(2. sektion)
Ny film
Der skal være bryllup i New Delhi, og vel og mærke et rigtigt punjab bryllup, der strækker sig over flere dage med mad og sang og musik. Fra nær og fjern ja, helt fra Australien og USA strømmer det til med gæster. Det er brudens forældre, der lægger hus og tegnebog til deres eneste datters formæling med en mand efter deres hoved. Hun har endnu ikke mødt ham, men han har et godt it-job i Houston, Texas, som efter brylluppet også skal danne ramme om hendes tilværelse.
Henna og mobiltelefoni
Allerede ved filmens begyndelse går den kunstfærdige morgenfrueport op i limningen, og man aner, at alt måske ikke vil gå helt som planlagt. Forventningerne skal vise sig at holde mere end stik. Ikke bare har bruden stadig noget kørende med sin gifte elsker, under festen afsløres et af de mandlige familiemedlemmer tillige som en rigtig Onkel Pilfinger (som det sig hør og bør ved rigtige familiefester). Til sidst sætter monsunen ind og truer med at drukne hele herligheden, men bryllup bliver der nu alligevel, og dét efter alle kunstens regler.
Mira Nair brød internationalt igennem i 1987 med debutfilmen Salaam Bombay om gadebørn i Bombay.
Med Monsoon Wedding er Mira Nair efter et par amerikanske eventyr ikke bare tilbage i Indien, hun præsenterer tillige sin mest vellykkede film siden Salaam Bombay, omend settingen er en ganske anden. Bombays allerlaveste sociale lag er skiftet ud med det moderne New Delhis bedre borgerskab, hvor traditioner og mobiltelefoni synes at gå op i en højere enhed. Og mens debutfilmen beskrev en lille knægts tragiske deroute, er Monsoon Wedding en veloplagt sædekomedie.
Også stilen er anderledes. Der var måske svage reminiscenser af den kunstneriske, regionale indiske film i Salaam Bombay, men ellers har Mira Nairs stil hidtil været meget international og ligget langt fra de umådeligt populære Bollywood-film der mest består af sang og dans med i bedste fald en tynd undskyldning for et plot til at holde sammen på løjerne. Med sit meget iørefaldende musikspor (som kører fra start til slut og favner de fleste stilarter), sine (godt nok beherskede) danseoptrin og sine mættede, sensuelle farver kan Monsoon Wedding derimod ses som en slags hommage til netop Bollywood-traditionen.
Global sæbeopera
Monsoon Wedding er dog ikke mere fremmedartet, end at vi uden videre kan identificere os med dens store galleri af personer fra den tvivlende brud over hendes hjertensgode, men hårdt plagede, far, til den spirende romance mellem tjenestepigen og den unge Karl Smart, der er hyret til at organisere den praktiske side af brylluppet. Dét skyldes naturligvis til dels, at det vel i dag kun er lokale variationer, der adskiller den moderne storbylivsstil i Asien fra den, vi f.eks. kender i Europa. Og det skyldes det generelt ganske fremragende skuespil. Men det skyldes i mindst lige så høj grad, at Mira Nair ingenlunde er blevet mindre international. Tværtimod.
Kun et skarn kan vel have indvendinger mod en så veloplagt, farvestrålende, varm og humoristisk film, der oven i købet har vundet Guldløven i Venedig. Måske. Men selv om det for så vidt er i pagt med det globalt orienterede storbyliv, der skildres, generer det altså denne anmelder, at Monsoon Wedding vel i bund og grund ikke er så meget andet end en kvalificeret sæbeopera. Filmens lidt for smukke mennesker, dens dramaturgisk funktionelle, men også ganske trivielle, personkonflikter og den lykkelige udgang hører til genrens standardinventar. Det virkelige konfliktmateriale, der strejfes såsom tvangsægteskaber, emigration og klasseskel m.v. elimineres derimod behændigt.
Skønt stadig en delikat anretning, smager filmen lidt for meget af global målgruppetænkning, mens det lokale element er reduceret til eksotisk krydderi. Så er Monsoon Wedding på den ene side nok Indian delight, er den måske i mindst lige så høj grad bare India light.
*Monsoon Wedding. Instruktion: Mira Nair. Manuskript: Sabrina Dhawan. Indisk.(Grand, Park i København, Cafébiografen, Odense og Palads, Århus)
