Læsetid: 2 min.

K'NYT

12. marts 2002


Oplæsning mod nedskæring
*Pablo Henrik Llambías og Mette Moestrup står bag arrangementet ’Oplæsning mod nedskæring’, der afholdes i dag kl. 20 på det lukningstruede Bådteater, Holbergsgade 30. Deltagerne i oplæsningen mod beskæringen af Statens Kunstfond, Dansk Litteraturcenter, Litteraturrådet og bibliotekspengene med 50 mio. kr. er Katrine Marie Guldager, Ida Jessen, Ib Michael og Kirsten Thorup.

Solidaritets-møde for Mehmed Uzun
*Den kurdisk-tyrkisk-svenske forfatter Mehmed Uzun, der har politisk asyl i Sverige, er indkaldt til retsmøde 19. april anklaget for »opfordring til terror«. Med Rushdie-komiteerne som forbillede er en Mehmed Uzun Komité med Dansk Pens præsident, Klaus Rothstein, som koordinator blevet oprettet i Sverige. Komiteen skal arbejde for den ytringsfrihed og kunstneriske frihed, der knægtes i Tyrkiet, hvor 130 forfattere og journalister for tiden er fængslet eller står anklaget. 17. marts afholdes et offentligt solidaritetsmøde i Paludans Bogcafé kl 14-16, hvor Mehmed Uzun, Kirsten Thorup og andre danske kolleger vil læse og orientere nærmere.

Fra X-smalll til X-large
*Den tragikomiske danseforestilling X-large, der er koreograferet Sara Gebran, tematiserer skønhed, forfængelighed og ælde, som disse kommer til udtryk gennem smidige og forførende kroppe fra størrelse X-small til
X-large. Stykket, der tæller danserne Charlotte Munch Bengtsen og Astrud Angarita og skuespilleren Stuart Lynch, spiller fra 15. til 24. marts alle dage kl. 20 på Dansescenen, Østerfælled Torv på Østerbro, Kbh. Billetbestilling: 3543 2021 eller Billetnet.

Elmgreen & Dragset nu til Sao Paulo
*Kunstnerduoen Michael Elmgreen & Ingar Dragset har fart på. Nu, kort tid efter at være blevet nomineret til den prestigefyldte pris, Preis der Nationalgalerie, forlyder det, at de er på vej til en af verdens største kunstbiennaler i Brasilien, den 25. Sao Paulo Biennale, hvor de skal repræsentere Danmark. Årets udstillingstema er ’Storbyens Billeder’ behandlende
byens massive indflydelse på vores livhandlinger og eksistens. Elmgreen & Dragsets bidrag er et sort skulpturelt værk, der mimer et sønderdelt fængsel.

Dansk design får international pris
*Den danske virksomhed Knud Holscher Industriel Design får den tyske IF-pris for beslagserien ’d line’. IF-prisen er en af de mest anerkendte designpriser i verden. Serien har været på markedet i 30 år og er en verdens mest sælgende beslagserie med omkring 2000 forskellige komponenter som dørhåndtag og knager. Serien kan blandt andet ses i brug i Kastrup Lufthavn, Den Sorte Diamant og Statens Museum. Den tyske IF-pris svarer til Danmarks ID-pris, men overgår langt den danske designpris i anerkendelse. Prisen uddeles på Cebit-messen i Hannover den 13. marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her