Læsetid: 2 min.

K'NYT

26. marts 2002


Kulturbevarende udvalg truet
*Kulturværdiudvalget har mistet sin bevilling på tre mio. kroner. Formanden for Foreningen af Danske Museer, Anne Højer Petersen, mener, at nedskæringen er at betragte som en de facto nedlæggelse af udvalget. Kulturudvalget har fungeret som bremseklods for, hvad museerne benævner umistelige, nationalt betydende kunstværker. »Det er formentlig ikke et politisk ønske, at værker forsvinder fra Danmark eller, at der opstår huller i ’kunstsamlingen Danmark’, men det kan blive konsekvenserne af de besparelser, som regeringen nu gennemfører. Den bevarede kulturarv bliver fattigere og mindre, for de værker er dem, der bliver vanskeligst at finansiere,« fremfører Højer Petersen.

Ung billedhugger hædret
*Billedhuggeren og installationskunstneren Martin Erik Andersen (f. 1964) blev fredag i forbindelse med åbningen af sin udstilling Each Letter is a Complete Book hædret med Astrid Noacks legat. Udstillingen kan ses frem til 26. maj på Holstebro Kunstmuseum. Information har ikke kunnet få oplyst, hvor stor checken er.
lb

Kinesisk mursten kan ses i Broager
*Intet mindre end en teglsten fra den kinesiske mur er at se i Broager på Cathrinesminde Teglværkmuseums nye permanente udstilling om teglets historie. Udstillingen belyser »teglet som et universelt byggemateriale.«

Et hertugdømmes storhed og fald
*I weekenden åbnede Frederiksborgmuseet udstilingen Gottorp – Et hertugdømmes storhed og fald, som fortæller historien om det lille hertugdømme i Slesvig-Holsten, Gottorp, der bestod i perioden 1544 til 1773. Bl.a. er et helt rum afsat til Gottorps hofmaler, Jürgen Ovens (1623-1678), der måske – men man ved det ikke – var en af Rembrandts elever.

Reuters nye roman ud i Tyskland
*I morgen udkommer Bjarne Reuters nye bog, den psykologiske spændingsroman Barola Kvartetten. Bogen er allerede solgt til udgivelse i Tyskland på Heine Verlag, der tidligere har udgivet flere af forfatterens bøger.

Ida Jessens succes på bibliotekerne
*Ida Jessen, forfatter til sidste års bestseller-roman, Den der lyver, er i det forgangne år faldet i mange biblioteklåneres smag. Derfor har hun nu modtaget Edvard Petersens Biblioteksfonds forfatterpris-legat.

Handicappene i arkitekturen
*Tilgængelig Arkitektur er titlen på en ny udgivelse fra Christian Ejlers Forlag. I den gennemillustrerede bog behandler arkitekten Poul Østergaard de fysiske barrierer, der hindrer handicappedes ligestilling i samfundet og de arkitektoniske løsninger, der kan rydde disse af vejen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu