Læsetid: 5 min.

Israels lille lobby i USA

Modsat gængs opfattelse repræsenterer ’den jødiske lobby’ ikke et flertal af amerikanske jøders holding til konflikten i Mellemøsten. Men Bush lytter alligevel
14. marts 2002

I disse dage er det ikke usædvanligt at støde ind i progressive jødiske intellektuelle i USA og høre dem skælde Yasser Arafat huden fuld. Efter at den palæstinensiske leder afviste et fredsforlig med Ehud Baraks arbejderregering i sommeren 2000 – mæglet af præsident Bill Clinton – har han været en enorm upopulær skikkelse i disse jødiske kredse.
Hvorfor tog Arafat ikke imod tilbuddet om at dele Jerusalem med Israel? Troede Arafat virkelig, at Israel nogensinde ville lade sig overtale til at lade alle palæstinensiske flygtninge fra 1948 vende tilbage til deres land? Nej, siger amerikanske jødiske intellektuelle, det er en letkøbt illusion. Og det ved Arafat. Hans endemål må derfor være at fordrive jøderne fra Palæstina.
Samtidig hører man også disse amerikanere fordømme Ariel Sharon og de højrereligiøse partier. Især går det dem på, at Sharon-regeringen ikke alene har fortsat tidligere arbejdsregeringers bosættelsespolitik i Gaza og på Vestbredden. Den har endda givet grønt lys til at ekspandere jødiske bosættelser i de palæstinensiske territorier.
Modsat den arabiske opinions opfattelse repræsenterer ovennævnte holdning faktisk et flertal af amerikanske jøders syn på Mellemøst-konflikten. Ifølge en meningsmåling i oktober 2001 mener 73 procent af seks mio. amerikanske jøder, at det er i Israels interesse, at USA’s regering virker som mægler i konflikten, skønt det kan føre til uenighed mellem Washington og Jerusalem.
»De fleste amerikanske jøder stemmer for Oslo-aftalen. Problemet er, at høgene i den jødiske befolkning går langt mere op i Israel end duerne gør. Progressive jøder giver tilsagn om støtte til f.eks. miljø. Konservative jøder støtter udelukkende jødiske sager,« siger J.J. Goldberg, redaktør for bladet Forward, til magasinet The American Prospect.
Næppe overraskende bliver resultatet, at nogle få meget aktive og konservative jødiske lobbygrupper er i stand til at øve mere indflydelse på USA’s Mellemøstpolitik end deres medlemstal berettiger, forklarede journalisten Michael Massing i en artikel i Los Angeles Times fornylig. Han identificerer to organisationer: The Conference of Presidents of Major American Jewish Organizations i New York og The American Israel Public Affairs Committee (AIPAC), der har hovedkvarter nær Kongressen i Washington.
The Conference har kun seks fuldtidsansatte. Til gengæld sidder repræsentanter for 51 jødiske organisationer i bestyrelsen. Det afgørende er, at et flertal af bestyrelsen repræsenterer konservative organisationer, som historisk set har været mere positivt stemt overfor Likud end arbejderpartiet.
Det Hvide Hus lytter til The Conferences mening, uagtet hvem tovholderen er. Siden 11. september har præsident George W. Bush været lutter øren, når paraplyorganisationens direktør Malcolm Hoenlein sammenligner palæstinensisk terrorisme med al-Qaedas aktioner mod civile i USA, når han fraråder afvejet amerikansk mægling mellem de to stridende parter (som i Clinton-tiden) eller kalder det nylige saudiarabiske fredsinitiativ for ny etikette på gammel vin.
Den anden organisation er en decideret lobbygruppe med 160 medarbejdere, som har til opgave at vinde indflydelse blandt demokrater og republikanere i Kongressen. AIPAC’s 46 mand store bestyrelse giver mere end tre mio. dollar i bidrag til kongresmedlemmer hvert år. Her skal forklaringen på den sparsomme kritik i Kongressen af Sharon-regeringens brutale fremfærd mod civile palæstinensere i de sidste måneder findes.

Organisationer, der reflekterer et bredere spektrum af jødiske meninger i USA, vejer ikke nær så tungt. Den vigtigste hedder Israel Policy Forum og blev dannet med finansiel bistand fra Hollywood-baronerne David Geffen og Norman Lear i 1993. Da præsident Bush sidste efterår udtalte sin støtte til en palæstinensisk stat og udnævnte pensionerede general Anthony Zinni til sin særlige udsending i Mellemøsten blev han rost af 50 jødiske ledere knyttet til Israel Policy Forum.
Sidenhen har USA imidlertid holdt sig på behørig afstand af den israelsk-palæstinensiske krig. Zinni har været to gange i regionen, men er vendt resultatløs tilbage til Washington, fordi hans mandat fra Bush har været så pro-Sharon og så tandløst, at chancen for en våbenhvile og genoptagelse af fredsforhandlinger er minimal.
De sidste to ugers ekskalering af konflikten til en regulær krig har nu overtalt Bush til at sende general Zinni tilbage, men hvilket mandat han er udstyret med vides ikke præcist.
»Det er ikke nok at overtale de stridende parter til at indgå en 48 timer lang våbenhvile. USA skal lægge mere pres på Sharon. Det betvivler jeg vil ske. Hidtil har Bush været uvillig til at engagere sig direkte. Uden det skal vi ikke forvente noget positivt resultat,« siger Judith Kipper fra Council of Foreign Relations til Information.
Zinni er en pensioneret general besmykket med fire stjerner fra marineinfanteriet. Fra sit arbejde under Golf-krigen i 1990-91 har han nøje kendskab til Mellemøsten og gode personlige kontakter til arabiske ledere.
»Indsigt og diplomatisk talent skorter det ikke på,« mener Judith Kipper.
Men uden et mandat til at tvinge armen om på Sharon-regeringen vil hans bestræbelser efter alt at dømme blive mødt med skepsis og måske fjendtlighed af Arafat og den palæstinensiske befolkning.
»Bilder nogen virkelig sig ind, at israelerne vil sige nej, hvis denne enorme supermagt – som befaler overalt på planeten – begynder at giver dem ordrer,« sagde Arafat i et interview med Boston Globe i går.

Om vedtagelsen af en historisk resolution i Sikkerhedsrådet natten til onsdag vil ændre Bush’ politik er på nuværende tidspunkt uklart. Resolutionen støtter dannelsen af en palæstinensisk stat og opfordrer Israel og selvstyret til at acceptere udstationering af internationale observatører til overvågning af en våbenhvile. Det egentlige gennembrud her er, at USA erklærer sig villig til at stille med soldater.
Fra et arabisk og palæstinensisk synspunkt forekommer det, at Bush kun opper sig, når det kan bidrage til USA’s krig mod international terrorisme. I efteråret gav udenrigsminister Colin Powell en tale om Mellemøsten, da USA rykkede ind i Afganistan. Nu er vicepræsident Richard Cheney i regionen for at overtale arabiske allierede til at danne samlet front mod Irak og håber, at general Zinnis pendulfart mellem Sharon og Arafat vil demonstrere USA’s ædle hensigter.
Måske bringer generalen noget nyt med sig. Ellers kan man næppe bebrejde den arabiske opinion for at skyde skylden på den »jødiske lobby« – et højrøstet mindretal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu