GIVAT HAVIVA Syv mennesker blev dræbt og mindst 28 såret, da en israelsk bus ved syvtiden i går blev bombe-sprængt ved den israelsk-arabiske by Umm el Fahem. Blandt de dræbte var fire soldater, men hovedparten af passagererne var israelske arabere på vej på arbejde i Nazareth.
Islamisk Jihad tog kort efter ansvaret for at have sendt gerningsmanden, den 24-årige Rafak Abu Diak fra Jenin på Vestbredden af sted. Det palæstinensiske selvstyre tog skarpe vendinger i brug i fordømmelsen af handlingen, som ikke desto mindre fik Ariel Sharon til at udtale, at han stadig ikke ser Yasser
Arafat gøre noget for at tøjle terroren mod civile israelere.
Ariel Sharon havde kort forinden talt med den amerikanske mellemøstudsending, general Anthony Zinni, og erklærede, at de to er af samme opfattelse.
Vi er mennesker
»Israelernes sikkerhed afhænger af, hvordan de behandler os,« siger Sari Nusseibeh, palæstinensisk minister for Jerusalem-anliggender, på et symposium, afholdt på den israelske kib-butzbevægelses forskningscenter, Givat Haviva. Det ligger få kilometer fra Umm el Fahem, og både Nusseibeh og symposiets anden hovedtaler, den tidligere chef for sikkerhedstjenesten Shin Bet, Ami Ayalon, giver udtryk for deres mishag over de manglende visioner.
»Vi har brug for sande fredsledere på begge sider,« siger Ami Ayalon og smiler sigende til Nusseibeh. Begge taler de om de politiske lederes manglende evne til at lytte til folkets ønsker som en af grundene til, at situationen er kørt fast. Det mere end antydes, at Zinnis aktuelle anstrengelser derfor er forgæves.
Begynd med enden
»Flygtningene er roden til den israelsk-palæstinensiske konflikt,« sagde Sari Nusseibeh. Han sigtede både til de palæstinensiske flygtninge i andre arabiske stater og de mange, som lever i flygtningelejre på Vestbredden og Gazastriben. Disse mennesker skal have oprejsning og værdighed, for af deres bitterhed udspringer terror.
»Vi må se i øjnene, at den ene part palæstinenserne er såret. I vores kultur er man forpligtet til at tage sig af en såret partner, for en såret partner er farlig!«
Ami Ayalon deler Nusseibehs opfattelse af konfliktens assymetri, og han mener kun, man kommer ud over det ved at lægge alle kort på bordet:
»Begge parter holder til det sidste på kortene. Vores kort er land, og palæstinensernes er kontrol med volden,« siger han og fort-sætter med at forklare, at så længe man nægter at se de store træk, forbliver konflikten i sit mønster af vold og modvold.
»Vi skal foretage os noget underligt. Vi skal begynde med enden, tegne slutbil-
lede og ud fra dette bevæge os baglæns. En leddelt proces, som vi ser den nu, er forbudt, og især israelerne skal forstå, at det er umuligt at opbygge gensidig tillid, så længe vi er en besættelsesmagt!«
