Læsetid: 6 min.

’Ingen æstetik uden dom’

Erik Skyum-Nielsens dagbladskritik er lærerig og også ganske underholdende
14. marts 2002

Ny bog
Det er med let blandede følelser, man tager hul på Ordet fanger, som er et murstenstykt (604 sider brutto) udvalg af Erik Skyum-Nielsens anmeldelser i Information 1978-2001. De blandede følelser bliver til bange anelser, når man erfarer at denne udgivelses anledning er forfatterens 50-års fødselsdag. Med al respekt for personlige festdage skal offentlige bogudgivelser nu engang helst kunne retfærdiggøre sig selv gennem deres indhold. Nok er Skyum noget særligt, men over et halvt tusind sider dagbladskritik i form af småtekster?
Det er ganske vist irriterende at få sine fordomme gjort til skamme, men jeg bliver nødt til at indrømme, at læsningen og genlæsningen af Skyums mange anmeldelser hensatte mig i stor og stigende begejstring. Fraset en skønhedsplet eller halvanden er der ingen tvivl om, at denne udgivelse så rigeligt lader sig retfærdiggøre af sine egne kvaliteter – og det i en grad, så vi nødig skulle have været den foruden, fødselsdag eller ej.
Bogen er vigtig af to grunde. Den ene er, at den tegner et nuanceret og – genren taget i betragtning – forbløffende præcist kort over dansk litteratur i den periode den dækker. I kraft af et udførligt navne- og titelregister har bogen som litteraturhistorisk opslagsværk mange forskellige indgangsmuligheder, og der findes pt. intet, der i hverken bredde eller dybde i forhold til perioden kommer op på siden af den.
Den anden grund er, at bogen overbevisende demonstrerer, hvad litteraturkritik skal kunne og ville. Læst ved siden af hinanden får denne samlings dagbladsanmeldelser næsten karakter af en manual, af en eksemplarisk lærebog i litteraturkritik. Uden at møde en eneste litteraturkritisk programerklæring forstår man gennem læsningen, både hvorfor den seriøse kritik er en uundværlig del af den seriøse litteratur, og hvor stor forskel der er på god og dårlig litteraturkritik.
Hver af de to grunde havde for så vidt været tilstrækkelig til at berettige denne udgivelse. Men den sidste er klart den vigtigste, for på dette felt er bogen i bogstaveligste forstand enestående.

Kritikkens faldgruber
Vi kender dem jo godt, de kritikertyper, der florerer, og som allesammen på hver sin måde rammer ved siden af. En gennemgående midterskilning deler mellem til den ene side puerilt meningsmageri, og til den anden leflende mikrofonholden. Herovenpå blandes så en række typer såsom Generationsejeren (der ser sig som repræsentant og gerne opfinder af en bestemt litterær generation), den Selvsvingende Litterat (der primært promenerer sin litterære metaviden), den Ideologisk-moralske Overdommer (der mener at have direkte adgang til facitlisten for hvor godt, skønt og sandt løber sammen) og den Mediehorende Narcissist (der primært anmelder sig selv igen og igen).
Skyum inkarnerer ingen af disse typer – end ikke glimtvis. Og det skønt han bestemt både har holdninger, lader digtningen komme til orde, generationsinddeler, sætter i litterært perspektiv, har sine moralske og litteraturideologiske idiosynkrasier og ikke nødvendigvis holder sig selv tilbage. Men hvori består da den særlige kvalitet af hans arbejde?

Skyums styrke
Skyums styrke hviler selvfølgelig på mere end én søjle. Først og fremmest er han en fremragende tekstanalytiker. Netop ’analytiker’ og ikke ’fortolker’: Som få går Skyum altid ind i en tekst og undersøger, hvad man kunne kalde dens indre afstande: måler forskellene på dens stemmelejer, placerer dens intonationer, ser på hvordan den variererer distancen til sit stof, hvorledes den konstruerer sine egne udsigepositioner – kort sagt: begriber teksten i dens modsigelsesfyldte enhed af formen og form. For det andet skriver Skyum djævleblændt godt: ukrukket, præcist og med lige akkurat den emfase på sin egen form, der gør skriften på den ene side upåfaldende nok til at lade indholdsbestræbelsen træde i forgrunden, og på den anden side påfaldende nok til at fremstå som prægnant.
Men alt dette er ikke hemmeligheden bag kvaliteten af Skyums kritik, selv om det i sig selv er bemærkelsesværdigt, at man næppe møder hverken en sjusket læsning eller en mislykket formulering.
Nej, Skyums hemmelighed er hans præcise forståelse af smagsdommens betydning og placering. Den æstetiske dom her i dens klassiske modsigelsesfyldte forstand: fremsat som en personlig vurdering, men med henblik på og i appel til en objektiv kvalitetsskala, vel vidende at en sådan netop kun findes som forestilling, som resonansrum for den subjektive vurdering. I denne konstruktion hæver Skyum som kritiker da sin subjektivitet op på en slags repræsentativt niveau.
Det er en professionel æstetisk dom, han fælder, en dom så at sige på vegne af en almengjort subjektivitet med henblik på litteraturen som sådan. Alt dette kan lyde indviklet, men resultatet af det er lige så enkelt, som det er smukt:
Det indebærer frem for alt en forpligtelse til, at enhver anmeldelse, selv den mest afstandtagende, lader også værket komme til orde. Det indebærer, at alle domme fældes på baggrund af en omhyggelig og loyal analytisk beskrivelse, og at smagsdommen således gør sin egen karakter af netop dom åbenlys – og dermed tilgængelig for korrektion, diskussion og modsigelse. Det er derfor, der er luft i Skyums anmeldelser: plads til at man kan forstå hans præmisser og mulighed for, at man på den baggrund selv kan drage de samme værdimæssige slutninger eller nogle helt andre. Dommen er på én gang altid knusende og endelig, afsendt oppefra – og så alligevel fragil, begrundet nedefra, til diskussion.
»Ingen æstetik uden dom.« Denne mekanisme og den aldrig svigtende respekt for den er kernen i Erik Skyum-Nielsens litteraturkritiske arbejde. Det er også der igennem Ordet fanger har sin blivende værdi. For selv om den enkelte anmeldelse altid er skrevet i en bestemt nutid, og de respektive domme derfor åbenlyst er produkter af netop dét øjeblik, er der intet outdated over disse tekster. I kraft af de enkelte anmeldelsers indre rummelighed og skarpe analyser rejser de hver for sig deres omhyggelige forhold mellem tekst og dom blot et andet sted, i en anden tids landskab. Og de er ligefuldt til at blive kloge af, uenige med – og lære litteraturkritisk etos af.
Ud over det lærerige er det faktisk også ganske underholdende. Og indimellem tillige morsomt. Selv om man normalt ikke sidder og hulker af grin over Skyums anmeldelser – dertil er hans alvor og ubestikkelighed over for opgaven for stor – så er det svært ikke at trække på smilebåndet når han i forbindelse med citatet af en lyrikers uhæmmede brug af klichédrivende bogstavrim tørt fortsætter: »Her kan ingen læser klage over mangel på f’er. Fådanne digte burde i grunden fættef med gotifk fkrift«.
Er der således absolut intet at sige Skyums tekster på, endsige udvalget af dem, så er der et uskønt aber dabei ved udgivelsen som helhed.

Skønhedsplet
Det gælder først og fremmest indledningen af den norske litteraturkritiker Øystein Rottem. Ikke fordi man kan være specielt uenig med dens vældig venlige beskrivelse af Skyums litteraturkritiske virke. Den virker bare temmelig ilde anbragt, som en slags festtale eller en anmeldelse af bogen placeret i selve bogen – kort sagt som en foregribende indordning af læserens mening om den bog, han nu skal til at læse.
Den slags er fjernt fra Skyums stil og har desuden en tendens til at virke mod hensigten. Endelig afsluttes bogen med et længere interview af Skyum, forestået af bogens redaktør, Christian Lund (der i øvrigt skal have ug for udvalget, og ikke mindst for at have turdet gøre det så voluminøst). Interviewet i sig selv er forbilledligt – korte, præcise spørgsmål, lange svar. Men også dette kommer let til at virke som en pegepindsagtig og ret overflødig udlægning af de tekster og det virke, der er denne bogs hovedindhold og grundlæggende eksistensberettigelse.
Disse små skæverter skyldes sikkert et velment ønske om at markere selve den runde fødselsdag. De kan så passende udelades i et senere oplag, eksempelvis i en højst oplagt paperback- eller bogklub-udgave. For fødselsdag eller ej: et virkes reneste hyldest må være den, værket selv afsætter. Og værket, som det her samlet fremtræder, gør det indlysende, at Erik Skyum-Nielsen er ikke bare sin generations, men også sin tids betydeligste danske litteraturkritiker.
Det kunne man såmænd godt ønske tillykke med – og det endda på litteraturens vegne.

*Erik Skyum-Nielsen: Ordet fanger. Redigeret af Christian Lund. 604 s., 299 kr. Gad. Udkommer i dag

*Morten Kyndrup er professor, dr. phil. ved Institut for Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her