Læsetid: 4 min.

Film i tv

1. marts 2002

(2. sektion)

*Michael Hanneke, kontroversiel østrigsk instruktør, vil i næste måned få en serie for sig selv på Natfilmfestivalen. Funny Games er en ubehagelig stringent beretning om en voldspiral sat i værk af personer, der meget bevidst har afskåret sig fra alle moralske normer. Voldsmændene er to hvidklædte, udsøgt høflige unge herrer, der indynder sig hos familier i rigmandsvillaer, som ligger i smuk isolation ved en bjergsø.
I denne falske tryghedsidyl dyrker ægteparret i centrum små konkurrencer: funny games. Hvem er f.eks. bedst til at indentificere klassisk musik? Men der er lagt i kakkelovnen med death metal, da de to ubudne gæster opfører deres egen lille parodiforestilling på borgerskabets takt og tone. Ægteparret bliver offer for en forvreden logik, der styrer resten af handlingen. Den styrende i legen blinker af og til til kameraet eller henvender sig direkte til os, som en understregning af, at nu har han hånds- og halsret over morskabsspillets videre voldsforløb. Han kan endda spole filmen tilbage og fortryde, hvis handlingen har taget en uhensigtsmæssig drejning!
De to besøgende bliver altså rendyrkede repræsentanter for den vold, der opererer i det moralske tomrum, hvor alt er muligt, fordi tilværelsen er tømt for anden mening end umiddelbar stimulation.
Instruktør Hanneke ser tidens spille-, quiz - og konkurrencemani som en virkelighedsflugt, der i sin yderste konsekvens kan blive umenneskelig ved at gøre vold til tidsfordriv. Både den angrebne familie og de hvidklædte voldsforbrydere dyrker spil. Golfkøllen er våbnet, der sætter spillet i gang. På samme måde udløser familiens egen – ganske vist bagatelagtige – verbale og fysiske vold de forbrydelser, der begås imod den. Og familien har gravet sin egen grav ved at forskanse sig så godt bag indhegninger, at de har svært ved at slippe ud af villaen, der bliver en fatal fælde.
Funny Games er ingen voldsfilm, men føles voldelig, fordi den, i stedet for at gøre volden til et show, viser dens bundløse nedværdigelse og reelle rædsel. Et stilvalg gennemført med en metodisk konsekvens, der virker uafviselig.
Funny Games. TV2, lørdag kl. 01.00-02.45

*Jack Nicholson er jokeren, der bringer dramaet i kog i denne legendariske ny-klassiker om magtmisbrug og oprør på en institution for sindslidende. Nicholson spiller den uberegnelige urostiftere Randle McMurphy.
Uden at være påfaldende sindslidende anbringes han til midlertidig observation på en institution, hvor han snart får styrket patienternes livsmod.
»I er ikke mere skøre end gennemsnitsfyren på gaden,« siger han og indleder en magtkamp med den psykiatriske afdelings oversygeplejerske, Miss Ratched. Snarere end sygdom er det svaghed, der er patienternes problem, en alt for stor eftergivenhed over for hospitalssystemet. McMurphy prøver at give dem gejsten tilbage ved at indføre adspredelser som kortspil, basketball og til slut et fugtigt selskab med frække piger.
I portrætterne af patienterne viser Milos Forman sig som en mesterlig genskaber af menneskelig adfærd. Gennem skuespillerenes markante, autentisk virkende kropssprog kan han fortælle så meget om dem, at han ikke behøver »forklare« dem med lange psykologiske udredninger.
Som Nicholsons modstander Miss Ratched ses Louise Fletcher, der – ligesom Nicholson – fik en Oscar for sit spil i en skurkinderolle, mange kendte navne havde sagt nej til, da den blev opfattet som kvindefjendsk. Blandt de øvrige medvirkende ses Danny DeVito og Brad Dourif. Filmen bygger på en berømt roman af Ken Kesey.
One Flew Over the Cuckoo’s Nest/Gøgereden. DR 2, søndag kl. 20.50-23.00

*Cate Blanchett er en af de skuespillerinder, der både har stjerneudstråling og forvandlingsevne. I Elizabeth fra 1998 forener hun karakterstyrke, sårbarhed og sensuel lidenskab i portrættet af ’jomfrudronningen’ fra 1500-tallets England. Figuren har en moderne filmheltindes sammensatte karakter. Hun rummer både trangen til erotisk forløsning og pligtfølelsen over for ’mandssamfundets’ professionelle krav. Filmen er et fyrigt kostumedrama i beslutsomt moderne klædebon.
Elizabeth er det dynamiske, erotiske centrum for en højspændt beretning om grusomhed og bedrag og hofintriger, der med størst sandsynlighed får en dødelig udgang for de intrigerende. Ikke for ingenting er Elizabeth datter af Henry VII, regenten, der henrettede to af sine koner. Hun ses da også med mellemrum foran hans portræt, hvor hun prøver at hente mod og beslutsomhed. Men filmens røde tråd er netop den læreproces, en ung danse- og erotikglad kvinde, følelsesfuld indtil det passionerede, må gennemgå, før hun for alvor kan bestige tronen som dronningen, der vier Englands sag al sin kraft og lidenskab.
Jomfrudronningen kaldes hun, fordi hun trods megen pression nægter at binde sig i ægteskabet og til slut så at sige bliver gift med staten. Men hun når kun dertil efter heroiske kampe med troløse, bedrageriske mænd – og klog rådgivning fra sin ’sikkerheds’-chef, Walsingham, spillet af Geoffrey Rush (fra Shine) som en blanding af iskold morder og pragmatisk beundrer af Elizabeth, hvis format han tidligt øjner og styrker efter bedste evne. En hård nitte med en knivskarp indsigt.
Inderen Shekhar Kapurs instruktion af tidens barbari ligger på grænsen til det kulørte, og han driver mange scener ud i tour de force-lignende ekstremer. Der er et meget uengelsk punch i hans kraftfulde, men for det meste virtuost beherskede visuelle dynamik, der uden omsvøb skærer til benet på samme måde som i hans gennembrudsfilm Bandit Queen om den nu afdøde, indiske oprører Phoolan Devi.
Elizabeth. sverige 2, lørdag kl.21.15-23.15

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her