Læsetid: 5 min.

Kritikken preller af på Helleland

De, der har beklaget sig over repertoiret på Statens Museum for Kunst, må væbne sig med tålmodighed: Allis Helleland lægger op til at fortsætte den hidtidige linie – besparelser eller ej
23. marts 2002

De, der har beklaget sig over repertoiret på Statens Museum for Kunst, må
væbne sig med tålmodighed: Allis Helleland lægger op til at fortsætte den hidtidige linie – besparelser eller ej

De varslede fyringer på Statens Museum for Kunst kommer ikke til at ændre på museets ambitioner for de kommende år. Tværtimod.
I næste måned skal direktør Allis Helleland forhandle en ny resultatkontrakt med Kulturministeriet.
I oplægget til forhandlingerne, som Information er i besiddelse af, kan man læse, at museet kun vil satse på én større forskningsbaseret udstilling om året. Det er en halvering i forhold til tidligere.
Oplægget blev sendt til Kulturministeriet i november sidste år, og altså før den borgerlige regering annoncerede besparelserne.
Set i det lys fremstår degraderingen af Kobberstik- og Afstøbningssamlingen ikke som en uheldig gene ved regeringens spareiver, men som en naturlig konsekvens af direktionens museale ambitioner.
Museet vil ifølge oplægget satse på flere populære udstillinger i stil med Tage Andersens blomster og Erik Mortensens haute couture. Kundegrundlaget for »landets hovedmuseum for billedkunst«, som det kaldes i museumsloven, skal udvides. I kontraktudspillet ytrer Allis Helleland et ønske om at fastholde det høje besøgstal: 250.000 gennem kasseapparaterne i Sølvgade hvert år. Og helst flere.

Direktørens ambitioner
Med besparelserne har Allis Helleland tilsyneladende fået foræret et argument for at satse på de høje besøgstal. Nu fremstilles det som en økonomisk nødvendighed for at øge entreindtægterne og dermed balancere budgettet.
Ofte er museets direktion blev fremstillet som lusen mellem to negle: De kunsthistoriske ambitioner og politikernes populisme med krav om besøgstal.
Men på intet tidspunkt har direktøren beklaget sig over museets resultatkontrakt, og forklaringen er enkel: Kulturministeriet har ikke presset så meget som et komma ned over hovedet på landets hovedmuseum.
Den gældende resultatkontrakt er så godt som identisk med det udkast, Allis Helleland selv forfattede i 1997.
Kontrakten skulle ganske vist forhandles og blev underskrevet af daværende kulturminister Ebbe Lundgaard, men teksten blev der ikke ændret på. Man må derfor formode at den nuværende linje reflekterer direktørens ambitioner.

Et lille museum
Statens Museum for Kunst er ved siden af eksempelvis Louisiana et lille museum. Faktisk var det sidste år kun det sjette mest besøgte museum i Danmark. En undtagelse var 1999, hvor udbygningen af museet trak horderne til: 450.000 betalende gæster gjorde Statens Museum for Kunst til landets næstmest besøgte museum. Og måske var det den succesoplevelse, der smagte af mere.
Museets forpligtelser er beskrevet i museumslovens paragraf syv og er inddelt i fem hovedområder: Indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling.
Resultatkontrakten beskriver, hvad museets derudover vil sætte særligt fokus på i de kommende år. I kontraktudspillet lægger museets direktion op til, at bevaring og formidling skal være i fokus, ligesom det internationale samarbejde skal styrkes.
»Museet vil i perioden skabe en langt større bevidsthed hos den danske befolkning om, hvilke meget væsentlige værker der befinder sig på museet,« står der at læse i udspillet.
Hvordan denne bevidsthed skal skabes, konkretiseres ikke. Allis Helleland og museets næstkommanderende, Bjarne Østergaard, antydede dog i et interview i Børsen hvordan: Ukrukkede rundvisninger med muntre personager som Anders Lund Madsen »har været en kæmpesucces. Det vil vi fortsætte med til næste år,« fortalte de.
Også de omdiskuterede gudstjenester på Statens Museum for Kunst har udvidet kundesegmentet og fortsætter. Således kan Allis Helleland, der oprindeligt ville have været præst, få det hele til at gå op på arbejdspladsen i Sølvgade.
Det er ellers en massiv kritik, museets dispositioner har mødt i de seneste år: Nogle har påpeget, at direktionen er ved at omdanne kunstmuseet til et kulturhus, andre har efterlyst særudstillinger med fokus på den ældre samling, der muligvis ikke er nær så populær som samtidskunsten, men indgår i museets forpligtelser.
Denne kritik har museets direktion valgt at sidde overhørig i sit udspil til en ny resultatkontrakt.

