Læsetid: 2 min.

En humanitær Nobel-økonom

James Tobin, fadderen til afgiften af samme navn, er død i en alder af 84
15. marts 2002

BOSTON – Trods sin berømmelse, var nobelprismodtageren i økonomi, James Tobin, en bemærkelsesværdig venlig mand, der holdt sin dør åben for studerende på Yale University i New Haven, og journalister stadig interesseret i hans forslag fra 1972 om at pålægge spekulative valutatransaktioner en mindre afgift.
Dr. Tobin, 84, var akademisk og intellektuel aktiv, indtil han døde af et hjertetilfælde i mandags. Han skrev artikler og deltog i seminarer. I et interview med Information sidste år – da debatten om globalisering rasede i Danmark – forsvarede han energisk sin afgift, men langede ud efter ATTAC, som han anså for modstander af frihandel.
»Jeg mener, det er en fejltagelse at indkorporere mit forslag i et program, der vender sig imod globalisering.
En afgift på valutatransaktioner vil ikke løse de problemer, man peger på. Det vil heller ikke afkaste den indtægt, man håber at bruge til gode formål,« mente James Tobin.
Hans irritation var forståelig, thi forslaget om en afgift på valutatransaktioner kom til dagen under omstændigheder, som havde meget lidt at gøre med vor tids kritik af en nyliberal verdensøkonomisk dagsorden. Tobins idé blev undfanget i 1972, et år efter USA’s opgivelse af fastkurspolitikken under det 23 år gamle Bretton Woods-system.
Herefter trådte verden ind i et monetært system med flydende valutakurser domineret af tre stormagter – USA, Japan og Vesttyskland.
Det blev starten på international arbitragehandel, hvor banker lynhurtigt flytter kapital rundt i verden og tjener på marginale pris- og kursforskelle.
Som én af de første økonomer forstod Tobin, at mængden af valutatransaktioner ville overstige centralbankers reserver mangfoldige gange, og derved begrænse enkelte landes mulighed for at føre en selvstændig rentepolitik.
En afgift på kortvarige valutatransaktioner havde til formål lægge en dæmper på den spekulative dimension af de globale finansmarkeder og gengive landene monetær indflydelse.
»Hvis Argentina en dag vælger at kappe båndet til dollaren over, ville en Tobin-afgift hjælpe landet. Den ville beskytte Argentina mod kortfristede valutaspekulationer,« sagde han til Information.

Forebyggende afgift
At afgiften kunne forebygge finanskriser som i Sydøstasien i 1997-98, anså Tobin for en mulig positiv bivirkning, men det var ikke hovedformålet.
I den politiske debat blev dette aspekt og indtægter til gavn for udviklingsbistand derimod centralt, hvilket forklarer Tobins irritation.
Ikke fordi han var imod bistand. Tværtimod var Tobin en oplyst humanitær demokrat – en art, der er ved at uddø i den offentlige debat. Han tjente som rådgiver for præsident Kennedy og George McGovern, forskede i finanspolitiske tiltag, der kunne løfte amerikanere ud af fattigdom og udtrykte en intens interesse i den 3. Verdens problemer.
Men hans store fortjeneste skal søges i udvikling af økonomiske teorier, der ikke fik nær samme opmærksomhed – bortset fra Nobelprisen i 1981.
Sammen med Milton
Friedman, var Tobin den mest indflydelsesrige amerikanske økonom i anden halvdel af det 20. århundrede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her