Læsetid: 2 min.

Guerillakrig udfordrer USA

Militærstrateger er overraskede over den hårde modstand og professionalisme blandt al-Qaeda- og Taleban-styrker i Shah-e-Kot-dalen
7. marts 2002

BOSTON – Den første krig i Afghanistan endte i december med Taleban-styrets fald i Kandahar. Ingen amerikanske soldater døde i ildkamp under to måneders luftbombardement.
Den anden krig startede sidste fredag nat, da 60 amerikanske soldater og flere hundrede afghanske krigere faldt i et baghold nær landsbyen Sirkankel i Shah-e-Kot dalen. En amerikansk soldat blev dræbt af morterild og flere såret. Lørdag morgen blev soldater fra den 10. bjergdivision stoppet af morterild og granater nær landsbyen Marzak. En 12 timer lang ildkamp resulterede i 13 sårede amerikanere.
Søndag faldt en soldat ud af en lavtflyvende Chinook transporthelikopter, der var blevet ramt af en raketdrevet granat. Redningshold i tre helikoptere blev sat ind, men faldt igen i baghold og mistede under en 12 timer lang ildkamp seks soldater. Elleve blev såret.
Ovennævnte scenarium var præcis, hvad Pentagon havde håbet at undgå i krigen mod international islamisk terrorisme. Man ville for alt i verden ikke efterligne Sovjetunionens strategi fra 1980'erne, hvor mujahedin-krigerne startede en guerilla-krig fra bjergene efter et år med en relativ konfliktløs besættelse. Sovjetiske konventionelle styrker udgjorde lette mål.
Omvendt er kampene i Shah-e-Kot-dalen netop, hvad al-Qaeda og Taleban-styrkerne har drømt om længe. Under slaget i Tora Bora-bjergkæden for et par måneder siden afviste al-Qaeda krigere ofte at skyde mod USA-allierede afghanske krigere. Pentagon mistænker afghanske militærofficerer for at have ladet al-Qaeda soldater slippe ind i Pakistan mod betaling.
Dennegang vil al-Qaeda og Taleban-styrker på op til 800 kæmpe til sidste mand mod en styrke på 1.100 amerikanske soldater, 200 vintertrænede specialtropper fra Australien, Canada, Tyskland, Norge og Danmark samt 800 afghanske militsfolk. De lokale har til opgave at hindre den omringede fjende i at flygte ved at spærre flugtvejene af.
Ingen militæreksperter er i tvivl om udfaldet. USA og de allierede vil vinde. Det eneste, man ikke ved, er, hvor mange soldaterliv det vil koste, og om den hårde modstand og professionalisme de fjendtlige styrker udviser vil undergrave støtten i USA til præsident George W. Bush’s krig mod terror og/eller inspirere flere unge muslimer verden over til at slutte sig til al-Qaeda og andre terrorgruppers kamp.
De amerikanske tab i weekenden skyldes flere omstændigheder. Pentagon kunne ikke bruge luftbombardementer, fordi fjenden er spredt i grupper på 10-15 mand. Al-Qaeda og Taleban var på forhånd underrettet af afghanske militsledere i den tidligere pro-Taleban Paktia-provins om det forestående angreb. Derfor kunne de sætte et bagholdsangreb ind. Hertil skal føjes, at de fjendtlige styrker er »veludrustede og godt trænede soldater«, som øverstbefalende general Tommy Franks sagde i går.
En tredje omstændighed er højde og klima. I går blev tre ’sårede’ amerikanske soldater transporteret ud af området. De led af højdesyge. Faktum er, at kun få specialtropper i USA er trænet til at kæmpe i 4.000 meters højde, hvor temperaturen falder til minus 20 grader om natten.
Pentagon vurderer, at det vil tage en uge at vinde slaget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her