Analyse
Læsetid: 4 min.

Hvad der er godt for mig

Silvio Berlusconis parlamentsflertal har lige besluttet at der ikke er interessekonflikt mellem at eje Italien og at lovgive for det
2. marts 2002

Det er skrevet og læst så mange gange, at en gentagelse måske overskrider grænsen for træthed eller brækfornemmelse. Men alligevel: Silvio Berlusconi er Italiens rigeste mand, en af verdens rigeste, og som forretningsmand opererer han i alle de vigtigste sektorer af samfundet. Bankvæsen, forsikring, byggevirksomhed, dagligvarehandel, forlag, telekommunikation, dagspresse, filmdistribution og sport. Har jeg glemt noget? Nå, ja, monopolet på privat landsdækkende fjernsyn.
Men siden 13. maj sidste år har Silvio Berlusconi også været statsminister og leder af en regeringsalliance med flertal i begge parlamentets kamre, og han er dermed valgt til at lovgive på de områder, hvor han har sine egne personlige økonomiske interesser – og politiske, eftersom den berlusconianske medieindustri i årevis har arbejdet, gør det stadig, på at sælge manden, politikeren, forretningsmanden og den treeningheds budskab uden smålig skelnen.
Problemet hedder interessekonflikt.

I Danmark har en Peter Brixtofte tilsyneladende haft svært ved at skelne mellem kommunens, fodboldklubbens og sine egne interesser. Vi kender det jo, men der er intet rigtigt størrelsesforhold mellem en flaske lidt for dyr rødvin og en interessekonflikt i et land med små 60 millioner indbyggere, som vedrører alle væsentlige samfundsområder fra licitationen til at tømme skraldebøtter i Milano til ejerskab og reel kontrol med landets massekommunikation. Nej, det er ikke Silvio, der tømmer Milanos skraldespande og kører lortet ud på en ulovlig losseplads og bliver sigtet for det. Det er hans bror
Paolo, som også formelt ejer avisen Il Giornale, fordi loven siger, at man ikke både må eje landsdækkende fjernsyn og trykt dagspresse. Lort er det under alle omstændigheder. Med bror som den stråmand, der må tage skraldet.
Interessekonflikten var i fokus, da den internationale presse skulle bedømme Silvio Berlusconis kandidatur til statsministerembedet, og den indenlandske oppositionspresse af moderat til venstreorienteret observans citerede med vellyst konservative organer som The Observer, for at problemet var uløseligt og manden derfor uegnet.

Under valgkampen sidste forår lovede Berlusconi, at problemet ville være løst inden valget eller senest 100 dage efter. Dengang var løsningsforslagene et salg af medievirksomheden, en overdragelse af den til hans børn eller til en blind trust, som ville afskære ham selv og hans familie fra daglig indflydelse.
Der er gået mere end 100 dage, og det er ikke vigtigt, men vigtigt er det, at den radikale løsning fordampede i samme øjeblik, Berlusconi efter valget kunne konstatere et flertal, som kunne få ethvert mindretalsskrigeri til at forstumme.
Han kunne mobilisere en tidligere højesteretspræsident, som vurderede, at ejendomsret ikke er uforeneligt med valgbarhed og embedsførelse, og at statsministerens »tvangssalg« af sine virksomheder ville have karakter af forfatningsstridig ekspropriation.
Problemet er reelt, og den tidligere højesteretspræsident har utivlsomt ret: Kan det blotte ejerskab af en virksomhed forhindre, at ejeren folkevælges til et embede? Selvfølgelig ikke. Alternativet er, at kun lønmodtagere, helst offentligt ansatte, kan vælges til for eksempel det danske folketing, og nyere dansk parlamentarisk histore kender læssevis af den type interessekonflikter. Eller interessebefrugtning. Bønder og fiskere, arbejdere og offentligt ansatte, entreprenører og gøglere kan og skal blive valgt til det danske folketing i en tradition, som stiller den valgte fri i valget mellem de interesser, der har valgt ham eller hende, og den valgtes egen overbevisning.

Berlusconi-regeringens flertal har skåret igennem alle spekulationer om løsninger på chefens interessekonflikt ved simpelthen at få vedtaget en lov, som siger, at der overhovedet ikke er nogen konflikt. Loven, som under stor tumult blev vedtaget i fredags i deputeretkammeret, vedrører medlemmer af regeringen og præsidenter for Italiens regioner, og loven skelner mellem den, der ejer en virksomhed, og den, der bestyrer den. For regeringsmedlemmer eller regionspræsidenter gælder det, at »ejerskabet til eller det at have aktier i en virksomhed ikke er inkompatibelt.« I klare ord betyder det blot, at Berlusconi skal holde sig væk fra den daglige administration af sine forretninger. Hans direktører kan ikke blive valgt, skønt det nu nok er ham, der stadig bestemmer.
Overvågelsen af, at der ikke sker sammenblanding af samfundets og ejendomsbesidderens interesser, varetages af den i forvejen eksisterende Antitrust-Kommission, som ikke har andre sanktionsmuligheder end at skrive en årlig rapport og rapportere til parlamentet om uregelmæssigheder. Af oppositionen er loven øjeblikkeligt blevet kaldt »Red Berlusconi«, og vedtagtelsen af den i deputeretkammeret forløb voldsomt. Debatten om lovforslaget i onsdags måtte afbrydes, da der var optræk til slagsmål – korporligt slagsmål – under talerstolen, og dagen efter udvandrede den samlede opposition fra salen inden afstemningen, således at loven om interessekonflikt blev vedtaget af regeringspartierne
alene. En situation, som har sit klare fortilfælde i oppositionens udvandring fra parlamentet under Mussolini, og som simpelthen er et begreb i italiensk parlamentarisme. Inden havde gruppeformanden for det største oppositionsparti, Demokratisk Venstre, bragt i erindring, at også Hitler var demokratisk valgt, og den i øvrigt splittede opposition samledes uden for på pladsen foran parlamentsbygningen, mens der blev stemt indenfor. Nogle af dem iført Pinocchio-papnæser. Løgnens symbol.
I et almindeligt demokrati har de besiddende ret til at blive valgt på lige fod med de ubemidlede. Men hvor meget og hvad må man besidde, før det bliver et problem? Det ironiske er, at den nye lov kun rammer Berlusconi på et punkt: Han kan ikke længere være formand for fodboldklubben Milan, som han ejer, men er nødt til at overdrage hvervet til sin søn Piersilvio.
Det kan han nok bære. Sine tre tv-kanaler har han, og da ledelsen af det statslige tv’s tre kanaler udpeges af parlamentsformændene – Berlusconis mænd – så har han fuld mediekontrol. Det er lige sket.
Oppositionen overvejer at sætte loven om interessekonflikt til folkeafstemning, men tøver. Sandsynligheden for at tabe er overvældende stor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her