Globalt
For nylig ringede Mette Frederiksens farfar til hende og brokkede sig. Han var vred over at gå glip af den viden, der ligger gemt i internettets krinkelkroge.Efter en dokumentar-udsendelse i tv står der ofte på skærmen: »Vil du vide mere? Se www....« Det var volapyk for ham, og han syntes, det var urimeligt, at han var afskåret fra at få del i denne ekstra viden.
»Nå«, sagde Mette Frederiksen til ham. »Hvis det ærgrer dig så meget, synes jeg, at du skal gå på biblioteket og tage et internet-kursus.«
Hun ved godt, at historien om farfaren er at sætte tingene en smule på spidsen. Men historien er skam sandfærdig, forsikrer hun, og hun mener sådan set, hvad hun sagde.
»Jeg kan som politiker og barnebarn vælge at sige, ja du har ret, det er noget værre noget med det der internet, alle danskere bør melde sig kollektivt ud, fordi du ikke har adgang til det. Eller jeg kan sige: Når du er klar nok i hovedet til at ringe og brokke dig, er du også frisk nok til at gå ned på biblioteket og få lært internettet at kende. Jeg har som politiker en forpligtelse til at sørge for, at alle har billig adgang til internet, for eksempel ved at indføre bredbånd, men den enkelte må sørge for at få kendskab til nettet.«
Den globale ramme
Er der ikke noget, der tyder på, at en del mennesker er så utrygge ved globaliseringen, at de helst vil være fri for for eksempel at tage internet-kurser?
»Det er ikke min opgave som politiker at gøre folk trygge. Man kan ikke drive politik efter, hvad folk måtte synes er interessant, eller hvad folk måtte kunne rumme. Jeg er bundet til at lave politik efter, hvordan verden ser ud, og de væsentligste udfordringer ligger på globalt og europæisk plan, fordi der er en række globale faktorer, der har indflydelse på vores hverdag. Man nævner altid miljø og fødevarer, men det er jo stort set alt.Det er lige fra terrorangrebet 11. september til de film vi ser, og den musik vi lytter til. Derfor er det indiskutabelt, at det er nødvendigt at have en global strategi. Har vi det ikke, bidrager vi til en forestilling om, at nationalstaten i sig selv kan være løsningen. Det er den ikke. Den kan være rammen om nogle politiske områder, for eksempel velfærden. Men kun en delramme. Uden om ligger der først en europæisk og så en global ramme.«
Hvordan vil du forklare vælgerne, at EU er en nødvendig del af det globale fokus?
»Vi har et dagsaktuelt eksempel fra folketingssalen. EU har pålagt medlemslandene et direktiv omkring barsel, der betyder, at både som mand og kvinde har du ret til barsel, og som forælder har du ret til så og så mange ugers orlov. Det forsøger den danske regering at nedbryde nu. Vi er i en situation, hvor EU vil mere end den danske regering. Det gælder også på ligestillings- og ligelønsområdet.«
Det gælder altså om at gøre folk begejstrede for EU og for globalisering ved at fortælle dem, hvilke fordele den giver dem?
»Nej, det er ikke udgangspunktet. Hvis Socialdemokratiet ikke fandtes, og vi 52 mand, der er valgt til folketinget, mødtes i eftermiddag for at danne et parti, ville vi jo ikke danne et parti, der først og fremmest ville beskæftige sig med billetpriser på den kollektive trafik i Danmark eller ventelisteproblematik. Det ville være den globale ulighed. Det er indiskutabelt, at den fattige, aids-ramte afrikanske kvinde, der har fem unger, har en mere dyster fremtid, end nogen dansker nogensinde vil få. Hendes problemer er bare større end barselsorlov eller ventelister.«
Ønsker verdenssamfund
Ønsker jeres vælgere, at Socialdemokratiet går mere op i aids-ramte i Afrika end længden af deres egen barselsorlov?
»Man kan tale til kongen i folk eller til pjalten i dem. Vi skal altid som parti have en vision og en strategi, der rækker ud over hverdagen og barselsorloven. Vores vision er et verdenssamfund hvor man ikke skal være tilskuer til andres forarmelse.
Tror du, at vælgerne er solidariske nok til at følge den tankegang?
»Ja, det tror jeg egentlig. Meget få mennesker vil sige, at de ikke gerne vil hjælpe den aids-syge mor til fem. Men som borger i Danmark bliver man bombarderet med nyheder om problemer i verden hele dagen. Folk får et større og større kendskab til naturkatastrofer og global skævhed, men aner ikke, hvad de skal stille op med det. Derfor tror jeg, at det politiske kan få en opblomstring, vel at mærke, hvis vi siger til vælgerne, at ja, vi ser de samme problemer som jer, og vi tør forsøge at gøre noget ved det. Så vil folks tiltro til politikerne forhåbentlig vokse. Jeg tror, at det er den manglende tiltro, der har gjort, at folk f.eks har valgt at blive politiske forbrugere. Men de har også måttet sande det politiske forbrugs begrænsning. Hvad stiller man f.eks op med problemerne i Afghanistan?«
Solidaritet med den aids-ramte mor eller de nødlidende i Afghanistan betyder vel også, at vi som danskere skal afgive noget af vores velfærd?
