Læsetid: 4 min.

Ibsen lever igen

Genopvakt Ibsen: Peter Langdals fremragende iscenesættelse af ’Når vi døde vågner’ er et helt mirakel
21. marts 2002

Teater
Henrik Ibsens sidste stykke, Når vi døde vågner er en digters tragiske testamente. Den stenhårde domsafsigelse over digterens eget liv. Her er en opgørelse over kunstnerlivets pris, den urealiserede længsel efter livet, hans forbrug af menneskene og ikke mindst kvinderne omkring ham, hvad enten der er tale om hustruen eller musen. Det er også en selvransagelse af eget overmod. Egentlig er denne dramatiske epilog vel slet ikke at betragte som et stykke for scenen, når man læser det. Man forskrækkes over den temmelig højspændte, ja næsten hysteriske tone, der præger den del af Ibsens dramatik, da han forlod realismen for at gå ind i symbolismens tungt tågede landskaber. Uhåndterligt abstrakt, uvirkeligt, forekommer det. Spillet blot to gange herhjemme. Og næsten ikke til at forestille sig på en scene i dag.
Men her tager Peter Langdal sgu godt nok røven på sin skeptiske tilskuer, ved et genialt dramaturgisk greb, der faktisk vækker denne lidet spillede Ibsen-tekst fra de døde poesiers klub. Han omplanter ganske enkelt hele handlingen til et lydisoleret studie. Lignelsen er ikke til at tage fejl af: Her hersker virkelig den ejendommelige stilhed, som den verdensberømte billedhugger, Ibsens kritiske og forherligende selvportræt, og hans unge hustru taler om i de indledende passager. Rummet er sterilt og dødt, verden og livet er lukket ude. Langdal får en gang for alle gjort opmærksom på, at denne drømmende tekst ikke er realisme og ikke skal opfattes som sådan. De dramatiske postulater får en helt anden acceptabel karakter. Og med sin dobbeltstrategi, der præsenterer Ibsens tekst som fiktion i fiktionen, kan Langdal fermt skrue op og ned for den gamle dovregubbes skingre toner, få de uspillelige passager ned på jorden, kommentere ham og selv bestemme, hvornår der skal sættes fuldt blus på den selvforglemmende følelseslavine.

Klar til optagelse
Tom Jensens krøllede radiotekniker læser dramatikerens omhyggelige regibemærkninger op før hver akt og melder klar til optagelse.
Og skuespillerne leger sig ind på Ibsen med rollehæfterne i hånden, i deres eget tøj, mellem mikrofoner, madpakker og termokander. De ironiserer drilsk over Ibsens sprog, bemærker hinandens forskellige udtalelse af ordene. Og langsomt tager Ibsens figurer så over, så vi får det fuldt udfoldede drama med hele passionen for fuldt sneskred, også i Karin Betz’ scenografi, der pludselig åbenbarer de iskolde bjergtinder.
Langdal har heldigvis forstået, at skal teksten have en chance, så må publikum umiddelbart føle, hvad disse mennesker på scenen, fornemmer, tænker og siger. Ud med den højtideligheden og den hult klingende patos, ind med en anden form for moderne alvor i de afgørende scener, der gør dette til en sag om liv og død. Selv om pointen er, at de levende aldrig har levet.
Den ulidelige horror vacui, der kendetegner nogle af Langdals iscenesættelser, er erstattet af en legende iderigdom, der holder sin tilskuer på kanten af sædet. Frækheden i de pointe-ladede detaljer er overvældende, skuespillerne vidunderligt frisatte, hvad enten de afslappet koketterer med formen eller spiller dramaet ud med størst mulig virkning, så det ikke blot bliver kunstnerens følelsesmæssige undladelsessynder, men vores alle sammens, der er på spil.

Formidabel kvintet
Uden en formidabel kvintet af skuespillere, der kan selv, var det måske slet ikke gået. I denne ramme fungerer Langdals interskandinaviske samarbejdsprojekt som en fornøjelse, der på ingen måde forstyrrer. Vidunderligt er det faktisk at se to så imponerende tilstedeværende aktører som norske Nils Ole Oftebro og svenske Johan Rabaeus i lydefrit samspil med deres danske kolleger. Her er tale om skuespilkunst af højeste karat.
I den centrale rolles som dead man walking er Oftebros resignerede bitterhed formidabel. Hans sarkasmer og grumheder er bidende, hans ulykke åben, anskuelig og forfærdelig. En kunstner af format, det tror vi gerne. Men også en livsløgner af rang. En iskold menneskeforbruger. En kæmpe egoist. Og Sofie Gråbøl er hans kone – en sød, ung, levende kvinde, som han efterhånden er led og ked af, og som meget forståeligt hellere vil gå til fjelds med Johan Rabaeus’ svedne og charmerende bjørnejæger.
Langdal beretter selv i programmet, at han vil placere kvinderne mere centralt i historien, og derfor har han besat partierne med danskere. Men Gråbøl forstår selv at spille sig frem til omtrent at gøre den rastløse og vragede Maja til en hovedperson, skønt hun egentlig ikke er det. Så begavet, så morsom, så moderne, så varieret, så naturligt præcis er hendes replikkunst. Den sværeste opgave har Ann-Mari Max Hansen som den genopdukkede muse, den misbrugte inspiration bag billedhuggerens hovedværk. En hævnens gudinde og blegt lysende dødsengel, som klogt spilles på alle tangenter med Max Hansens sikre evne for det eksalterede og bundneurotiske. Et levende psykiatrisk tilfælde i pendulfart mellem gråd og latter, snarere end det søvngængeragtige, kropumulige symbol, hun ellers kunne have været forblevet.
Jo, Langdal og resten af holdet tager stikket hjem på landets bedste teater. En stor satsning, en svær tekst mirakuløst forløst. Så spillevende kan Ibsen altså være. Også når han altså er allermest død.

*Når vi døde vågner. Skuespil af Henrik Ibsen. Oversæt. og bearb.: Peter Langdal og Kitte Wagner. Iscen.: Peter Langdal. Scen.: Karin Betz. Lys: Torben Lendorph. Betty Nansen Teatret. Til 27. apr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her