Læsetid: 5 min.

Hvem vinder spillet?

Herning Kunstmuseum er i topform med biennalen Socle du Monde. Også selv om kataloget mangler kritisk stillingtagen til parløbet mellem kunst og erhvervsliv
7. marts 2002

Biennale
Med byens vanlige tæft for god forretning og god kunst har Herning Kunstmuseet slået dørene op for det hidtil mest ambitiøse samarbejde mellem kunst og erhvervsliv på dansk grund, biennalen Socle du Monde. I et par måneder op til åbningen har fem danske og seks udenlandske kunstnere under pæn mediebevågenhed været sluppet løs på 13 virksomheder på Herning-Brande-Ikast-egnen, hvor de i samspil med stedets ansatte har skabt et eller flere værker.
De danske deltagere består af kunstnersyndikatet Eyegoblack, der dækker over
Niels Bonde, Christian Lemmerz, Michael Kvium, Erik A. Frandsen og Marco Evaristti. Hver især har de inviteret en udenlandsk kunstner. Kunstnere har haft fuld kunstnerisk frihed, virksomhederne har til gengæld fået forkøbsret på værkerne.
Biennalen, der får sin ilddåb med denne satsning, vil om to år vende tilbage med temaet design og erhvervsliv, for igen om fire år at tage livtag med kunst og erhverv og så fremdeles på skift.

Trend og tradition
Det herningensiske forretningsliv har aldrig været berøringsangste over for kunsten, heller ikke den mere eksperimenterende af slagsen. Den lokale skjortefabrikant Aage Damgaard satte i 1960’erne Herning på kunstens internationale landkort. Han inviterede bl.a. den italienske kunstnerlort-på-dåse avantgardist Piero Manzoni til samarbejde i Herning, og det er hans fortjeneste, at byens kunstmuseum i dag kan bryste sig af verdens største Manzoni-samling. Som en cadeau til den fremsynede kooperation kunstneren og fabrikanten imellem har Manzonis skulptur Socle du Monde fra 1961, der står ved museets hovedindgang, lagt navn til biennalen.
Herning Kunstmuseum har med Socle du Monde igen fingeren på kunstscenens puls. I udlandet har man længe arbejdet med lignende strategier. Senest åbnede der på Deichtorhalle i Hamborg den i det mindste på papiret stort tænkte og anlagte udstilling »Art and Economy« med deltagelse af internationale hot shots som Andreas Gursky, Louise Lawler,
Öyvind Fahlström og Hans-Peter Feldmann, der kan ses frem til juni.
Herhjemme er vi så småt ved at følge trop. Ud over kunstmuseet i Herning har Vestsjællands Kunstmuseum i efteråret markeret sig med udstillingen »Visionindustri«, hvor Demokratisk
Innovation ved Kent Hansen var primus motor for SUPERFLEX’, N55’s og Joachim Hamous samarbejde med de vestsjællandske virksomheder LK og Basta. »Visionsindustri« var mere politisk og socialt lagt an end Socle du Monde. Her gjaldt det om at forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne, og hovedpointen med den afsluttende udstilling var at dokumentere processen.
På godt og ondt er Socle du Monde mere fokuseret på det færdige værk. Godt er det, at den udstillingsmæssige dimension er mere medtænkt i projektet. Og lad det med det samme være sagt, at kunsten er af international kaliber.
Mindre godt er det, at vi som museumsgæster står tilbage med en række ubesvarede spørgsmål om, hvilke overvejelser de medvirkende parter har gjort sig før, under og efter samarbejdet.

Æggende kunst
Forbløffende mange biennalegængere på Herning Kunstmuseum modstår fristelsen til at smide et æg på Christian Lemmerz’ pande. Kunstneren inviterer ellers selv til det i installationen Spejlæg, hvor han med et enkelt og utvungent greb sætter makkerskabet mellem kunst og erhvervsliv på spidsen. Installationen består af et opfotograferet portræt af Lemmerz selv og et af Per V. Møller, administrerende direktør for fjerkrægiganten Rose
Poultry. Foran ligger en række æg, tilskueren frit kan benytte sig af til at fælde dom over kunstens og kapitalens parløb. Eller måske bare nyde den grundlæggende tilfredsstillelse det er (tro mig) at fyre en hvidgul fuldtræffer af sted.
Som Lemmerz reflekterer næsten alle kunstnerne med både bekræftende humor og ironisk distance over det samarbejde, værkerne er et resultat af. Michael Kvium fremstillede under sit ophold på Egetæpper drengerøvstæppet Art Ghost, hvor en uartig Miss Hollywood sidder på jordkloden med trussen nede om knæhaserne. Det kan både ses som kommentar til kunstnerens mulige selvprostitution i kommercialismens navn og som en kunsthistorisk gestus til Manzonis Socle du Monde og dermed også til biennalen selv.
Knap så sexet, men også tankevækkende, er Niels Bondes The Opening, der påpeger forskellen mellem kommunikationen i erhvervslivet og kunstverdenen med et diagram, et såkaldt flow chart, over ferniseringens netværksstruktur.
Hvorvidt de deltagende kunstnere har grinet hele vejen til banken, melder udstillingen ikke noget om. Men den bulgarske kunstner Nedko Solakov havde i hvert fald megen spas ud af Ringkjøbing Landbanks Herning-afdeling i det døgn, han gæstede Danmark.

