(2. sektion)
Roman
Titlen på den engelske succesforfatter Nick Hornbys roman How To Be Good (2001) er på dansk kommet til at hedde Hvordan man er et godt menneske. Denne oversættelse er en skævvreden sammenblanding af betydningerne i de to reelle oversættelser, man kunne have valgt: Hvordan man bliver et godt menneske og At være et godt menneske. Men selv om den nu foreliggende løsning skurrer i mine sarte anmelderører, betegner den egentlig ganske godt, hvad bogen drejer sig om, nemlig skævvreden godhed.
Bogens jegfortæller, den praktiserende læge Katie Carr, er godheden selv, tror hun. Når man vælger den gerning, så må man da være et godt menneske, forsøger hun konstant at overbevise sig selv om.
David, hendes ægtemand gennem 24 år, der med sin avisklumme »Den Vredeste Mand i Holloway«, ser det som sin fornemste mission at svine andre mennesker til på det groveste, er en rigtig god gammeldags dum skiderik. Da romanen starter, har Katie lige annonceret, at hun vil skilles. De ægteskabelige batterier er ved at være flade, og det er ikke længere tilstrækkeligt bare at trykke på de velkendte knapper for at få maskineriet til at hoste videre. Men en dramatisk opladning venter forude.
Healing på vrangen
Efter en overjordisk healing-håndspålæggelse fra et syrevrag ved navn DJ GoodNews springer David ud som godt menneske, og det skulle efter hensigten danne optakten til et lystspil fuld af pudseløjerlige optrin og ordspil af bedste Hornbyske lårklaskende dimensioner, men læseren skuffes gevaldigt.
GoodNews flytter ind, og huset bliver med et lavet om til en slags Den Barmhjertige Samaritaners Strategikontor, hvor minutiøs spisebordsplanlægning af aktioner til forbedringen af menneskehedens næstekærlighed er nær ved at lægge det i forvejen skrøbelige familieliv totalt i ruiner.
David forærer de to børns legetøj til mindrebemidlede, familiens tredje computer går samme vej. Panik! Han siger sit job op, for det er under hans værdighed at arbejde, får hele gadens beboere til at deltage i et projekt for de hjemløse og overtaler børnene til at invitere de mest kiksede og udstødte børn på skolen hjem som bedste venner så alle kan se, hvor gode de er.
Papfigurer
Bogen vader af sted i optrin, der sandsynligvis skal få os til at le ad denne overdrevne godhed, som sædvanligt sikkert med filmatisering in mente, men der er faktisk ikke ret meget at grine af, og det skyldes bl.a. de lidet overbevisende personager. De komiske situationer leder aldrig frem til et klimaks, men udvandes i manglende sammenhængende pointer. Katie lader sig også bare drive rundt i manegen, og denne gennemgående resignation får romanen til at fremstå uden dynamisk puls og identifikationsmuligheder.
De saftige og kraftige personskildringer, vi kender fra tidligere romaner som Fodboldfeber og High Fidelity, er desværre ikke med her. Måske helt grundlæggende, fordi Hornby for første gang lader en kvinde få ordet. Hun er aldrig rigtig i hans vold, men glider gennem fingrene på ham.
Sprogligt er det også en halvslap fornøjelse. Ikke én eneste dialog, ikke ét eneste ordspil får mig til at trække på smilebåndet. Jeg sidder tilbage med stor undren over så tynd en kop engelsk te.
Moderne godhed
Til gengæld har bogens moralske budskab noget at sige. Romanen er en provokerende diskussion af, hvad moderne godhed egentlig er for en størrelse, nu hvor vi har mistet den religiøse understrøm. Er det at forære sine søns højtelskede fjernstyrede bil væk til fattige børn? Er det at tvinge sin datter til at være slyngveninde med en pige, der lugter, så man ikke kan trække vejret? Er det at tilbyde et gadebarn det ekstra værelse på loftet og med vilje lægge penge i kiksedåsen, som barnet kan stjæle, inden det stikker af igen? Er det at få folk til at praktisere godheden for godhedens egen skyld? Hvor langt kan, vil og tør vi gå? Et presserende, penibelt spørgsmål i dag, hvor f.eks. tusinder af flygtninge står uden hus og hjem.
Romanens kerne er selvsagt Katies tanker om godhedens væsen og den endelige åbenbaring af ægtemandens overfladiske godhed gennem kap. 13 i Paulus Første Brev til Korinterne, som hun hører læst op i den lokale kirke, hvor hun ellers ikke plejer at komme: Gode gerninger [charity] praler ikke, opblæses ikke. Disse ord får hende til at vende tilbage til virkeligheden: Godt gået, Paulus! Sådan! Pral og opblæsthed! Opblæsthed og pral! Hvis det er det, I vil se, så kom en tur forbi Webster Road, som er ved at blive en skinbarlig Pralrøvenes og De Opblæstes Klub! Hvorfor har jeg aldrig rigtig hørt efter det stykke før?
Caritas
Problemet med dette stykke er blot, at det, ligesom den danske oversættelse af romanens titel, er en delvis oversættelse af caritas. Det går op for Katie, at begrebet både kan oversættes til kærlighed (love) og gode gerninger (charity). I den danske bibel står der: Kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Det går op for hende, at de to begreber oftest er to sider af samme sag, mens de til gengæld hjemme hos hende er direkte antiteser: »at de, hvis man smed dem ned i den samme sæk, ville begynde at skrige og bide og kradse, indtil den ene af dem var flået helt i smadder.«
Bogen giver en entydig løsning på dette dilemma i plottets sidste krampetrækninger, og det er absolut befriende, at Hornby tør tage stilling, for ellers havde det altså været en helt ustyrlig tynd omgang tepjask, lige til at hælde ned i kitchen-sink-dramaets efterhånden tilstoppede afløb.
Til Nick Hornbys ros skal det dermed siges, at han med fremstillingen af konflikten mellem villet godhed og naturlig godhed lægger en interessant kristen dimension til et generelt kvalificeret bestsellerforfatterskab, der forstår at tage pulsen på det moderne engelske forbrugssamfunds sociale og psykologiske konflikter.
*Nick Hornby: Hvordan man er et godt menneske. Oversat af Jan Hansen. 293 s., 279 kr. Lindhardt og Ringhof
