Læsetid: 4 min.

Af en klummeskrivers lidelser

Man skal ikke glæde sig for tidligt i denne verden
22. marts 2002

(2. sektion)

Fjernsyn
Skyggesiden ved at skrive disse klummer er kun, at man af tekniske grunde må aflevere sine tekster så betids, at de vil være mindst to døgn gamle, inden de når frem til læserne. Det let beklagelige heri beror ikke på ønsket om at være formidler af nyheder, hvilket man jo blot kan overlade til dem, der har forstand på det. Nej, det beror på, at mediet i det hele taget er så flygtigt, at seerne har glemt det, de har set, endnu inden flimmerkassen er blevet kold.
Derfor er det stor lykke, når redaktionen tilsender én et bånd med et program, der skal i luften så sent som aftenen før avisen med ens klumme udkommer. I heldigste fald måske endda kun få timer før avisen er på gaden eller dumper ind hos folk med natlevering.
En sådan lykke overgik mig i forgangne vagtperiode. Fem dage før den skulle sendes sad jeg og så dokumentarfilmen Natsværmer og nedfældede mine glade kommentarer og følte mig bagefter som klassens ug-dreng, der allerede havde gjort sit hjemmearbejde og nu med god samvittighed kunne gå ud og spille fodbold med de andre.
Men man skal ikke glæde sig for tidligt i denne verden. Mens jeg frydede mig over, at DR 1 ville give plads til denne smukke, men smalle film på så fin en tid som torsdag klokken 22.00, besluttede samme DR 1, at det ville man alligevel ikke. Jeg er bestemt ikke ked af, at jeg så filmen. Men jeg er ked af at have brugt tid på en omtale af den, skønt den er taget af plakaten. Min frustration er dog for intet at regne mod det, Natsværmers instruktør, Katrine Østerlund Jacobsen, må have oplevet. Jeg vil tage hatten af, hvis chefredaktionen på DR har besindet sig til at give hende en uforbeholden undskyldning.

Maria fra 4. B
»Beskedenhed er en borgmesterdyd,« siger et vrøvleord, skønt det er vanskeligt at finde nogen dyder overhovedet inden for den nævnte profession. Alene ønsket om at blive borgmester er en smule afslørende for applikanternes mangel på beskedenhed. Sjovt kan de da heller ikke altid have det, de damer og herrer borgmestre. Se nu til den stakkels borgmester i – nej, der fik jeg jer – ikke dér, men i Børkop. Fire hundrede elever gik på barrikaderne på initiativ af Maria fra 4. B (hende kommer vi til at høre mere fra). Fan’me, om de vil finde sig i Børkop kommunes nedskæringer på det i forvejen udsultede skoleområde. Borgmester Leif Skov mødte op med betydeligt ringere evner til at forføre forsamlinger end så mange andre – ingen nævnt ingen glemt – hvilket sådan set kunne have talt til hans fordel. Hans optimisme på de skrabede undervisningsvilkårs vegne blev dog kun mødt med et ydmygende »Buh!« fra de entusiastiske undervisningsmodtagere.
Eller damen i Augustenborg, Aase Nyegaard, ny-bleven borgmester. Her bor en mand, som har et hus, der er stort nok til, at han kan leje dele af det ud. Det har han gjort i mindst fjorten år. Men kommunen mener ikke, hans hus er en udlejningsejendom. Det har han så fået både Landsskatterettens og Told & Skats ord for, at det er. Men tror I, damen gir sig? Nej! For hun har set, at som borgmester kan man komme langt ved at skide på instanserne.
Jo, det breder sig.
Bertel Haarder vil have indvandrere til at arbejde for bistandsløn i danske industrier side om side med almindeligt lønnede danske industriarbejdere. Ingen bryder sig om det, undtagen Bertel Haarder. Da han bliver spurgt: »Hvad nu, hvis industrierne ikke vil?« er hans tidstypiske svar: »Jamen, det skal de.«
Der er jo ingen, der er i tvivl om, hvem der har magten i dette land for tiden. Men man kunne fristes til at spørge dem, der nu har den, om de nu også tror, de kan bruge den til hvad som helst, der falder dem ind?

Dengang revolutionære
Liv Thomsen, der lavede og fortjent fik pris for serien Digtere, Divaer og Dogmebrødre, udnytter sit researchmateriale til nogle undervisningsprogrammer, »Danske Digtere«, hvoraf et handlede om Emil Bønnelykke, Tom Kristensen og Broby Johansen i de brølende 1920’ere. Det var udmærket. Men det bliver mig en smule ubehageligt, når man hænger de dengang revolutionære, men nu forsvarsløse poeter ud, fordi nogle af dem blev kommunister i slutningen af 20’erne. Det blev de jo ikke i begejstring for Stalin, men fordi, som programmet selv beskrev: »Venstre har regeringsmagten, og landet rystes af voldsomme kriser. (...) Der er et eller andet riv-rav-ruskende galt i det danske samfund. Nogle mener, at socialdemokratiet er for blødsødent. Det kommunistiske parti blir dannet, og flere kunstnere melder sig under fanerne.«
Det havde de da vist også gode lokale grunde til dengang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her