 20.45-23.00
*Oscar Wilde siger i filmen: »Det er aldeles uhyrligt, så ofte folk nutildags siger frygtelige ting bag om ryggen på én, som er fuldstændig sande.« Udtalelsen falder tidligt, på et tidspunkt, hvor Wilde endnu er den relativt sorgløse London-laps og selskabsløve lysende i et festfyrværkeri af epigrammer. Men det, der i Londons såkaldt bedre selskab blev sagt om Wilde og hans lastefulde homoseksualitet, skulle til sidst vise sig ikke blot at være sandt, men også blive vendt imod ham på en måde, der så sandelig ikke opfordrede til epigrammatisk letsind. Og den frygtelige sandhed blev i mere end én forstand Wildes skæbne: For i samme øjeblik tragedien ramte med fængselsdom og vanære, og han mistede rollen som åndsoverlegen leverandør af legende vid, tabte han sin umiddelbare appel som forfatter. Det tragiske rollefag lå mindre godt for ham. Wilde fra 1997 er en god film, der lægger vægten på Wildes lidenskabelige erotiske liv. Stephen Fry spiller ham som en robust, hårdt arbejdende, stærkt følelsesbetonet forfatter, der først efter sit ægteskab opdager sin homoseksualitet, eller i hvert fald giver efter for den. Fra da af er han mere end nogensinde klar til at leve uden for normen som sensuel livsnyder, dog med skyldigt hensyn til sin søde kone og sine børn, som han flittigt underholder med søde eventyr. Det ender med erotisk besættelse og fatal retssag, da han på højden af sin succes møder unge Lord Alfred Douglas, en gudeskøn, men stærkt egocentrisk herre, fremragende spillet af Jude Law. Den første moderne mand, lyder untertitlen på Brian Gilberts film, men det er ikke Wildes sørgelige skæbne, der i Gilberts øjne gør ham til modellen for den moderne mand. Det er hans seksualitet. »Det er et interessant kulturelt spørgsmål, om man inden Wilde-skandalen overhovedet havde noget begreb om en homoseksuel mand,« udtalte filmens instruktør Brian Gilbert. »Man havde en meget stærk syndsbevidsthed, og det var egentlig alt. Der fandtes ikke nogen egentlig homoseksuel type. Det er utvivlsomt omkring Wildes tid, at stereotypen dannes. Dengang man oplevede den psykoanalytiske bevægelses første trin. Men det var selve Wilde-skandalen, der var med til at krystallisere stereotypen. Alt ved Wilde selv hans vid, hans elegance, hans kærlighed til skønhed, poesi, hans interesse for boligindretning kunne nu gøre det ud for beviser på hans såkaldte last.«
Wilde. Sverige 1, onsdag kl. 21.30-23.25
