Læsetid: 5 min.

Kampen om penge og point

Fodboldfans glæder sig, søndag lyder startskuddet til den nye sæson. Jagten på det suveræne førerhold Brøndby går ind, men for flere klubber bliver det også en kamp for at overleve på det moderne fodboldmarked
2. marts 2002

Fodbold
10 ud af 12 Superligatrænere kan ikke tage fejl – eller kan de? I hvertfald har de til metroXpress tippet Brøndby som vinder af årets Superliga som, hvis klimaet tillader det, starter andel halvdel af sæsonen i morgen.
Der er også rimelig enighed om at FC København må nøjes med 2. pladsen, mens Aab nævnes som favorit til broncen.
Hvem der skal følge konkurs- og derfor nedrykningsdømte Lyngby ud af ligaen, bliver ifølge samme eksperter – og stort set alle andre eksperter med dem – et rent jysk anliggende mellem Vejle, AGF og Silkeborg.
At Brøndby i den grad har fået favoritværdigheden er ikke så mærkeligt, og selv den mest forsigtige Brøndby-tilhænger – hvis en sådan findes – har svært ved at nedtone betydningen af en føring på 10 point ned til nummer 2, og en helt urimelig flot måslscore.

Toppen
Der har som vanligt været handlet i større eller mindre grad. Kun få Superliga-klubber har benyttet sig af, at man på et tidspunkt kunne købe Lyngby-spillere nærmest i bundter. F.eks., har Brøndby stort set ikke købt/solgt i vinterpausen, men (igen) fremdyrket egne talenter.
FCK er først og fremmest en forretning – og så gør det jo ikke noget, hvis fodboldafdelingens profilering er positiv og pointhentende. Svingdøren har set fire profiler på vej ud, Thomas Rytter, Heine Fernandez, Jacob Laursen og Niclas Jensen. Ind er svunget stortalentet Martin Albrechtsen fra AB og nordmanden Erik Mykland, som skal forsøge at finde plads på midtbanen, sammen med Christian Poulsern og Christian Lønstrup.
Et interessant puslespil for enhver træner.
Oppe i Aalborg bliver der til gengæld trængsel i frontlinjen. Andres Oper og Indrek Zelinski har hidtil gjort det mere en godt, men de får nu konkurrence af Mikkel Beck og Erik Bo Andersen, hvis første opgave bliver at overbevise om at de stadig/ igen er scoringskapable. En ikke helt let øvelse.
Hos AB har vinterpausen bl.a. givet plads til salget af Albrechtsen og Steven Lustü, så de skal nok få det underholdende i forsvaret. Ind er kommet Fernandez og Diego Tur. Samtidig kunne klubben præsentere resultatet af en tilsyneladende noget mangelfuld pengepolitik. Klubben havde sidste år et underskud på 36 mio. kr., og i følge en netop offentliggjort undersøgelse, foretaget af analysefirmaet Nordea Securities for ritzau, har den tabt 21 mio. i markedsværdi siden 27. februar sidster år.
Derfor var tilfredsheden til at tage og føle på, da AB fredag kunne præsentere en hovedsponsor for forårssæsonen, nemlig selskabet Boligpension A/S. Også spillerne yder deres, der er nu lagt et 50.000 kroners loft over spillernes månedsløn.

Bunden
Nede i den anden ende af tabellen har turbulensen for AGF været mere end almindelig usund på både leder- og spillerniveau. Klubben har længe klaget over en manglende hovedsponsor, men hvis en sådan hjælper noget, må man sige, at jyderne har trukket en kanin op af hatten. To dage før den nok mere end ønskeligt svære sæsonstart mod FCK på Østerbro, præsenterede klubben Alm. Brand som redningsplanke.
Nu går opgaven for John Stampe og Marc Riper ud på at bringe de unge spillere fra Danmark, Irland og Polen sammen med de ’gamle’, målmanden Erik Boye og angriberen Søren Andersen.
I Silkeborg har man givet sig selv en saltvandsindsprøjtning via ansættelse af klubbens gennem tiderne mest markante personlighed, den ukuelige Morten Bruun. Pludselig begyndte klubben at samle point her og der, men det bliver en lang og sej tur mod sæsonslut.
Det bliver det i ikke mindre grad for Vejle, som (også) i høj grad har lidt under en både konservativ og selvtilfreds ledelse, som har haft vanskeligt ved at forstå at tingene ikke er som de var – dengang med Tommy Troelsen, Ulrik LeFevre og Johnny Hansen.
I ugen op til sæsonstart, luftede bestyrelsesformanden i Vejle Boldklub, Bjarne Hessel, tanker om en vej ud af det minus på 2,6 mio. kr. klubben kom ud med sidste år.
Til ritzau udtalte han bl.a.: »Vi skal være åbne over for en fusion eller en overbygning på tværs af bygrænser. Hvis vi vil være med på højeste niveau, så er det fremtiden. Det er et emne med voldsomme følelser indblandet, men vi bliver tvunget til at pakke følelserne væk og se mere realistisk på udviklingen i dansk fodbold.«
»I løbet af kort tid – et til to år – skal der ske noget, ellers ender VB i ingenmandsland og havner på samme økonomiske niveau som vore naboer i FC Fredericia. Samarbejdspartnere kan være mange – jeg kigger i hvert fald både mod nord, syd, øst og vest.«
Men også i Vejle Boldklub har man en amatørafdeling som ikke nødvendigvis deler f.eks. en Flemming Østergaards syn på drift af en fodboldklub, og som i følge ritzau »ikke finder en overbygningsaftale optimal for VB«.
Midt i det hele finder vi så Viborg, OB, FC Midtjylland og Esbjerg. Her har ikke mindst oprykkerne fra Esbjerg markeret sig positivt, men det er næppe andet og mere end netop enkelte overraskelser man kan vente sig fra disse fire.

Pengene
Der er ingen tvivl om at penge kommer til at spille en afgørende rolle for Superligaens fremtid, ikke kun i spørgsmålet om (spiller)lønninger – eller mangel på samme, men også på et overordnet plan, investeringer, konsolidering, evnen til at begå sig på et moderne pengemarked, osv. osv.
Den omtalte undersøgelse viser ikke overraskende, at nogle er bedre til det der end andre, og at FCK suverænt er de bedste til det.
Mens millionerne har rullet i FCK – klubben er blandt de få børsnoterede fodboldklubber i Europa, der rent faktisk har formået af tjene penge i 2001 – så ser det anderledes skidt ud for en del af de øvrige klubber i den hjemlige liga.
Fem af klubberne har det sidste år tabt tilsammen 95 mio. kr. i markedsværdi på Københavns Fondsbørs. Ud over allerede nævnte AB, er det Brøndby, Aab, AGF og Silkeborg. Dette set i modsætning til Parken Sport & Entertainment (PSE), der står bag FC København, som har opnået en stigning i markedsværdien på 18 procent.
En lavere markedsværdi gør det nærmest pr. automatik vanskeligere at tiltrække nye investorer, og den onde cirkel kan anes.
Så er spørgsmålet, om ikke alle disse overvejelser glemmes når dommeren fløjter op til en sæson som tidsmæssigt presses af sommmerens VM-turnering, og hvor den ene nedrykker allerede er fundet – med 14 kampe tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu