Læsetid: 4 min.

Man hader da tekster

Dansklærerforeningen har bedt otte litterater om at skrive om tekster, de hader. Det er der kommet engagerede læsninger ud af
15. marts 2002

(2. sektion)

Antologi
Der kan være mange gode grunde til at hade en litterær tekst. Ideologiske, æstetiske, idiosynkratiske. I Dansklærerforeningens antologi Tekster vi hader får vi demonstreret alle disse typer teksthad – og endvidere, at hadet faktisk kan være en frugtbar drivkraft i tekstanalysen. Idéen til antologien er ifølge redaktør Johan Rosdahl en idé, der gentagne gange har svirret i luften, når en flok dansklærere har været samlet i muntert lag i en sen nattetime, og nu har Rosdahl altså fastholdt de ærværdige litterater på deres fuldesnak og fået otte af dem til at skrive hver deres artikel om en tekst, de hader.

Dæmonisk
Erik A. Nielsen er den, der har fat i hadet som frugtbar drivkraft i litteraturlæsningen: »Når bestemte tekster i bestemte livsperioder kan blive det, Sophus Claussen kaldte en dødsfjende-hjertenskær, skyldes det formentlig, at de rammer en smertefuld knude i ens egen livssi-tuation. Det er en meget vigtig funktion ved litteratur, at den kan det, hvorfor jeg også i bagudperspektivet er fuld af taknemlighed mod de had-tekster, jeg siden har tilbagelagt som overståede kærester, hvis engang besættende magt man ved senere gensyn ikke kan forklare sig.« De tekster, vi hader, er ifølge Nielsen tekster, der fængsler os i ordets begge betydninger.
Nielsen hader Strindberg, ja, han ligefrem overdænger ham med smædeord: »En metafysisk jonglør, en charlatan, en demagog, et utåleligt klynkehoved« osv. Strindbergs arbejdsmetode beskrives som »dæmonisk analyse«, hvilket dog lige så vel kan forstås som en betegnelse for den metode Nielsen selv udfolder i sin læsning af Strindbergs ægteskabstragedie Fadren.

Hvor er Gud
Nielsen læser Fadren som endnu en af dårens (Strindbergs) forsvarstaler for sin utålelige karakter og mener, at Strindberg giver os klynk i stedet for ægte tragisk patos. Det sjove er, at Fadren er en af mine egne absolutte yndlingstekster. Den ender i en fuldstændig grotesk pietá, hvor ridtmester Adolf ligger og dør i sin gamle ammes skød, iført spændetrøje og våbenfrakke. I denne slutscene påkalder ridtmester Adolf sig »stridens gud«, og Nielsen mener, at han i denne stridsgud har fundet stykkets deus ex machina, dets metafysiske princip, og det er dette metafysiske princip, han ikke kan tolerere; Nielsen ønsker sig formentlig en god gud i stedet for en stridbar.
Men her mener jeg, at Nielsen drager en kortslutning mellem en dramatisk persons udsagn og stykkets overordnede udsagn. Man skal ikke tro, man har fundet tekstens gud bare fordi man har fundet ordet »gud« i teksten. Selv mener jeg faktisk at kunne finde en ægte, det vil sige udfriende, deus ex machina i stykkets slutscene, blot ikke i den direkte benævnte gud, men snarere i den voldsomme billedkraft i den groteske pietá, som på én gang er til at le og tude over.
Men selv om jeg elsker den tekst, Nielsen hader, er jeg en fan af hans eksistentielle tekstlæsning, der er næsten lige så herligt idiosynkratisk som Strindberg selv.

Lærerens rædsel
Der er også en anden af mine elskede tekster, der bliver lagt for had i antologien. Det er Karen Blixens Det ubeskrevne blad, som Herdis Toft hader, fordi den får hende til at føle sig dum. Som læser af Blixens uendeligt selvreflekterende tekst føler Toft sig hvirvlet ind i en ubehagelig tornado af inter- og metatekstualitet; teksten har så at sige allerede sagt og tænkt det om sig selv, som det ellers er dansklærerens opgave at tænke og sige om den. Dansklærer Toft hader kort sagt at befinde sig dér, hvor romantiske og andre svævende ånder har det bedst: i refleksionens hvirvelstorm.
Et ganske modsat motiv for sit had har Peter Nyord, når han hader H.C. Andersens allegoriske fortælling »Klokken«, ikke fordi den er dansklærerens fjende, men tværtimod fordi den er hans alt for gode ven: Nyord er stinkende træt af at undervise i denne tekst, fordi den så alt for let lader sig dissekere i éntydig symbolik og litteraturhistoriske strømninger. Nyords artikel rejser det provokerende spørgsmål, om det egentlig er de dårlige tekster der er litteraturlærerens bedste venner...
Så er der de mere ideologisk anfægtede teksthadere: Marie Louise Kjølbye, som hader Jørgen Stein, og Bo Tao Michaëlis, som hader De uanstændige.

Engagement
Kjølbyes artikel er et godt eksempel på, hvordan hadet kan føre til en god læsning, når man går analytisk til værks og spørger: Hvad er det dog, der irriterer mig sådan ved denne tekst? Kjølbye finder ud af, at det, der irriterer hende ved Paludans Jørgen Stein, er romanens kvindebilleder, men hun indkredser disse i en nænsom og præcis tekstanalyse, der ikke miskrediterer bogens litterære kvaliteter.
Litterær kvalitet er derimod, hvad Bo Tao Michaëlis savner i Panduros De uanstændige, der i hans læsning fremstår som en trivialroman i tynde kulturradikale gevandter. Michaëlis er ikke bare ude efter Panduro, men efter kulturradikalismens tendens til at udvande til trend og livsstil: Den type kulturradikalisme, der slet og ret handler om, hvordan man indretter sig i sin klampenborgske funkisvilla. Det er Bo Tao mod Bo Bedre, og det er bestemt ikke uinteressant.
Endvidere hader Henrik Hansen J.P. Jacobsens Mogens, Martin Jørgensen hader Sandemoses Vi pynter os med horn, og Kjeld Abells Anna Sophie Hedvig bliver hadet af Peter Johannes Erichsen, der med sit rent anekdotiske bidrag om de glade skolekomediedage er den, der bedst har formået at bevare stemningen fra de beduggede nattetimer, hvor antologien angiveligt blev undfanget. Men sådanne stunder må de gerne have flere af, de dansklærere; Det er herligt med en vinkel, der i den grad kan gøre teksttyderne til engagerede læsere.

*Tekster vi hader. 8 anfægtede analyse, red. Johan Rosdahl, 108 s., 150 kr. Dansklærerforeningens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu