Paprika Steens nævenyttige Nete sætter champagnebrus på den bevægende Okay et velskabt komediedrama og endnu en triumf for dansk film
(2. sektion)
Ny film
Nete er noget af en nosseknuser. Mændene bliver svage i koderne, når hun med rap replik og bestemt mine sætter sin egen dagsorden for enhver situation. Hun er i slægt med den hverdagstyranniske hustru-figur, som Søs Egelind spillede i Den eneste ene, der også var skrevet af Kim Fupz Åkeson. Men dér blev den geskæftige dame dræbt på halvvejen for at bane vej for Niels Olsens rosenrøde romance. I Okay går det ikke så let. Nok har filmen komedie-elementer, men vi følger Nete til en ende, der er mere bitter end sød.
Hvor Den eneste ene handler håbefuldt om at stifte en familie, handler Okay om at overleve som familie. Og styret af sin hovedperson en Paprika Steen i formidabel spilleform har den et anderledes skærende tonefald.
Paprika Steen forsøder ikke pillen, når hun holder sin slapsvans af en forfatterspire-mand i kort snor, insisterer på at fastholde sin teenagedatter på tandbøjle-stadiet og presser en læge til at sætte termin på sin fars kræftsygdom. Alt sammen i bedste mening.
Paprika Steen i centrum
Mens Steen tidligere især har brilleret som flippertyper uden stærk selvkontrol, overbeviser hun her totalt som den kontrolfreakede socialrådgiver, der sætter alt ind på at holde sammen på sin lille familie. Skideirriterende i sin stressede bedreviden, men også bag bydeformen rørende og beundringsværdig. For hun vil jo ikke som så mange bare lade alting flyde. Hun prøve af et ærligt hjerte at skabe mening og sammenhæng i de næreste relationer.
Heldigvis har rollen som Nete Paprika Steens første hovedrolle ikke kvalt kvindeklovnen i hende. Temperamentet syder, og komikken sprutter herligt frem med jævne mellemrum og forsoner én med figurens frembusende manerer. Gennem utallige små toneskift og replikturneringer får humoren sat champagnebrus på hverdagsrealismen.
Det store i det små
Okay er som den nylige Små ulykker et komediedrama, der ikke angler efter letvundne feel good-vibrationer og har døden som igangsættende dramatisk motor. Men filmen er i Jesper W. Nielsens adrætte instruktion mere drevent fortalt og replikslagfærdigt situationspointeret end Små ulykker, som Kim Fupz Åkeson minsandten også skrev (efter skuespillernes situationsoplæg).
Kernen i dramaet er et far-datter-forhold, indkredset med besk indsigt. Netes snedker-far konstateres uhelbredelig syg af kræft, og i et sidste forsøg på at få kontakt med den tillukkede mand får Nete ham indlogeret i sin lille familielejlighed, hvor hendes noget udisciplinerede akademikermand skriver på en roman, og hendes teenagedatter prøver at gøre sig fri af moderdominans.
Omkring tre uger har far og datter til at gøre regnebrættet op, men faderen forbliver stenansigtet foran tv-skærmen. Indtil små forrykninger sker over for børnebørnene. Netes smukke, men vanskelige projekt bærer alligevel små, diskrete frugter. Men ikke umiddelbart for hende selv. Først da det hele er forbi, og facit skal meddeles på en hospitalsgang, sker den forløsning, hun hele tiden har drømt om uden at formulere det.
Denne afsløring bliver også takket være Jesper Christensens og Paprika Steens spil en usædvanlig bevægende scene, forberedt gennem en hel, sober film, hvor man aldrig på letkøbt vis prøver at skaffe sig adgang til vores tårekanaler. Filmen har gjort sig fortjent til dette prunkløse højdepunkt.
Mænd på retræte
Omkring Paprika Steens hverdagsflossede styrke ses forskellige skarpt tegnede eksemplarer på en maskulin svaghed. Ole Ernsts gammeldags pansrede far holder dog skansen et fremragende underspillet come-back for
Ernst i en større rolle, hvor han ikke bare helt konsekvent tegner mandens begrænsede stivsind, men også rammer en resignerende værdighed.
Troels Lybys pressede mand og Jesper Christensens følsomme læge skildres konsekvent som de svage over for Nete, men får dog mandet sig op til slut. Nicolaj Kopernikus bøsse-bror og Henrik Prips arbejdsgiver bliver let kyste, når Nete går til biddet. Og et skægt skildret, handlekraftigt lesbisk par fuldender kvindevældet. Det spilles i øvrigt med stor humor og overskud af Lotte Andersen og Trine Dyrholm.
Fupz og Nielsen
Kim Fupz Åkesons manuskript er helstøbt i opbygning og konsekvent i tematik og desuden herligt træfsikker i hver lille replik. Fupz forbindes ofte med noget letbenet, men det er slående, at han bruger døden som den krævende motor i alle sine fire filmmanuskripter, der på hver deres måde er komedier Den eneste ene, Mirakel, Små ulykker og Okay. Dermed får han skabt en dybdevirkning, der kun styrker komedie-elementerne. For instruktøren Jesper W. Nielsen, der tidligere har forstrakt sig en smule på stilistiske eksperimenter, kan Okay blive et gennembrud til et større publikum. Han rammer den underfundige hverdagstone millimeterpræcist, både i spillernes musikalske replikføring og i den stiliserede almindelighed i fotografen Erik Zappons funktionelle blå-gråt tonede billeder.
Okay er kort sagt endnu en sejr for dansk film, ikke stor, flot og bragende, men med så meget desto stærkere klangfylde i sin ægte følelse.
*Okay. Instruktion: Jesper W. Nielsen. Manuskript: Kim Fupz Åkeson. Dansk (Dagmar, Grand, Palladium, CinemaxX, Palads og 43 biografer over hele landet)
