*Der findes talrige variationer af vittigheden om hvor mange countrysangere, der skal til for at skifte en pære. Den slags, De ved, i stil med »to ham, der sætter den nye i, og så ham, der synger om, hvor smukt den gamle dog lyste ...« På Music Row, countrymusikkens hovedstrøg i Nashville, flager de på halv i denne uge. Søndag gik lyset ud for Harlan Howard, en af countrygenrens mest produktive, succesfulde og kollegialt anerkendte sangskrivere. Over 4.000 sange blev det til siden den forældreløse, børnehjemsopfostrede Harlan midt i 50erne skiftede arbejdet som gaffeltruck-chauffør på et trykkeri ud med sangskrivererhvervet.
I 1958 fik Grand Ole Opry-stjernen Charlie Walker et countryhit med Howards »Pick Me Up When Youre On Your Way Down«, men året efter stod der Harlan Howard på Ray Prices Nr. 1. hit »Heartaches By The Number«, og det vel at mærke på både country- og popmarkedet. Og så var Howard pludselig forfatter til en evergreen og et household name i et miljø, hvor sangskrivere og musikere værdsættes lige så højt som sangere.
15 hits på et år
Alene i 1961 havde Harlan Howard 15 sange, der nåede singlehitlisterne. Han var professionel. Det betød, at hvis sangerne eller musikforlæggerne ville have en sang om rødbeder, så fik de ikke en sang om hvidkål. Kunden havde altid ret. Kunsten var at holde på sin integritet alligevel. Den kunst mestrede Harlan Howard. Han var både til ballader og midtemposange, og kunne synges både af Raquel Rastenni og Ray Charles.
Howards guldalder faldt sammen med Patsy Cline, den alt for tidligt døde sangerinde. Hans sange klædte Clines bittersøde sensualisme. Og omvendt. En sang som »I Fall To Pieces« er en klassiker. Det samme gælder Cline-sange som »You Called Me Baby.« Her blev det til at høre, hvorfor man har kaldt countryen for den hvide mands blues.
Hans kompositoriske stamina illustreres godt af en sang som »Busted,« som han skrev på opfordring af Johnny Cash. Den handler om ludfattige hvide. Og blev et typisk Cash-hit i 1962 med fingerpicking guitar, drævende diktion og højhælede støvler. Året efter soul-moderniserede Ray Charles den samme sang og fik et hit med en version, der absolut ikke havde halm i træskoene, men faktisk lød som en skabelon for Stax-sounden.
Af andre højdepunkter i Harlan Howard-sangbogen kan nævnes »Heartbreak U.S.A.« med Kitty Wells, »Your Heart Turned Left And I Was On The Right« med George Jones, »I Got A Tiger By The Tail« for Buck Owens, som også fik et hit med Howards »Excuse Me I Think Ive Got A Heartache.«
I modsætning til så mange andre af sin generation blev Harlan Howard ikke glemt, da countryen i 80erne kaldte sig new. Og sangerne begyndte at skrive deres egne sange.
Dwight Yoakam genopdagede hans »Heartache By The Numbers« og The Judds (»Why Not Me«), Patty Loveless og k.d. lang var blandt de mange, der indsang hans sange. Og Bruce Springsteen må have en stor samling Harlan Howard-sange derhjemme ...
Tre akkorders sandhed
Selv forsøgte Howard sig et par gange som solist, men han var ikke gjort af det stof. Til gengæld oplevede han, at både Buck Owens og nyligt afdøde Waylon Jennings indspillede albums, udelukkende med hans sange. Sange i den genre, han engang beskrev som »tre akkorder og sandheden.«
Når man hører en Harlan Howard-sang, kan man høre, hvad han mente.