Læsetid: 5 min.

Hvor blev Gud af?

Pædofili-skandalen i Boston har spredt sig til resten af landet og fremkaldt en alvorlig tillidskrise i den katolske kirke i USA. En reformfløj vejrer morgenluft, men Vatikanet stritter imod
20. marts 2002

Når en aspirerende præst skal indvies, er der i den romersk-katolske kirke tradition for at udføre et tusind år gammelt ritual. Den unge mand – nys dimitteret fra seminariet – kaster sig ned på gulvet foran altertavlen og den forsamlede gejstlige øvrighed med udstrakte arme og ben. I denne stilling afsværger han som Guds nye tjener al verdslig synd.
I lyset af de sidste par måneders afsløring af præsters utilgivelige synder mod ’de små og uskyldige’ i den amerikanske kirke må dette højtidelige løfte lyde hult for trofaste kirkegængere. Som tidligere omtalt her i bladet startede pædofili-skandalen i Bostons ærkestift i januar med afsløring i Boston Globe af et cover-up, som selveste ærkebiskop og kardinal Bernard Law beskyldtes for at have anført.
Law, den mest indflydelsesrige amerikanske ærkebiskop i Vatikanet i Rom, skulle have beskyttet en af kirkehistoriens formentlig værste seksualforbrydere John Geoghan (antal ofre: 130 mindreårige drenge) ved at flytte ham fra sogn til sogn, velvidende at der var en meget høj risiko for, at manden uhindret fortsatte sin rovdrift på børn.
I kølvandet på denne rædselsvækkende afsløring fulgte en syndflod af nyhedsartikler om andre sager, hvor ærkestiftet i Boston havde forsøgt at undgå sagsanlæg og pinlig offentlig omtale ved at udbetale en klækkelig sum til ofre for præsters seksuelle overgreb. Strategien virkede. Fra det første kendte tilfælde af en præsts seksuelle mishandling af børn i Boston i 1992 indtil et civilt sagsanlæg mod Geoghan i 1998 kom intet nyt frem.

Det var en illusion. Ærkebiskop Law og hans bisper sendte andre præster mistænkt for seksuel mishandling til terapi og videre til kald i nye sogn, hvor de kom i kontakt med børn, hvis forældre intet anede om paterens skændige baggrund. Den frygtelige sandhed skulle holdes skjult for offentligheden, fremgår det af dokumenter fra ærkestiftet offentliggjort af Boston Globe.
Årsag? Man frygtede med rette, at omtale ville opmuntre andre ofre til at stå frem med deres sørgelige og tragiske beretning om en præst, der misbrugte sin næsten absolutte moralske autoritet over sin flok til at begå den værst tænkelig synd mod et barn eller en mindreårig person.
Ærkebiskop Bernard Laws frygt viste sig at være profetisk. Afsløringerne i Boston har i de sidste to måneder fremkaldt 1.000 henvendelser til sagførere og statsadvokater i amerikanske delstater fra katolikker, der hævder at være blevet misbrugt af deres sognepræst som børn. Alene i Boston skal 90 præster have begået sig mod en mindreårig siden 1960. Mindst 55 katolske præster i 17 ud af 194 bispestifter i USA er blevet frataget deres embede, sendt på pension eller på orlov.

Kyndige iagttagere af den katolske kirke vurderer, at kun toppen af isbjerget er blevet afdækket. Justitsministre i de hårdest ramte delstater har lovet at nå helt til bunds i sagen. Kirkens mulighed for at neddysse og dække over seksualforbrydelser i egne rækker er et overstået kapitel – i hvert fald i USA. Nu ruller snebolden, og den truer med at omstyrte et gammeldags hierarki med central styring fra Rom.
Skandalen berører ikke kun 66 mio. katolikker i Amerika, centrum for det mest liberale katolske kirkesamfund blandt verdens 800 katolikker. I Vatikanet har amerikanofobile skikkelser indtil videre insinueret, at pædofili og overgreb på teenagere er et særegent amerikansk problem, hvilket selvfølgelig er langt ude.
Tværtimod stikker problemet så dybt som kirkens egne historiske rødder. At skandalerne antager så enorme dimensioner i USA skyldes en fri og aggressiv presse samt et længe indestængt krav fra amerikanske katolikker om at opnå større indflydelse over deres egen kirke. Afsløringerne kan blive en lunte, som antænder en tikkende bombe under den katolske øvrighed i USA.
Kirkesamfund i USA har traditionelt haft en mere demokratisk og folkelig karakter end i Europa. Indtil 1840 lignede den katolske kirke i Amerika det typiske kirkesamfund, hvor lægfolk – altså kirkegængere og organisationer i lokalsamfundet – sad med ved bordet i kraft af deres tiende. Det ændrede sig, da den store emigration fra Irland satte ind, og irske katolikker bragte en respekt for den gejstlige øvrigheds autoritet med sig.

Siden midten af det 19. århundrede har kirken i USA været styret som i alle andre lande – af ærkebiskopper og bisper, der handler på vegne af Vatikanet i Rom, altså paven. Dette hierarki er nu kommet under kraftig beskydning fra oprørere i den amerikanske kirke, der kræver reform i forlængelse af konklusionerne fra Det Andet Vatikanråd (1962-65).
Her stod pave Johannes XXIII i spidsen for et forsøg på at ’modernisere’ kirken. Kløften mellem et middelalderligt kirkehierarki og en oplyst befolkning skulle indsnævres. Paven lagde op til en grundig debat om præventive midler, om ophævelse af mænds cølibat og accept af kvindelige præster. Men hans efterfølger, Paul VI, skød revolutionen i sænk, og pave Johannes Paul II har altid været modstander af Det Andet Vatikanråd.
Oprøret mod Rom har ulmet i den amerikanske kirke siden pave Paul VI. Spørgsmålet er, om de afskyelige afsløringer vil undergrave det amerikanske bispehierarkis troværdighed og styrke dissidenterne. I forvejen er den katolske kirke svækket. Alt for få nye præster bliver indviet, der er mangel på nonner, og private bidrag til kirken vil svinde ind. Sagsanlæg kan koste den amerikanske kirke 1 mia. dollar i erstatning til ofre, der har hårdt brug for penge til livslang terapi.

Mange prominente katolske lægfolk anser kardinal Law for at bære et medansvar og har opfordret ham til at træde tilbage. Men han stritter imod. I Vatikanet frygter man, at en tilbagetræden under pres fra kirkegængere og pressen kan skabe en præcedens, der truer selve magthierarkiets overlevelse. Skt. Peters udsending på jorden er stadig ufejlbarlig.
Interessant nok afhænger udfaldet af denne krise af europæisk presse. Vil den gå lige så aggressivt til værks som den amerikanske i sin søgen efter ustraffede seksualforbrydelser mod børn i den katolske kirke? I de seneste år er 30 præster i Frankrig blevet dømt for pædofili. En østrigsk kardinal trådte tilbage i 1998. I Polen er ærkebispen af Poznan blevet beskyldt. I Irland skal kirken betale 900 mio. kr. i erstatning til tusinder af ofre på katolske skoler.
Vil katolske kirkesamfund i Europa, Latinamerika og Afrika tage tråden op fra USA og søge reform? Uden støtte herfra vil revolutionen gå i sig selv og kirken i Amerika dø en langsom død.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu