Læsetid: 5 min.

Frøkorns spireevne

Halfdan Rasmussen etablerede frie, sproglige passager til fantasiens undergrund
4. marts 2002

Nekrolog
Ved Islands Brygge ligger Halfdansgade. Den fik navnet i 1912, få år før Halfdan Rasmussen blev født i nærheden på Christianshavn. Det ligner en tanke, at han således for tanken er rangeret ind blandt de andre nordiske helte, mytologisk berømt og elsket bare med sit fornavn, som alle børn har lært at stave, før de kunne læse både skolens og hans forunderlige ABC, som i særlig grad er blevet både deres og alle forældres. Han har uden for al tvivl sin egen gade i vores indre vejviser.
Nu er Halfdan død, 87 år gammel.
og det var det hedder hans 25 år gamle erindringsbog fra barndommens små kår, skrevet i sikre, livskloge vers, der trækker en fjern social virkelighed i Danmark nær. Som slutdigtet:

»og det var i læ af
en baggårdsmur
vi legede stanton
og svingfigur
og trimlede ud af
en salig storm
hvor syndig forvirring
blev stivnet form

Det barnlige skæbnespil af udsathed og længsel, som ligefrem bringer Martin Andersen Nexøs Christianshavnsskildring i Pelle Erobreren i tankerne, blev til kunstnerisk disciplin og levende skønhedsform. Den selvlærte proletardreng bevarede sin viden om samfundenes nederste folk, sin erfaring om arbejdsløshedens elendighed, sit engagement i kampen for frihed og menneskeværd. Også konflikten Soldat eller menneske, som blev titlen på hans lyriske debut 1941. Hans digte under Besættelsen var en del af hans og andres modstandskamp. Der brændte en ild i hans illegale vers som en vigtig del af vores moralske beredskab dengang. Venskabet med Morten Nielsen og kredsen omkring tidskriftet Vild Hvede var endnu en skoling af skriften.

Fortælleren
Den mundrappe mand var en levende og uudtømmelig fortæller i en salig storm af verbal opfindsomhed. Desværre mente han, at det tog alt for lang tid med alle de ord, der skal til i prosa. Så hans beretninger om groteske rejseoplevelser, bl.a. om den mislykkede tur til den spanske borgerkrig, hænger kun i tilhørernes erindring som en nu stivnet svingfigur.
Rejserne blev en vigtig udvidelse af hans univers. Rejser med kunstnerkammerater til udsatte steder og skønhedens riger efter de alvorstyngede digtsamliinger gennem 1940’erne – som han efter en kendt selvironisk versformulering var alene om at læse, mens andre læste de sjove. Grækenlandsdigtene Torso kom i 1957 og Stilheden fra Grønland 1962, begge var illustreret af Ernst Clausen, der også var hans makker med de første samlinger af Tosserier fra 1951, gennembruddet af en ny, men opsparet erfaring om verdens generelle absurditet.
Her fik han etableret frie, sproglige passager til fantasiens undergrund, åbenbaringer af blidt vanvid og gavmild legeglæde, hvis hverdagssurrealisme børn og voksne uden forbehold måtte falde for. Næppe nogen anden dansk digter lever i den grad i folkemunde som Halfdan, med efternavnet Rasmussen.
Børnebøgerne var dog allerede kommet i gang, med samme tegner, der alternerede med og så afløstes af Ib Spang Olsen, som kongenialt har tænkt hans ord i streg fra Troldebørn og Nanette via Kalendere til Tante Andante og Onkel Karfunkel og alle senere børnerimede skikkelser. De to var også fælles om Regnens harpe fra en rejse i Irland, først udgivet mange år efter, 1990. En mørk bog, hvor humoren må frem næsten modvilligt i en evigt styrtende regn, der nærmest drukner verden i aftenmulmet. Det er en oplevelse af eksistentiel ensomhed i en fjern, tilfældig landsby, hvor »Vedbend og bregne har lukket sig over det blinde/spørgende lys som alt levende klædte sig i.«
Men der var også andet på færde på den irske ø, thi fra Halfdans ABC kan enhver citere:

Inde i Irlands bjerge
lever de irske dværge.
De spiller harpe
og drikker øl
og sover om natten
i et fingerbøl.

Det er denne mentale dialektik mellem lys og mørke, sorgmod og lystighed, der satte sig dybe spor i skriften.

Mirakler
Hans seneste udgivelse var den righoldige Mariehønen Evig glad (1996), der kan fortælle, at:

Der er musik i alt som er
i regn og blæst, i blomst
og bær.
Hver skabning har
sine tone

Atter illustreret af Spang Olsen. Den sidste af de såkaldte »triste« var Fremtiden er forbi (1985), illustreret af en anden af hans faste tegneledsagere, Kaj Matthiessen, der også var med på
bl. a. den først nævnte erindringsbog – og mørk er den i nusikken. Også i portrættet af dem, der falder fra, de hårdtlevende kunstnere:

De brugte livet
og blev brugt af tiden
som fik bevidsthed
gennem deres viden.
Men rigdom fik vi
af de arme stakler
som fyldte vore dage
med mirakler

Selv om det ikke var en udpræget visuel poesi, Halfdan Rasmussen skrev, så var ordene dog fulde af sanselighed og ting til at tagne. Han blik var direkte, uforfærdet spørgende. Den seje, senede krop havde en vivacitet, som gjorde sig gældende i rummet, og som indprentede sig de andres væren.
Han var en glimrende fotograf. Der må ligge efter ham et mægtigt billedarkiv, som han vist ikke fik ordnet, et aftryk af verden, som han satte sit præg på.
Det afsluttende digt i fremtidsbogen bærer titlen »Af jord er du kommen« og taler om, at når livet er omme, skal du ikke genopstå. Troende og tvivlere sænkes ned i samme mørke, og slutter:

Hvad stilheden skabte
skal stilheden standse
og løse fri af sjæl og krop.
Men over det tabte
vil vindene danse
og hvirvle nye frøkorn op

Men også de gamle vil blive ved at hvirvle. Endda i al frivolitet. For kan man lade være med at sende en tanke til sømanden, der fandt en pose frø og smed dem i den salte sø? For da han var på hjemvejen fra Santa Fé med kurs mod Frue Kirke, sejlede han »i en allé af lysegrønne birke.«
Halfdan Rasmussen vidste noget om frøkorns spireevne.

Noget om evig salighed
Når jeg engang om mange år
er blevet hundred år og står
på gravens rand og vakler
og Herren kikker på sit ur
og inviterer mig på tur
til himlens tabernakler
mens fanden fra sin tudsedam
vredt påstår jeg skal ned til ham
og de fordømte stakler
da vil jeg salomonisk gå
imellem dem og foreslå
mig delt i tre portioner:
Gud får min sjæl og fanden får
min gamle krop med hud og hår
men tappet for hormoner!
De sidste blir fordelt påny
blandt unge mænd fra land og by
med elskovsglade koner!
O, fryd og glæd dig, gamle ven,
for da blir lille Rasmussen
den største blandt mormoner!

© Halfdan Rasmussen
fra Tosserier, 6. udgave 1969 (Hasselbalch)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu