Læsetid: 4 min.

Gammelt jern ruster ikke

Jo længere man kommer i bogen, desto mere mister man troen på et fredeligt systemskifte i Zimbabwe. Præsident Mugabes jernhandske er rusten, men den skal tvinges af ham
25. marts 2002

Mandagsbogen
Er det virkelig det samme menneske? Det spørgsmål trænger sig på, når man i den britiske forfatter Martin Merediths optik betragter Robert Gabriel Mugabes liv. Hvad der på overfladen kan se ud som et ’Dr. Jekyll and Mr. Hyde-syndrom’ er i virkeligheden et menneske, der stålsat regerer efter sit eget hoved. Det giver dårlige
odds for en fredelig udgang på den traumatiske krise i Zimbabwe.
To af højdepunkterne i Mugabes liv illustrerer den på overfladen store kontrast:
Den 4. marts 1980 blev Mugabe erklæret for suveræn vinder af det første, frie valg i Zimbabwe. Han blev hyldet som en helt af det sorte befolkningsflertal, og selv den hvide, detroniserede premierminister, Ian Smith, som få uger før havde kaldt Mugabe »Satans apostel«, omtalte ham som »sober og ansvarlig«.
Den 17. marts 2002 bliver 78-årige og halvsyge Mugabe taget i ed som præsident for endnu en seksårsperiode efter at have stået bag en blodig skræmmekampagne vendt mod oppositionen og nu fordømt af halvdelen af befolkningen og hele den vestlige verden.
Hvordan det kunne komme så vidt, får man nogle velunderbyggede og til tider spændende fortalte forklaringer på i denne bog, der giver et godt indblik i Zimbabwes nyere historie.

Ultimativ glæde
Hvis man vil begribe nutidens politiske kamp i Zimbabwe, er man også nødt til at kigge indenfor i hjernen hos Mugabe. Det kommer Meredith ikke så langt med, men mange interessante detaljer får vi da.
Allerede fra barnsben agerede Mugabe meget efter sit eget hoved, og han havde ikke mange venner. Opmuntret af jesuit-missionærer kastede den begavede knøs sig over bøgerne i den lille by ved Kutama Missionsstation. Unge Robert fik her en selvtillid, som ikke siden har forladt ham.
Mugabe blev lærer og underviste forskellige steder i Zimbabwe. Havde det ikke været for et ophold i Ghana i 1958, så havde han måske holdt sig til lærergerningen. Men på det tidspunkt var der en opstemt stemning i Ghana. Som den første afrikanske koloni var Ghana i 1957 blevet uafhængig af Storbritannien, som endnu herskede over Rhodesia. I Ghana blev Mugabe stærkt inspireret af marxistisk tankegang, og han så, at det var muligt at frigøre sig fra den massive undertrykkelse, som herskede hjemme i Rhodesia.
Da Mugabe kom hjem i 1960, blev han rodet ind i politik, og inden længe kastede han sig ind i kampen for uafhængighed med samme ildhu, som han havde udvist som lærer.
11 år som politisk fange fra 1963 til 1974 gjorde ham i modsætning til en anden kendt fange – Nelson Mandela i Sydafrika – kompromisløs i forhold til de hvide. Derfor ærgrede det Mugabe i høj grad, da han efter års guerillakrig i 1979 i Lancaster House i London måtte indgå et kompromis med de hvide magthavere i Rhodesia. Det skete udelukkende, fordi Mozambiques daværende præsident Samora Machel truede med at lukke og slukke for oprørsbaserne i Mozambique.
Senere har Mugabe fortalt, at han følte sig snydt for den »ultimative glæde«, det ville have været at besejre de hvide styrker militært og dermed stå frit til selv at diktere fredsbetingelserne.
Denne mangel på ultimativ glæde forklarer til dels, hvorfor Mugabe i dag hævder, at der er ting fra oprørskrigen, som mangler at blive fuldført. I hans verden er manglerne især, at de hvide om ikke helt fordrives, så i hvert fald bliver smidt væk fra deres fede jord.

Gennemkorrupt
Når drømmene fra 1980 i dag 22 år senere er blevet et mareridt, hænger det meget sammen med Mugabes forvandling. Fra at være ideologisk tændt af marxismen har han bevæget sig til mest af alt at være tændt af magt. Ifølge Meredith så optændt, at han i modsætning til f.eks. præsident Moi i Kenya ikke bruger det meste at sit krudt på at sikre sig selv og sine nærmeste en guldrandet tilværelse.
Den gamle sandhed om, at magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt, er dækkende i Mugabes tilfælde. Meredith beskriver indsigtsfuldt, hvordan planerne om uddannelse og sundhed til alle langsomt eroderede til fordel for at belønne eliten i regeringspartiet ZANU-PF med gode job, kontrakter, gårde og virksomheder.
Et eksempel på en gennemkorrupt herre under Mugabes vinger er den tidligere borgmester i Harare, Solomon Tawenga. Han kom til magten i 1995 efter bl.a. at have lovet at bekæmpe korruption og forkorte boligkøen, som var på 100.000 mennesker. Da han efter den ene skandale efter den anden i 1999 blev for pinlig for ZANU-PF, var længden af boligkøen blevet fordoblet. Men Tawenga havde fået bygget sig en ny borgmesterbolig til en værdi af ca. 10 mio. kr. Ud over at blive fragtet rundt i en Mercedes Benz havde han insisteret på at få en meget dyr firhjulstrækker, så han kunne besøge »de fjerne egne af byen.«
Ud over at se gennem fingre med korruption har Mugabe med alle kneb bekæmpet enhver form for opposition. Meredith beskriver indsigtsfuldt, hvordan Mugabe fik sat sin gamle kampfælle fra guerillakrigen Joshua Nkomo skakmat. Og langt værre hvordan ca. 30.000 mennesker i Matabeleland i midten af 1980’erne på grusommeste vis blev myrdet i mange tilfælde efter tortur.
Mugabes livskonklusion er, at vold betaler sig. Det varsler ilde for forsoning i Zimbabwe. På den baggrund giver Merediths bog kuldegysninger, som er så talrige, at man heller ikke falder i søvn, når han til tider forfalder til tør, kronologisk historieberetning.

Mugabe og magten
*Mugabe – Power and Plunder in Zimbabwe, Martin Meredith, PublicAffairs, Oxford, 190 kr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her