»Jeg mener ikke, at der er noget belæg for at sige, at vi ikke har råd til at opretholde et højt velfærdsniveau i Danmark. Men man kan sagtens diskutere, hvorfor jeg skal have en børnecheck. Eller hvorfor alle ældre skal have alle de forskellige tilskud, der findes. Man kunne også overveje, at man skal betale dele af sin SU tilbage, når man får et job. Det har været prøvet i Norge, og det er værd at overveje. Dele af skattesystemet skal vi også kigge på. Jeg er ikke sikker på, at vi har ryddet godt nok op i rentefradagene.«
Forkælede danskere
Vil jeres vælgere ikke protestere, hvis I tager det fra dem, som har kendetegnet jer som parti, den økonomiske tryghed?
»Det handler ikke om at tage den økonomiske tryghed fra folk. Vi skal stadig sørge for, at ingen kan gå helt på røven. Det er Socialdemokratiets kendetegn. Men vi skal tage et opgør med myten om, at det var Socialdemokratiet, der ville have den universelle velfærdsstat. Den myte lever i bedste velgående langt ind i socialdemokratiske kredse. Vores ide har været omfordeling, tag fra de rige, giv til de fattige. I stedet har vi fået den universelle velfærdsstat, hvor vi omfordeler mellem hinanden hele tiden. Det er jo bl.a. sket, fordi det selvfølgelig ikke er populært at fortælle vælgerne, at de ikke alle sammen kan få det hele. Men det har jeg intet problem med at sige til middelklassen. Mange småbørnsfamilier er ekstremt privilegerede. Det gælder også mig selv og min kæreste. Men det kan da godt være, at det kræver en kollektiv mental proces at indse, hvor forkælede nogle af os er.«
Hvad skal den mentale proces bestå i?
»Det går vel ud på at tage en åbenhjertig snak om, hvor de reelle problemer er.«
Er I parat til at gøre noget ved de miljøproblemer, som bl.a. Socialdemokratiets velfærdspolitik har ført med sig i form af øget privatbilisme og øget forbrug?
»Ja, vi bliver nødt til at erkende, at vi lever i en kultur, der har en fanden-i-voldskhed i sig og derfor giver nogle miljømæssige problemer. Men jeg synes, vi er nået langt allerede. Der er jo ikke længere nogen, der lader vandet rende, når de børster tænder, og vi irettesætter dem, der smider affald på gaden. Men vi er nok også nødt til at lave flere reguleringer a la grønne afgifter, og der skal reguleres mere på internationalt plan, f.eks ved at koble WTO-forhandlinger med ILO-konventioner, sociale aftaler og miljø-aftaler.«
Hvilke andre problemer opfatter du som centrale?
»Jeg synes, det mest graverende er, hvor mange voksne danskere, der er sat uden for arbejdsmarkedet. Både dem, der har været inde, men er røget ud og dem, der aldrig er kommet ind. Den gruppe står nærmest fast, uanset hvor meget det i øvrigt blæser omkring den.
Hvordan kan der ændres på det?
»Jeg synes ikke, at vi uddannelsespolitisk er ambitiøse nok i Danmark. F.eks er det igen til diskussion, om kravene på SOSU-uddannelserne er for høje. Vi taler om en 14 måneders uddannelse, hvor adgangskravet er 9. klasses niveau i engelsk. Hvis man slækker på det, parkerer man reelt nogle mennesker i ufaglærthed og uvidenhed. Det vil jeg ikke være med til. Det må være en del af den almindelige dannelse i dag at beherske engelsk og it. Man kunne overveje et mediefag i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, der ville gøre folk i stand til at pille den virkelighed fra hinanden, som vi bliver præsenteret for i medierne. Vi skal også have en strategi, der går ud på at løfte folk et lag hele tiden i hierarkiet på arbejdsmarkedet. Efteruddannelse skal være en naturlig del af arbejdslivet, så vi skal finde ud af, hvordan vi kan få uddannelse på arbejdspladserne. Det at uddanne sig er jo en naturlig del af arbejdet for mange akademikere. Det må det også kunne blive for faglærte og ufaglærte.«
Vil der ikke være nogle, der ikke kan følge med dine ambitioner?
»Jeg synes, man skal passe meget på med at tro, at vælgerne er dumme og ikke kan rumme realiteterne. Det er en form for vælgerlede, som er lige så udbredt som politikerlede. Nogle vælgere er måske gået over til Dansk Folkeparti, fordi Pia Kjærsgaard bilder dem ind, at man kan adskille national og international politik. Men det er kun et spørgsmål om tid, før vælgerne gennemskuer den illusion.
Er Socialdemokratiet parat til at være åben om tvivlen og den interne splittelse?
»Det håber jeg. Jeg synes, at vi skal tage konfrontationerne i offentligheden. For diskussionerne i Socialdemokratiet afspejler nogle brydninger ude i samfundet.«
FAKTA
Nedtur for Socialdemokratiet
*Lige siden det moderne velfærdssamfund blev hvermandseje i begyndelsen af 1960erne, er dets skaber, Socialdemokratiet, skrumpet. Projektet er fuldbragt partiet kan tilsyneladende gå. Og ind fra højre kommer Dansk Folkeparti med tilbuddet om at bevare verden af i går. Kilde: Gallup