Ministerens fulde støtte
Og det bliver næppe kulturminister Brian Mikkelsen, der kommer kritikerne til undsætning. Ganske vist har regeringen signaleret, at statsinstitutioner skal koncentrere sig om deres grundlæggende formål, men Brian Mikkelsen har tidligere udtrykt stor tilfredshed med museets ledelse.
I en folketingsdebat i 1998, der fulgte i kølvandet på Ekstra Bladets højt profilerede kampagne Statens Klike for Kunst gjorde Brian Mikkelsen det klart, at politikere ikke skal blande sig i museets dispositioner:
»Vi har en meget stor tiltro til, hvad der foregår på Statens Museum for Kunst. Man har en glimrende leder i form af Allis Helleland ... men det er selvfølgelig også vigtigt, at der hele tiden kommer nogle råd og noget inspiration fra andre kilder,« sagde det daværende menige medlem af Folketinget.
Og også i dag er det tvivlsomt, om kulturministeren ville gribe ind over for museet og dets ledelse. Det er der ganske enkelt ikke præcedens for.

Nedskæring som dække
Selv om det ser blodigt ud, slap Statens Museum for Kunst på sin vis nådigt ud af finansloven. En besparelse på 1,6 millioner kr. i år i forhold til den tidligere regerings finanslovsforslag, giver museet et statstilskud på 60,7 millioner. I første omgang altså en meget mindre besparelse end de 15 procent, andre dele af kulturlivet har måttet slippe.
Alligevel har Allis Helleland valgt at tage konsekvensen her og nu af de fremtidige nedskæringer. Nedlæggelsen af hvad museet omtaler som 21 årsværker, dvs. 16 fyringer plus det løse, er ikke i sig selv udløst af nedskæringer på 1,6 millioner. Men med nedskæringerne kan direktionen gennemføre en museumspolitik, der ellers har mødt modstand:
For mindre end et år siden forsøgte Allis Helleland at nedlægge Kobberstiksamlingen som en selvstændig enhed. Ideen mødte stor modstand, og ti af museets inspektører gik til kulturministeren med deres bekymring, hvorefter Allis Helleland måtte bøje sig.
Altså indtil i tirsdags, hvor nedlæggelsen af stillingen som afdelingsleder for Kobberstiksamlingen kunne sløjfes under dække af regeringens besparelser.
Besparelserne og de bagvedliggende ambitioner får Brian Mikkelsen lejlighed til at diskutere med museets direktion i næste måned, når parterne sætter sig til forhandlingsbordet.

*Nikolai Thyssen er freelance-journalist.

FAKTA
Samlingerne
*Den Kongelige Kobberstiksamling rummer omkring 300.000 tegninger og kunst på papir: kobberstik, tegninger, træsnit, akvareller, litografiske værker og andre former for kunst på papir. Samlingen spænder fra 1200-tallet og til samtidsbilleder.
*Afstøbningssamlingen indeholder mere end 2.600 gipsafstøbninger af statuer og relieffer fra alverdens samlinger, museer, templer, kirker og offentlige pladser - fra 2500 år f.Kr. og frem til omkring år 1600. Frem for originalerne i marmor og bronze bliver det med gibsafstøbninger muligt at samle de bedste værker fra kulturhistorien på ét sted – som kopier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her