Læsetid: 2 min.

Jan Groth befriede stregen

En retrospektiv udstilling af Jan Groth, som i sin kunst afprøver de yderste grænser for det individuelle tegns udtryksmuligheder
26. marts 2002

Udstilling
I 70’erne og 80’erne spillede stregen en stor rolle. Den var en del af minimalismen, men samtidig med dybe rødder i det enkelte menneskes sansning og håndskrift. Hos Rückriem ligger den som sitrende brud i stenen og hos Eva Hesse bliver den til organiske vækster, men også malerne bevæger sig ud i rummet og hos Barnett Newman og Cy Twombley bliver stregen til lodrette punkteringer af rummet.
Væveren og tegneren Groth var således ikke alene, da han i 80’erne parallelt med sin øvrige produktion begyndte at arbejde med skulptur. Han befriede stregen.
Groth begyndte som maler og debuterede på Charlottenborgs Efterårsudstilling i 1958, men fra 1960 foretrak han de muligheder, der lå i gobelinvævningen.
Takket være et kompagniskab med væveren Benedikte Groth, hendes faglige talent og indlevelse i hans detaljerede forlæg, er vævningen blevet hans fornemste medium. Men parallelt hermed eksisterer et meget omfangsrigt værk af frie og meget personlig sort fedtstift-tegninger og dertil kommer, siden 1988, en række bronzeskulpturer.

Stregen som skulptur
Egentlig var og er Groths streg eller tegn, altid i tre dimensioner uanset materialet takket være linjens stadige vekslen mellem stoflig insisteren og sarthed.
Hvad skulpturerne angår var begyndelsen en scenografisk opgave til det norske Henie-Onstad Kunstsenters 20 års fødselsdag. Dagen skulle fejres med en festforestilling, Ifigenia, ballet, teater og musik af Xenakis.
Groth skitserede et scenerum med flere vægge og forkede grene som rekvisitter, der lænede sig, blev båret eller lå i dynger; men Xenakis sprang fra og projektet blev opgivet.
»Det blev,« skriver den norske museumsinspektør Karin Hellansjø i sin fremragende monografi om kunstneren: »den nyfødte, tredimensionale stregs kamp for livets ret,« og hun drager paralleller mellem Groths konsekvens, knaphed og koncentration og Samuel Becketts forfatterskab. Hos Groth består absurditeten i hans evige forsøg på ved reduktion af stregen, linjen, staven at give visuel form til det, som er absolut og endeligt og derfor uudsigeligt.

Ideel baggrund
For tiden kan man i en retrospektiv udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum følge væksten af Groths kunst fra 1960’erne til i dag. Og det jyske Kunstmuseums højloftede sale og skiftende lys er den ideelle baggrund for de store gobeliner og de to-tre meter høje bronze- skulpturer. Lænede mod væggen står de med deres bløde konturer og strenge forløb modelleret med voks omkring en stålstang, hviskende som form, men dristige i deres spinkle spændthed. For japanerne, som ikke har brug for vesterlandsk metafysik og symboler repræsenterer Groths kunst begrebet »Ma«, som er den højeste ro.
Det er en meget smuk udstilling.

*Tegn. Jan Groths kunst: Tegninger – gobeliner – skulptur. Nordjyllands Kunstmuseum, Aalborg. Daglig kl. 10-17, mandag lukket. Til 7. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har tit tænkt på min gamle malerkammerat Jan Groth - forhenværende balletdanser, dengang på øvelse i tegningens svære kunst. Dette foregik på Statens Museum for Kunst , ca. 1956 - 57. Han kunne virkelig ikke tegne , ej heller male - og det vidste han særdeles godt. Det kunne jeg til gengæld, men jeg havde ikke hans spidse albuer, og blev noget så mærkværdigt som sygeplejerske - for at have noget at leve af. Jeg var bl. a. elev af Mogens Andersen - en fantastisk lærer, og Preben Hornung, som jeg slet ikke harmonerede med. Han var en lille pukkelrygget mandschauvenist - med et langt og svirrende spanskrør. Vi blev hurtigt uvenner.
Det er jo gået den feminine Jan særdeles godt, men jeg kan ikke se, at han er kommet et skridt videre end dengang. Han kan stadigvæk ikke. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ham om, hvordan man bærer sig ad med at putte blår i øjnene på en hel verden. Han må virkelig kunne nogle promotionsteknikker så det batter, men han har jo også kunnet koncentrere sig om det at male o.s.v., da han sandsynligvis ikke har stiftett familie - selvom han giftede sig med en væverske.
Jeg selv er først for nylig holdt op med at være sygeplejerske, og alle vore 4 børn er heldigvis for længst voksne - så pas på: jeg er efter 45 års pause begyndt at kratte lidt på lærredet igen.Mærkværdigvis er jeg kommet lysår videre end i min pure ungdom, uden at røre en finger, men i mine tanker har jeg nok alligevel altid beskæftiget mig med den - for mig - så længe tabte verden.
Det jeg vil med dette "brev", er at få kontakt med Jan - så jeg kan grine lidt af ham. Andet vil jeg såmænd ikke. Det kunne virkelig være morsomt, men måske lidt beskæmmende for ham, når jeg begynder at pille ham ned. Men måske kan han ikke engang huske mig? Forøvrigt gik han vist hos Erling Frederiksen.

Hilsen
Anne Grejsen
Pottemagerbakken 3
3400 Hillerød.