Kontant afregning
Videoen The Deal starter med, at museumsdirektør Holger Reenberg giver Solakov 1000 kroner. Sammen med markedsføringschefen fra Handels- og IngeniørHøjskolen i Herning og fire studerende går Solakov ind i den lokale bank og veksler sin startkapital til dollar. Derefter går de ud af banken og ind igen for at veksle pengene tilbage til kroner, for derpå at omveksle til euro, dollars og så videre, indtil iværksætterydelsen er ædt op af kursforskelle og vekselgebyrer, og sølle 17 kroner ligger tilbage. De er nu udstillet i glasmontre på museet og sætter bytteforholdet mellem kunst og penge til debat. Hvor meget kunst får man for pengene, og hvor mange penge får man for kunsten?

Ukritisk jubelkor
Traditionel sponsorvirksomhed og bestillingsarbejder er inden for de sidste år blevet afløst af mere uoverskuelige og komplekse kontraktforhold. Forretningsverdenen forlanger kort sagt modydelser, der spænder fra inspiration til nye arbejds- og produktionsformer over produktudvikling til pr-værdi. For kunstnere kan det ud over økonomisk vinding være
appellerende at virke i nye sociale rum. Mange forskellige interesser er på spil.
Også på Socle du Monde, hvor hele fire spillere med hvert deres mål er på banen: kunstnerne, virksomhederne, museet og publikum. Jeg savner derfor, at kataloget mere udførligt præsenterer de konkrete forløb og analytisk udreder projekternes økonomiske, sociale og æstetiske dimensioner.
Kataloget diverterer i stedet med en dynge citater fra erhvervsledere (hvorfor kun dem?) og kunstnere, der enstemmigt henrykkes over denne »Alle er glade. Det er en win-win situation«, som Niels Bonde formulerer det. Begejstringen vil ingen ende tage. Desværre. For biennalen rejser en række topaktuelle kulturpolitiske problemstillinger om kunsten på markedsbetingelser og om kunstens præg på markedet, som bortset fra et kyndigt historisk tilbageblik fortaber sig i jubelkoret.
Kunst- og erhvervspolitik er ikke længere blot et spørgsmål om at trække kantinekunst fra i skat og automatisk takke ja til ærværdige erhvervsspidsers donationer. Det er utidssvarende i forhold til de konkrete initiativer på feltet, der nok gør det mere mudret, men også langt mere vitalt, hvilket Socle du Monde med sprudlende overskud demonstrerer til fulde. Den forrige regering havde visioner og rundhåndethed på området. Hvor står den nuværende?
Katalogsvipseren rokker altså ikke ved, at Herning Kunstmuseum med Socle du Monde har lanceret en biennale, der ad åre kan gå hen og rykke op i den internationale liga.

*Medvirkende kunstnere og virksomheder: Francesco Simeti/AV Form, Belu-Simion Fainaru/Bestseller & Bonus Energy, Michael Kvium/ Egetæpper, Marco Evaristti/ Kvik Holding & Konkret, Renato Dib/ Martin Pedersens Strømpefabrik, Niels Bond/MidtFactoring, Erik A. Frandsen/Montana, Stephanie Dinkins/Sanita, Luis Vidal/ Teko Center Danmark, Christian Lemmerz/ Rose Poultry, Nedko Solakov/Handels- og IngerniørHøjskolen

*Socle du Monde. Herning Kunstmuseum. Birk Centerpark 3, 7400 Herning. Ti.-sø. 12-17. Ill. katalog 100 kr. Til 2. jun. 2002. www.socledumonde.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu