Læsetid: 5 min.

Lige ret eller ligegyldighed?

Sociologen Zygmunt Bauman skriver om tabte fællesskaber, om forskellen på penge og perkere og moderniteten som et menneske
27. marts 2002

(2. sektion)

Debatbog
Så snart man begynder at tale om det, er det allerede forsvundet. Når man laver Danmarksudstillinger i avisen og efterlyser den der danskhed, er løbet sådan set kørt: Man kan kun tale om det danske fællesskab som noget, der har været.
Den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman skriver i Fællesskab ikke om Danmark, men om fællesskaber. Og som han tidligt slår fast: Et omtalt fællesskab er en selvmodsigelse:
»I samme øjeblik det begynder at lovprise sine egne enestående kvaliteter, falde i svime over sin egen ufordærvede skønhed og plastre plankeværker til med ordrige manifester – da kan man være helt sikker på, at fællesskabet ikke er mere.«
Fordi fællesskaber udgør en horisont, som netop er indiskutabel. Så snart man begynder at omtale horisonten, er den ikke længere horisont, men genstand for samtale.
Når Bauman taler om fællesskab, taler han om en livskultur, der ikke står til forhandling. Om et givet normfællesskab, som man fødes ind i og ikke selv vælger. Det vil sige, Bauman taler om en fællesskabsform, som er forsvundet efter det moderne gennembrud og den industrielle revolution.
De naturlige fællesskabers forsvindingspunkt er omdrejningspunktet i Baumans kritiske indlæg i den fortløbende debat om de politiske og eksistentielle vilkår i den globaliserede liberalisme: Fællesskab.

Frihed eller sikkerhed?
Bauman indleder med at modstille frihed og sikkerhed. De førmoderne livsfællesskaber garanterede det enkelte menneske social sikkerhed og tryghed. Man var som individ ikke så udsat for sin egen karrieres og sit eget livsforløbs konjunkturer, fordi man først og sidst var forankret i et fællesskab. Men det moderne projekt er ifølge Bauman baseret på, at den enkeltes frihed til at vælge sin egen livsbane sættes over den garanterede sikkerhed.
Historisk førte den industrielle produktion til ophævelse af en naturlig økonomi, hvor man i en lokal kultur producerede det, man havde brug for til sin husholdning og byttede sig til resten. Som Weber formulerede det: Den kapitalistiske økonomi er grundlagt på en adskillelse af husholdning og virksomhed.
Derfor leverede den tidlige virksomhedstruktur et erstatsningsfællesskab. Virksomhedsejerne tog forældrenes plads og forsøgte at opdrage de ansatte til nye regler i en ny struktur:
»Masserne blev rykket ud af den gamle, stive rutine (det vanestyrede net af lokale interaktioner) og presset ind i en ny, stiv rutine (det opgavestyrede fabriksarbejde.)«
For Bauman handler den moderne magtudøvelse om at regulere andre menneskers livsførelse og selvforståelse. Derved opstod der i modernitetens første fase en afhængighed mellem de regerende og de regerede, mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. De to parter var gensidigt forpligtet på hinanden. Nationalstaten udviklede sig som lovgivende ramme og socialt sikkerhedsnet omkring et større fællesskab. Fagforeninger og partiforeninger opstod som regulerende instanser for samfundsmæssig aktivitet.
Men netop overgangen fra regulering til deregulering betegner for Bauman overgangen fra modernitetens første til anden fase, som vi befinder os i aktuelt. I den anden fase – som nogle har kaldt den anden modernitet, andre den refleksive modernitet – er nationalstaten ikke længere styrende, og forpligtetheden afløst af uforpligtetheden. Man kan som borger ikke længere føle sig sikker på velfærdsydelser. Virksomheder fungerer ikke længere som autoritative opdragere, men som rammer, hvor medarbejderne selv skal udvikle en identitet. Det sikre fællesskab er afløst af den fri søgen efter individuel identitet. Og politik drejer sig om at sikre kapitalens ikke-regulerede bevægelighed. Magtudøvelse handler nu ikke længere om at regulere andre menneskers adfærd, men om at skabe rammer for vækst.

Penge og perkere
Her påpeger Bauman en konflikt: Der gælder ikke samme regler for perkere som for penge. På den ene side hylder man de frie kapitalstrømme, på den anden side gør man alt for at regulere strømmen af indvandrere og flygtninge.
Det interessante er, at samtidig med den aktuelle afvikling af national suverænitet fokuserer man mere og mere på etnisk identitet. Bauman modstiller anerkendelse og omfordeling.
Den herskende menneskerettighedsdiskurs er baseret på respekt for multikulturel forskellighed. Forskellighed bliver en værdi i sig selv. I det internationale dogme om multikulturalisme sidestiller man alle kulturer. Det er en defensiv reaktion på den imperialistiske kultur, hvor man insisterer udbredelse af vestlige værdier. Det er også udtryk for værdirelativisme, når man kræver lige rettigheder for enhver kultur. Baumans pointe er, at man nu sætter kulturel anerkendelse over omfordeling af økonomiske ressourcer. At menneskerettighedsdagsordenen også betyder, at man fralægger sig ansvar for den stadige stigende kløft mellem de rige og de fattige både internationelt og nationalt. Man anerkender retten til at være kulturelt anderledes og fastholder dermed også retten til at være ligeglad.
Således bor man side om side med sine egne: I stedet for de naturlige fællesskaber har man udviklet frivillige og tvungne ghettoer. De rige bor i isolerede og overvågede velhaverkvarterer, mens de fattige tvinges i stigmatiserede ghettoer.

Det moderne som filosof
Der er i Fællesskab fine pointer og gode iagttagelser. Og man bemærker Baumans metode: Han bygger sin bog op som samling af citater. Forfatteren fungerer ikke som skaber, men som ordstyrer i en global debat. Bauman bringer sociologer, samfundsanalytikere og filosoffer i dialog. Deres citater og synspunkter forbindes med små kunstgreb.
Således etablerer Bauman et diskursivt rum af forskellige stemmer, der stemmer overens med det underliggende og overgribende tema for bogen: globaliseringens konsekvenser.
Men det er en metode, som udvikler kategoriske fejlslutninger, fordi også perioder og bevægelser bliver til en stemme. Således taler Bauman f.eks. om moderniteten som en filosof eller en gud: »Det moderne samfund forkyndte retten til lykke.« Han italesætter det moderne projekt og kapitalismen som resultater af bevidsthedsstyret planlægning. Han tilskriver historien en overordnet næsten guddommelig logik, som man kan diskutere med og i sidste instans sætte en konkurrerende logik op imod. Således undervurderer han, at også militære styrkeforhold, økonomisk dominans og politisk magt afgør historiske begivenheder. Og disse magtfaktorer er jo ikke betinget af den logiske styrke i et ideologisk ræsonnement: De allierede vandt ikke Anden Verdenskrig i en intellektuel dialog med nazismens grundlæggende værdier, men derimod i en krig.
Der er en anden signifikant retorik hos Bauman: Han taler om syndefald og uskyldstab. Den moderne udvikling modstilles en præmoderne naturtilstand. Det er, som om historien begynder med den industrielle revolution. Derfor bliver historisk udvikling synonymt med forfald; med en bevægelse væk fra en urharmoni. Men det siger sig selv, at der også i den præmoderne tilstand var konflikter og fællesskaber, der blev brudt op. Forandring og udfordring af værdisæt er ikke en moderne opfindelse.
Fællesskab er under alle omstændigheder en kvalificeret og relevant afsøgning af politiske og mennneskelige realiteter i den globaliserede liberalismes epoke, men de to fejlslutninger betyder, at det kritiserede fjendebillede synes etableret på forkerte præmisser. Bauman kommer til at identificere magt med ret, og derfor diskuterer han rettighedsgrundlaget som lov snarere end den konkrete magtudøvelse.
Men som Jacques Derrida har skrevet: Det relevante spørgsmål er ikke, hvilken ret der fungerer som legimitimation for en handling, men hvilken instans der udfører handlingen hvordan og i hvilken interesse. Man kan sagtens bruge menneskerettighederne som alibi for en ny imperialisme.

*Zygmunt Bauman: Fællesskab – En søgen efter tryghed i en usikker verden. Oversat af Tom Havemann. 160 s., 169 kr. Hans Reitzels Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu