Læsetid: 3 min.

Hopla, dansen lever

Syv timers veloplagt top-of-the-pops fra danseverdenen viser, at der er bredde, talent og engagement i massevis i Danmark. Et udviklingsarbejde i forhold til fremtidens publikum, nutidens børn, ville være gavnligt og betydningsfuldt
7. marts 2002

Kommentar
Det var gevaltigt stimulerende at følge Dansescenens marathon-forestilling den 1. marts, hvor de bedste dansere og koreografer fra hovedstaden havde sammensat et program af deres bedste værker fra de seneste sæsoner eller helt nye smagsprøver på fremtidige forestillinger. Man blev svært fornøjet ved at se, hvor vidt dansescenen favner i dag.
Det gælder også den etniske sammensætning: Dansen er virkelig ikke noget reservat for 20.-generations danskere. Der er frisk luft og internationalt gennemtræk, med udenlandske koreografer, en britisk slam-poet (MC Jabber) og en lang række dansere, der har vist vort land den tillid at bosætte sig her og give os del i deres fysiske og psykiske overskud. Det er om at sætte pris på denne generøse enklave i kunstens univers, før den kulturfjendske regering slår til med de næste sparerunder. Og før kunstnerne opgiver ævred af bare mismod over de signaler, der siger dem, at de i bund og grund er uønskede.
Det gælder derfor for danseverdenen om at få kulturpingerne med, og om at gå lidt mere ud på gader og stræder med deres talenter. Ny dans skal ikke være kult, men en kulturnødvendighed. For der er nok at glæde sig over, fra kvinder med rengøringsvanvid og hidsigt-cyklamen- gummihandsker (Woo Co. i Housework) over Maxine Rogers’ cabaretudstilling af det løstflagrende kød i en monolog om naturens magt af Kamilla Wargo Brekling til Ari og Hagit Rosenzweigs version af polka i termotøj. Der er Kitt Johnsons overjordiske udgave af butoh-kulturen, Sara Gebrans perverse pigedukker og Tim Rushtons beat-poetiske skyggeland.

Dans til debat
Der er mange flere – og med »Marathon 2002« har vi ikke engang set de fynske og de jyske koreografer og dansere. Det eneste, vi mangler, er, at de samlet gør sig mere synlige og at de sørger for, at der kommer nye tilskuergenerationer. Eller endnu bedre: Nye generationer, der danser selv. Herom går debatten i det seneste nummer af tidsskriftet Teater 1, (februar 2002), der ivrigt går ind for mere dans i skolerne.
Redaktørerne Christina Brøndsholm Andersen og Aline Storm skriver:
»Vi har i Danmark et dannelsesideal, der er blevet mere og mere fokuseret på at læse, skrive og regne.«
Dansescenens leder, Louise Seibæk, peger på de dokumenterede fine resultater, man har opnået med dans i undervisningen:
»På skoler med mange sprog og mange børn af anden etnisk herkomst har danseprogrammerne en positiv effekt, også for de børn, der ikke er verbalt stærke og dygtige til at kommunikere sprogligt.«
Eksperimenter i tyske skoler viser, at dans (som naturligt er kædet sammen med musik) stimulerer alle mulige perceptionsevner hos små børn og hjælper deres indlæringsmuligheder i andre fag. Den ikke-kompetitive karakter ved dansen er også tiltalende for den, der ikke ønsker olympiadehysteri overført til de femåriges boldspil. Koreografen Ann Crosset siger det klogt:
»Dans fordrer på samme tid tolerance og selvrespekt... individualisme(n) ville få en tiltrængt modvægt i de bevægelsesoplevelser, man i dansen kunne have med andre mennesker.«

Dansen i skolen
Syddansk Universitet er et af de steder, hvor man med energi har taget dans op på idrætsstudiet, og Susanne Ravn udgav derfra sidste år bogen Med kroppen som materiale – dans i praksis. Et stort arbejde for at støtte bestræbelserne for mere dans i skolerne gøres af foreningen Dans i Uddannelse, der blev stiftet i 2000 og ledes af dansepioneren Cher Geutze (hjemmeside: www.dansiuddannelse.dk).
Hun må dog konstatere, at den nonverbale udtryksform endnu ikke indtager nogen rimelig plads i det danske undervisningssystem. Med Uppercut Danseteater har hun ellers siden 1996 undervist omkring 50 skoleklasser, hvoraf de fleste har medvirket i et 20-25-timers danseprojekt, skræddersyet til hver enkelt klasses behov og med input fra eleverne.
Titlerne på disse forløb antyder det vide spektrum, dansen byder på: Dans og Matematik, Krop & Sprog, Rum og Præpositioner, Handicappet & Anderledes og Regnskovsmennesker. Dansen byder på kom-som-du-er-oplevelser, og på en hurtigt mærkbar kompetenceudvikling. Mon ikke man også kunne inddrage forældrene til at bidrage med traditionelle danse, hvad enten traditionen er ’Den toppede høne’ eller Roma-dans? Så var man ude over gymnastiktimernes pinlige debatter om af- og påklædning.
I Storbritannien, hvor dans har en stabil plads i uddannelsessystemet, er tilskud til dansegruppernes forestillinger ofte betinget af, at disse indgår i skolernes arbejde. Der er stadig plads for et udviklingsarbejde i Danmark, der ville sikre et bedre fremtidigt publikum til dansescenen og et ægte, kreativt skolemiljø.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her