Læsetid: 3 min.

Kynismens komedie

Det Kongelige Teaters Liv X 3 ligner en komedie, men det er så som så med morskaben
26. marts 2002

Teater
De er her! En klassisk scene i den mere eller mindre sofistikerede boulevardkomedie er naturligvis, at gæsterne dukker op en dag for tidligt. Med kaos til følge. Og denne situation er da også udgangspunktet i den fransk-iranske dramatiker Yasmina Rezas seneste komedie. Eller er det nu også det – en komedie, altså?
I det ydre ligner den: Sofastykke med to par og en masse våde drinks, endda med en snedig gentagelse af samme situation i tre forskellige belysninger – ikke ulig et af den britiske komediesnedker
Alan Ayckbourns sindrige formeksperimenter. Men Yasmina Reza har et andet formål end at more. Alle de ydre armbevægelser er på plads, men det, der bliver sagt, er faktisk ret knugende og ikke så lidt misantropisk.
Det er faktisk ikke noget opmuntrende billede, hun giver af det moderne menneskes evne til at fungere sammen med andre. Vi maler os selv op i et hjørne, hvor livet bliver alt andet end det, vi drømmer om. Alt det, vi famler efter: Nærhed, meningsfulde relationer, tryghed, tillid, selvværd, luft under vingerne. Og den beske pointe er, at de tre gennemspilninger af samme situation i lidt forskellige udgaver i virkeligheden ikke rummer de store forandringer. Udkommet er lige bittert og forstemmende. Vi er fanget i et netværk af ritualer, usynlige regulativer og systemer, som vi ikke kan vikle os ud af, som løber af med os og som truer med at gøre os til opportunistiske kynikere.
Meget passende starter det hele med det ene pars lange diskussion af reglerne for, hvad børn skal have lov til når de skal sove. Må man spise kiks og æbler i sengen?

Åndelig striptease
I midten står astrofysikeren, der ikke har publiceret noget i tre år, og som i løbet af aftenen – og i alle tre scener- må se sine forhåbninger om videre avancement knust.
Ole Lemmeke spiller ham fra start til slut med lidt for monoton frustration helt uden på skjorten, en mand, der ikke har den altafvisende teflon-psyke, som gør ham i stand til at slå sig igennem. Han er ganske enkelt offer for sin egen usikkerhed og sine egen skiftende sindsstemninger.
En kontrast til sin ambitiøse kone, som Paprika Steen har alle forudsætninger for at spille. Moderne storbystrigle, kvindelig jurist, selvfølgelig. Hård i filten og villig til både at anklage, forsvare og afsige tilintegørende domme. Steen giver hende en iskold, blankpoleret fernis, der dækker over et uforløst, bittert og stridslystent sind.
I de andre ringhjørner står dels den mand, par nummer et mener, kan hjælpe mandens forskerkarriere, dels hans plaprende kone, der føler sig ydmyget og gjort dum i andres nærvær. Begge par deltager i en åndelig striptease, hvor størknede ægteskaber, uopfyldte ambitioner, kvaste drømme, smålig hævngerrighed, benhård forhærdethed, bundløs egoisme, løgn, (selv)bedrag og smålig ondskabsfuldhed blafrer frit i rummet. Motiver skifter, sløres, og sprænges. Et harsk, moderne livsvilkår kommer til syne.

Trænet komedienne
Henrik Jandorf lægger seniorforskeren an som en henslængt bøf af en distanceblænder, men har svært ved at blive skarp og sleben nok i rollen som superkyniker af format. Skal han ikke være meget mere af et modstykke til Lemmekes bløde grubler? Med sin trænede komedieteknik er Berrit Kvorning derimod tæt på at få et helt lille menneske frem bag den tilsyneladende overfladiske skal. Hun har et gysende fint øjeblik midt i forestillingen, hvor hun nøgternt konstaterer, at hun vil blive udsat for hævn, når hun sidder med manden alene i Audien.
Skiftet mellem den kaglende komedie og dette øjeblik af menneskelighed gør sin virkning. Kvorning springer lige en oktav i klaviaturet. Måske peger netop denne lille repliks effekt på, at iscenesætteren Alexa Ther med fordel kunne have spillet Rezas skuespil som den komedie, den – i hvert fald i det udvendige – kunne ligne. Med større udsving mellem farcen og alvoren. Netop for at få varieret den bevidst trøstesløse, men også lidt trættende tone i bokseringen. Det havde måske også kunnet give os en mere påtrængende fornemmelse af ubrugte muligheder, som trods alt ligger bag Rezas menneskefjendske gruppeportræt. Og gjort os mere opmærksomme på, hvornår vi for alvor skulle lytte efter i den ramme ordstrøm.

*Liv X 3. Skuespil af Yasmina Reza. Oversættelse: Jesper Kjær. Iscenesættelse: Alexa Ther. Scenografi: Rikke Juellund. Det Kongelige Teater, Stærekassen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu