Læsetid: 5 min.

Gennembrud i Kosovo

Kosovos store partier nåede i går frem til en aftale om, hvordan magten i provinsen skal deles. Aftalen gør den moderate Ibrahim Rugova til præsident
1. marts 2002

Efter mere end fem timers intensive forhandlinger kunne FN’s nyudnævnte repræsentant i Kosovo, Michael Steiner, torsdag morgen meddele, at der nu er lavet en aftale mellem de tre største kosovo-albanske partier, der dels sikrer Rugova præsidentposten og dels betyder en deling af regeringsmagten med de to andre albanske partier, der begge har deres rod i den tidligere befrielseshær, UCK. Tre måneder efter det succesrige valg i november er det endelig lykkedes at få løst den politiske krise, der samtidig har skadet det langsigtede mål om at Kosovo skulle kunne blive uafhængigt.
Med aftalen synes det, som man har taget det første skridt i en parlamentarisk-demokratisk udvikling, der kan realisere det lokale selvstyre, som Kosovo for første gang i 12 år nu har opnået.
Krisen var på kort sigt et spørgsmål om valg af præsident, men den politiske hårdknude afspejlede den uafklarede status for et fremtidigt Kosovo, hvor et flertal ønsker uafhængighed, og FN’s sikkerhedsrådsresolution modsat har dikteret, at Kosovo fortsat skal være en del af den jugoslaviske forbundsrepublik.

Internationalt pres formåede til sidst at skabe den fornødne enighed lokalt, og med aftalen har Michael Steiner præsteret et politisk svendestykke på et tidspunkt, hvor FN i Kosovo frygtedes at være uden en handlekraftig ledelse efter Hans Hækkerups overraskende og pludselige farvel kort før nytår. En fortsat politisk krise ville på kort sigt være lammende og på længere sigt svække Kosovos chancher for at opnå uafhængighed.
Valget til det nye parlament i Kosovo i november var ellers en utrolig succes. Det gennemobserverede valg syntes fri for valgsvindel, og den ro, der prægede gennemførelsen, var et yderligere fremskridt i den proces, som startede med lokalvalgene i efteråret 2000. Det internationale samfund betegnede valget som et skelsættende skridt mod opbygningen af demokratiske tilstande i provinsen. Det fredelige forløb og en valgdeltagelse på 67 procent var i sig selv en anerkendelse af UNMIK’s og OSCE’s arbejde.
Med en stemmedeltagelse på 46 procent blandt serberne fik parlamentet den nødvendige legitimitet. Det var især de 180.000 Kosovo-serbere, der lever som flygtninge uden for Kosovo – i andre dele af Jugoslavien – som med en stemmeprocent på 57 trak valgdeltagelsen op.
For alle de albanske partier var det afgørende tema i valgkampen ønsket om uafhængighed som svaret på spørgsmålet om Kosovos fremtidige status. Et ønske, der havde bedre chancer, mens Milosevic var dæmonen i Beograd end efter Kostunicas entre i oktober 2000.
Af parlamentets i alt 120 sæder var 20 på forhånd reserveret de etniske minoriteter. Valgresultatet har nødvendiggjort enten enighed mellem de albanske partier eller en enighed, der rækker hen over de etniske samfund. Og begge dele er næsten lige uopnåelige i dagens Kosovo.

Under ledelse af Ibrahim Rugova opnåede Kosovos Demokratiske Liga (LDK) 47 mandater. Kosovos Demokratiske Parti(PDK) med den tidligere UCK-leder Hashim Thaci fik 26 mandater, mens det andet parti med rødder i Kosovos nu opløste befrielseshær, Alliancen for Kosovos Fremtid (AAK), under ledelse af Ramush Haradinaj fik 8 mandater. Den serbiske enhedskoalition Povratak (Hjemvenden) fik med en stemmeandel på 11 procent i alt 22 mandater, hvoraf halvdelen udgjordes af 11 af de forhåndsreserverede sæder til de etniske minoriteter.
Forfatningen, som det lykkedes Hans Hækkerup på vegne af FN at få godkendt, fastslår, at en præsidentkandidat skal have opbakning fra 2/3 af parlamentets mandater, dvs. 80 mandater. Det er kravet i de to første valgrunder. I evt. følgende valgrunder skal man opnå over halvdelen, dvs. 60 mandater. Og med aftalen synes flertallet at være sikret.
Allerede 13. december blev det internationale håb om, at Rugova ville blive valgt som ny præsident, gjort til skamme. Rugova opnåede kun 49 stemmer i første valgrunde. PDK og AAK krævede rimeligvis indflydelse i en ny regering mod at sikre Rugova præsidentposten. De serbiske medlemmer krævede på den anden side, at Rugova standsede al tale om et selvstændigt Kosovo.
I den anden valgrunde i januar ydmygede parlamentet på ny Rugova, da han kun fik 50 stemmer, og den tredje valgrunde, der uklogt blev gennemført samme dag, gav kun 51 stemmer. Herefter stod det klart, at enten måtte Rugova indstille sig på at dele magten med PDK og AAK, eller også måtte man finde en anden kandidat.
Hvis det ikke var lykkedes for Rugova at blive valgt var det antagelig også begyndelsen på hans farvel til en fremtidig afgørende rolle i Kosovo. Hans årelange pacifistiske og pragmatiske samarbejdslinje er både hans styrke og svaghed. Den har både givet ham en umådelig lokal og international opbakning, samtidig med at især unge radikaliseredes i protest over såvel hans accept af Dayton-aftalen som hans aftaler med Beograd og især hans møde med Milosevic – midt under NATO’s bombekrig – da han midlertidigt blev løsladt fra husarresten i Pristina og bragt til Beograd. Det skete, mens UCK-guerillaerne, som han oprindelig betegnede som terrorister, kæmpede i Kosovos bjerge, og mere end en million af hans landsmænd var flygtninge i Makedonien og Albanien. Nok har Rugova konsekvent støttet et uafhængigt Kosovo, men hans pragmatiske samarbejdslinje med Milosevic affødte den utilfredshed, som skabte UCK og sidenhen de to andre dominerende albanske partier, som nu kræver indflydelse for at gøre Rugova til præsident.
Men samtidig blev det mere og mere klart, at der reelt ikke var nogen alternativer til Rugova.
Ingen andre partiledere kunne komme på tale. Både Hashim Thaci og Ramush Haradinaj har en baggrund i UCK, som nok har en udbredt folkelig popularitet, men aldrig ville kunne accepteres af hverken LDK, Rugova, Beograd eller det internationale samfund.

Efter OSCE har udnævnt den franske diplomat Pascal Fieschi som efterfølger til Daan Everts, og især efter at UNMIK har udnævnt Michael Steiner, synes der at være kommet skred i forsøget på at tvinge albanerne til en aftale. Steiner synes med aftalen at have bestået sin svendeprøve. Men det er fortsat en
uriaspost at være guvernør i Kosovo. Sålænge albanerne i Kosovo ikke har opnået den uafhængighed, som har været målet for albanernes årelange kamp – både under Rugovas pacifistiske ledelse og guerillahæren UCK’s mere militante offensiv – synes Balkans gordiske knude ikke på længere sigt at kunne blive løst.

*Tue Magnussen er cand. mag. og balkankoordinator på Rehabiliteringscenteret for Torturofre (RCT)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu