Læsetid: 7 min.

Ikke-livet i ingenmandsland

Dagbog fra et nedbrudt hjernevæv
2. marts 2002

Hvordan er det at gå rundt i en verden, der langsomt smuldrer? Hvordan er det at miste sin hukommelse, sit sprog og til sidst evnen til at opfatte og forstå omverdenen? Hvordan er det at lide af Alzheimers?
Svaret er ikke enkelt og ligetil, men mine mormors dagbøger giver et indblik i, hvad der sker med et menneske, hvis hjernevæv langsomt nedbrydes. Hun havde Alzheimers og døde 67 år gammel i 1996. På det tidspunkt var hun en grøntsag, og sygdommen havde efter al sandsynlighed hærget hende i ti år.
Jeg har klippet nogle sætninger, og sat dem i kronologisk rækkefølge (parenteserne har jeg tilføjet). De strækker sig over perioden 1991-93, hvor endnu ingen vidste, hvad der var galt med hende. Derefter skrev hun ikke mere. Jo, en enkelt linje, men den vender jeg tilbage til senere.
Det skal desuden nævnes, at hun hed Kirsten Ewaldsen og var et socialt og kreativt menneske, der levede som tegner, maler (debuterede som 17-årig på Kunstnernes Efterårsudstilling) og journalist. Hun var ligeledes med til at starte Comedievognen.
Man kan af nedenstående få det indtryk, at Kirsten var overladt til sig selv det meste af tiden. Det er ikke korrekt; hun var omgivet af mennesker, der hjalp hende, så godt de kunne. At Kirsten så følte noget andet, er netop Alzheimers i en nøddeskal: Virkeligheden er ikke længere virkeligheden … Vi begynder i juli 1991:
20.7 1991: Hvor lang tid har jeg fedtet rundt i slowmotion og set på et tiltagende rod, der svulmer og breder sig; bøger, blade, hudplejelotioner, kamme, tandkrus, malertuber, støvsugeren gemt bag papkasser og dynger af støvler og sko, der trænger til en pudseklud?
4.8 1991: Jeg cyklede til Kelleris (7 km fra hendes hjem) og prøvede at tegne, men det var for hedt, og jeg var for dvask. Så cyklede jeg til stranden og spiste en kyllingesandwich, men jeg turde ikke drikke den vin, jeg havde bestilt, for jeg havde sådan nogle underlige rystelser i hele kroppen. Det er ligesom om, at alt hvad jeg forsøger – tegne, male, skrive – smuldrer i hovedet på mig.
8.8 1991: Var det i morges, jeg var i centret? Jo, jeg tror det. Her roder. Hver gang jeg vil prøve at rydde op, kan jeg ikke finde ud af det. Der er alt for mange ting. Der er så mange ting, jeg ikke kan hitte ud af. Jeg kan simpelthen ikke gennemføre en beslutning og udføre den systematisk, hvilket jeg har været dygtig til før.
11.8 1991: Tab ikke modet, Kirsten! Nok er du blevet slemt afrakket, fattig, glemsom og depressiv, kan ikke holde fast på dine ideer, du roder dem sammen, det er et mismask, som du ikke kan løse op, og så må du bare smide det væk. MEN: »Som et strejf af en dråbe – har vi lov at håbe – på de ting der vil komme – før end livet er omme,« synger Kim Larsen efter P4-udsendelsen. Rette ord på rette sted.
16.8 1991: Jeg føler mig som et nedslidt spøgelse, der går hovedløst rundt og spøger, uden at nogen har opdaget det.
25.9 1991: Kære Vorherre, vil du ikke godt gøre sådan, at jeg ikke får spærret hoved i morgen, at jeg ikke bliver forvirret, men er bevidst om hvad det er, jeg foretager mig?
Uden dato: Jeg er i ingenmandsland. Lejligheden lider af forstoppelse, og jeg lider af sult efter at få luft. Jeg er fanget i en fælde. Et beskyttelsesrum, som jeg ikke kan forlade – eller jeg tør ikke forlade det.
13.11 1991: Jeg glæder mig til at komme til vejs ende med pensionspapirerne. Hele tiden får jeg grå skyer i hovedet og forstår ingenting, det kunne ligeså godt være kinesiske skrifttegn, jeg skulle tyde, for at få forståelse af hvad jeg skal gøre.
18.11 1991: Jeg koksede rundt i det med Finns (en nær ven) fødselsdag. Først mødte jeg op om torsdagen, fordi jeg
troede, det var fredag. Derefter troede jeg, at det var lørdag, der var fest. Så fredag gik jeg bare rundt og prøvede at lave lidt orden. Men så ringede Finn og spurgte, hvor jeg blev af? Det var rystende for mig, at jeg kunne kludre sådan i det. Jeg bliver så forfærdelig ked af det, når mit hoved ikke fungerer ordentligt.
19.12 1991: Har meget brug for at være stille og droppe gerninger og målsætninger, og lade hovedet køre med hvad der kommer – fra radioen eller udsigten gennem vinduet og havedøren.
10.1 1992: Nu er jeg trængt op i en krog. Mit hoved fungerer ikke, jeg svimler rundt om mig selv.
Vist nok 23.10 1992: Natradioen går … eller også er det … nej, jeg aner ikke, hvad dag det er.
24.1 1992: Nu kan jeg heller ikke tegne. Hvornår var det, jeg begyndte at være bange for at lave mad?
1.2 1992: Jeg føler mig så reduceret, har ingen energi og er bange for min glemsomhed, kan ikke være glad i min ensomhed, kan ikke tage mig sammen til at gå i gang med det, jeg planlægger, har let til tårerne og ønsker bare at nogen ville tage sig af mig, og jeg skammer mig over, at jeg ikke kan rejse mig af egen drift.
5.3 1992: Det meste af dagen har jeg været grå og ked af det og evneløs og uinspireret og fuld af tårer. Hvorfor kan jeg ikke bare give mig til at male eller tegne eller skrive?
10.3 1992: Mandag er forsvundet for mig.
Jeg føler mig så svækket og fattig på energi – alle talenterne drysser ud af mig og daler tyst ned i et sort hul og lægger sig lydløst i dvale.
11.3 1992: Mit køleskab dur ikke. Mit hoved dur ikke. Jeg er svimmel og kan ikke tænke eller handle.
Hvis jeg nu satte mig for at gøre hele lejligheden ren og ordentlig, så ville jeg ikke kunne det. Hver dag i lange tider har jeg besluttet det, og hver dag har jeg ikke kunnet det og har lagt slør over mine beslutninger og sat mig på sengen og læst romaner. Det er ulideligt.
24.11 1992: Hvad er det, der svækker mig? Jeg er som en tom sæk, der er syet sammen hele vejen rundt, så jeg ikke kan fylde noget i den.
5.6 1992: Det er som om, at jeg ikke eksisterer, mit ’jeg’ sidder fast i et lufttomt rum, som jeg ikke kan komme ud af, undtagen hvis jeg handler, men jeg kan ikke handle, fordi jeg føler en sorg i mig. Jeg tror, jeg dør af ensomhed.
21.6 1992: Jeg lever et spøgelsesliv i uvirkelighed i min lille rodede lejlighed. Kan jeg selv trække mig op i lyset? Nej, i hvert fald ikke lige nu, hvor jeg tuder af sorg over min egen uformåenhed.
30.6 1992: Jeg var med Iben (hendes datter) på Prøvestenen (et storcenter) og købe ind. Et fjernsyn og en støvsuger. Jeg var rig som en trold. Iben klarede det hele, så jeg var tryg. Men fjernsynet kan jeg ikke finde ud af.
5.8 1992: Så har jeg gjort det, gået til frisør og fået krøller. Jeg var lige så bange for at gøre det, som jeg var bange, da min hemmelige angst huserede i mig på Grønne …? Nu kan jeg ikke huske vejens navn … jo, Grønnehavevej. Puha.
13.8 1992: Jeg har været i centret og købe ind. Jeg kvajede mig ikke ret meget, jeg kom kun til at stamme i Matas, fordi jeg ikke kunne huske, at curlere til håret hed curlere, så ekspeditricen så på mig med et hovent udtryk. Men det gik.
Mit hoved suser, jeg er svimmel.
26.10 1992: Jeg må bede nogle bønner, så jeg ikke bliver ved med at tabe tegnebog og penge, så jeg ikke hele tiden glemmer hue og vanter rundt omkring, så jeg kan huske, hvor jeg stiller min cykel, og hvad jeg har købt.
14.2 1993: Det vrimler med poltergeister i min lejlighed, jeg kan dårligt være her, alle steder er der rodet til. Køkkenet flyder af stabler og skidt og møg og gamle madrester, og poltergeisterne får det hele splittet ad, så jeg ikke kan komme til. I stuen har de drysset alle ting sammen hulter til bulter, så jeg ikke kan finde det, jeg skal bruge. Og jeg kan ikke gøre noget ved det.

Og her stopper dagbogsskriverierne. Hun blev kort tid efter hjernescannet og fik konstateret Alzheimers, men hun var for svækket til virkelig at forstå sin situation. Du har jo stadig dine gode ben, som min mor sagde til hende. Og så grinede Kirsten, for det var jo sandt.
Et år senere kom hun på et plejehjem, der hedder Strandhøj, og da vi efter hendes død i 1996 ryddede hendes værelse, fandt vi en notesbog, hvor hun – som det eneste – havde skrevet: JEG VIL IKKE DØ PÅ STRANDHØJ.
Det gjorde hun heller ikke. Kirsten døde på Helsingør Sygehus – med tyve blodpropper i tarmene – og fik endelig fred.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her