Analyse
Læsetid: 5 min.

Grønne kort og hvidt had

Stigende fremmedhad i Europa får indiske it-eksperter til at føle sig uvelkomne
13. marts 2002

Som i andre europæiske lande er det også gået op for Danmark, hvor store økonomiske gevinster, der kan ligge i at invitere computereksperter fra tredjeverdenslande – især Indien – til at arbejde i den hjemlige, ekspanderende it-industri.
Green Card-modellen, hvor en udenlandsk ekspert tilbydes
arbejdstilladelse af midlertidig varighed, blev indført i Tyskland for godt 19 måneder siden. Der var knyttet store forhåbninger til den, og den blev særdeles omtalt i medierne. Men beklageligvis fremprovokerede den også hadske udfald fra højreradikale grupperinger.
Selv om ordningen stadig findes, og incitamentet til at arbejde i økonomisk højtudviklede lande fortsat står ved magt, er der tegn på, at netop frygt for at blive udsat for fremmedhad i mange tilfælde får indiske kandidater til ledige job til at blive hjemme. Hvis den danske regering over-vejer at indføre en lignende ordning, gør den klogt i at reflektere over og lære af de erfaringer, som indiske it-arbejdere har gjort sig i andre vestlige lande.
Tyskland er et instruktivt eksempel: 1. August 2000 trådte den tyske green card-ordning for udenlandske computereksperter i kraft. I Leipzig blev to indere de første, der modtog et grønt kort af en tysk arbejdsformidling. Samme dag overfaldt og chikanerede en gruppe unge tyskere en 31-årig inder i et bybanetog i Leipzig. To måneder før denne episode – også i Leipzig – blev en indisk forsker på et midlertidig visum brutalt gennemtævet, da han var på vej ud af en telefonboks, og en bidsk hund blev sluppet løs mod ham.
I Tyskland i 2000 var der mindst 30 af denne type angreb mod udlændinge, og landet har siden været vidne til en bølge af racistiske voldsepisoder, herunder bombeaktioner, der bringer mindelser om 1992, da tysk fremmedhad blussede op i et hidtil ukendt omfang – for første gang siden genforeningen – og neonazistiske hooligans systematisk angreb udlændinge. De nylige udbrud af racistisk vold er utvivlsomt blevet yderligere ansporet af hadske slagord som ’Kinder stat Inder’ (gør it-specialister ud af tyske børn i stedet for at importere indiske).

Tyskland tilbød grønne kort, der tillod udenlandske it-professionelle at arbejde fem år i landet. Baggrunden herfor var, at det antal kandidater, som tyske uddannelsesinstitutioner producerede årligt, slet ikke rakte til at dække den tyske it-industris efterspørgsel på højtuddannet arbejdskraft. Import af denne var derfor en elementær økonomisk nødvendighed. Hertil kom, at den tyske arbejdsløshed var stor og voksende, og at den merproduktivitet, som de importerede it-medarbejdere kunne
genere, ville skabe større vækst og flere job.
Men det var før 11. september. Siden da er behovet for it-specialister ikke taget af, selv om de vestlige økonomier også blev ramt af terrorangrebene. Til gengæld ansporede begivenheden de højreradikale grupper til at optrappe deres kampagne mod udlændinge som »suspekte og uønskede individer«. Suspekte, fordi hver en tredjeverdens-immigrant i den højreradikale udlægning måtte opfattes som en potentiel terrorist eller terroristsympatisør. Uønsket, fordi den udenlandske arbejdskraft ud fra nationalististernes indskrænkede synspunkt var skyld i større arbejdsløshed blandt de indfødte.

I Europa er fordommene mod farvede mennesker kommet i højere kurs. De politiske forhold, de sociale spændinger og økonomiske krisetegn er ikke blot i stigende grad ugunstige for ud-lændinge, men også for de erhvervsvirksomheder og teknologiske udviklingsinteresser, der har så skrigende behov for import af kvalificeret arbejdskraft.
De første reaktioner på den tyske gulerod var ellers opmuntrende nok. Mange lod sig lokke af Europas økonomiske lokomotiv, selv om USA, Australien, Singapore og Storbritannien stadig hørte til de største favoritter. Også på regeringsniveau skortede det ikke på velvilje, og den tyske forbundskansler, Gerhard Schröder, lagde sig personligt i selen med løfter om en aktiv indsats mod racistiske trusler og overgreb. Schröder rejste sågar til Indien på en stort anlagt charmeoffensiv for at tilbyde sine grønne kort.
Men selv om en vis trafik af indiske it-arbejdere mod Tyskland stadig foregår, er den oprindelige entusiasme klinget af. Mange egnede kandidater vrager de tyske grønne kort af frygt for racisme. USA og Storbritannien fremstår som langt mere tiltrækkende, og åbne samfund, fordi man her har gjort sig mangeårige erfaringer med indvandrere, især fra Sydasien. Desuden er et helt nyt fænomen, at veluddannede asiater bliver opfordret til at påtage sig højtbetalte job. Indere indgik ikke blandt Tysklands ’gæstearbejdere’ i 1960’erne og 1970’erne. De fleste af denne periodes indvandrere, som var med til at skabe grundlaget for Tysklands Wirt-schaftswunder, var af sydeuropæisk eller tyrkisk oprindelse.
Ud over ubehaget ved at udsætte sig for det berygtede fremmehad, spiller det også ind, at den tyske regerings model simpelt hen ikke er attraktiv nok for de højt kvalificerede indere. Det grønne kort tillader dem kun at blive i Tyskland i fem år. Det er for mange af dem ikke et tillokkende perspektiv at være nødsaget til at lade sig rykke op med rode igen, når arbejdstilladelsen udløber, med udsigt til at skulle finde nyt job, ny bolig og ny skole til deres familie i Indien.

Det faktum, at der ikke gives mulighed for at forlænge arbejdsforholdet i Tyskland, får de indiske specialister til kun at føle sig værdsat som ’produktionsenheder’, og ikke som medmennesker med personlige, sociale og psykologiske behov.
Endvidere har oplevelserne med fremmedhad, isolation, kulturel udstødelse og sprogproblemer allerede været så frustrerende for mange indere i Tyskland, at de har valgt at tage hjem igen eller kun at blive i de få måneder, en given arbejdsopgave har taget. Flere og flere indere foretrækker kortvarig kontraktansættelse, der giver dem mulighed for at tjene hård valuta i Vesten, men forblive i Indien, hvor omkostningsniveauet er langt lavere. Derfor får mange indføjet i deres kontrakt, at de kan udføre dele af deres arbejdsopgaver i Indien og kommunikere deres resultater hjem til arbejdsgiveren via internettet. De kortvarige ophold i Tyskland bliver på den måde både mere profitable og mere behagelige.
Efter 11. september har også indiske it-specialister i Storbritannien været udsat for overgreb og mishagsytringer. Vrede briter i
it-industrien beskylder dem i stigende omfang for at være løntrykkere, der stjæler jobbene fra den hjemlige arbejdskraft. Inderne nægter dette, og henviser til, at de britiske arbejdsgivere kun hyrer dem, når deres faglige niveau er højere, og de kan gøre mere fyldest end en britisk medarbejder.
Hvorom alting er – fra Indien opleves budskabet fra Vesten mange steder klart og tydeligt: »Skrid hjem og bliv hjemme.«

*Shastri Ramachandaran er redaktør for avisen The Times of India

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her